Note til mig selv... ÅBEN FOR ALLE O.O'

S: Spisesalen
V: Ret koldt udenfor
T: "Aftensmad"-tid
O: En del sultne ynglinge

Okay. Normalt var Jules ikke den der ville klage over maden, men spiste blot hvad der blev serveret for ham, der havde han ingen problemer. Men det der spiste han ikke. Han havde - næsten vel og mærke - spist alt på tallerkenen... Udover det der. Han rynkede på næsen og prikkede til det med sin gaffel. Altså prøvede de at tage livet af ham? Midt på hans tallerken lå der nemlig det han hadede mere end regn, akavet tavshed og seriøs mobning. Måske endda mere end verdenskrig, sult og smerte. Der lå nemlig: hvidkål.
Han prikkede igen til det og rynkede på panden. Han vidste at det var sundt og sådan noget. Og han tvang altså normalt mad han ikke kunne lide ned alligevel. Men lå på grænsen til det umulige. Om hvidkål så var det sidste mad tilbage på jorden, spiste han det ikke. Så kunne han høre sin storebrors stemme bagerst i sit hovede.
"Jules, prøv at tænk på de stakkels børn i Afrika"
"Ja, hvad med dem?" ville Jules bare spørge mens han prikkede til sin mad igen. Stuvet hvidkål
"De ville give deres ene arm for sådan et måltid" sagde hans bror og så alvorligt på ham.
"Jaja, men hvad har det med mig at gøre?" fnøs han irriteret.
"Bare spis det Jules. Så slemt er det heller ikke. Det er jo bare hvidkål"
Han stak gaflen i et stykke hvidkål og tog det i munden. Han nåede knapt nok at tygge på det før han spyttede det ud og prøvede at få smagen ud ved at spytte lidt mere. Det endte i et mindre hosteanfald og at han væltede bagover og ned fra stolen, så han lå med benene i vejret. En del ynglinge så på ham som om at han var sindssyg og overvejede nok hvad der fik ham til at flippe ud.
"Note til mig selv" mumlede han stille. "ALDRIG spis hvidkål igen, bare på grund af et ret dårligt flashback. Du kommer bare med den samme reaktion"
"Geh... Okay" Jules stak gaflen i et stykke hvidkål og stoppede det i munden.
"Godt... Jules... er du okay?"
Jules så helt forkert ud i ansigtet og begyndte så at spytte som en gal for at få smagen og hvidkålet ud af munden. Så fik han noget spyt galt i halsen og fik et hosteanfald. Derefter? Faldt han ned af stolen, med benene i vejret

Det gribbede kraftigt i den mørkhårede 5. trins elev, der sad og spiste sin pasta i ro og mag. En 3. trins elev hostede et sted længere fremme og den mørkhåredes krop frøs til is.
Nej! Ikke igen! Tænkte han. Han havde set alt for mange ynglinge dø og det startede altid med den hosten, før blodet flød ud af ham eller hende. Han nåede slet ikke at tænke på, det kunne være andet end den fremmedes krop, der gik imod forvandlingen. Han rejste sig straks og stormede hen til drengen, for at hjælpe og i værste fald støtte ham gennem den frygtelige oplevelse han kun kendte fra en side.
Et lettelses suk slap hans læber, da han så drengen ikke allerede var indsmurt i blod. Han satte sig på knæ ved siden af drengen og lagde en hånd på hans skulder.
"Hey ... Er du okay?" Den franske accent var utroligt tyk, men det var ikke mindre til at forstå alligevel. Han forsøgte at få drengen op at sidde, men var svært at gøre noget som helst i den stilling drengen var i. Hvorfor fanden havde han også stukket benene i vejret?
Intet blod ... Ingen fare ... Hans hjerte havde kørt på højtryk men han var endelig ved at falde til ro igen. Ynglingen var ikke ved at dø ...

Jules faldt godt til jo og fik så endelig benene ned igen, men flyttede sig ikke fra gulvet, noget de fleste ville mene var underligt. Men Jules skulle lige genvinde alle sine sanser igen da han havde en mindre ringen for ørene. De fleste havde nok troet at han var ved at dø, men det var tydeligvis ikke tilfældet. Og åbenbart kom der også en over til ham, der ville hjælpe. Han var godt nok ikke ved at dø, men det var da rart at nogen ville hjælpe ham.
"Jup" svarede han, små-hæst og så op på ham med et drenget grin. "Lidt hvidkål har jo aldrig gjort nogen skade" sagde han så dybt sarkastisk, men stadig med et smil. Så kom han lidt besværet op og sidde igen. Han sendte hvidkålet en skulen inden han så på fyren, der lød som om at han var fra frankrig. Ikke at Jules ville blære sig med at kunne genkende den slags, men fransk havde han nu altid kunne genkende.
"Ej, jeg håber nu ikke du blev alt for bekymret. Jeg fik bare noget galt i halsen" sagde han med et let skuldertræk. "Men tak for hjælpen og opmærksomheden alligevel. Navnet er Julian-Edward. Bedre kendt som Jules" sagde han og smilede kejdet. Han havde dog brug for noget at drikke snart, da hans hals var blevet rimelig øm af alt den hosten. Han rømmede sig kort og kom så på benene inden han rakte en hjælpende hånd ud imod den - i Jules' hovede - rigtig rare og venlige fyr.

"Nu har den vist," grinede han lidt, da han snakkede om at hvidkålet ikke skadede nogen. Selv havde han aldrig brudt sig om sådan noget overhoved. Han var utroligt kræsen, selvom han bildte sig selv ind, at han ikke var sådan.
Han smilede forsigtigt mens drengen kom på benene igen.
"Jo, gudinde jeg blev bekymret," indrømmede han med et svagt smil og så lidt på drengen, da han rakte hånden frem. Han greb fat om drengens underarm i den traditionelle hilsen og bøjede kort og ærbødigt hovedet, selvom han ganske vist var den ældste af de to - der var vel ingen grund til at være ond mod 3. trins eleverne. Han havde selv følt sig meget rystet hele det år i Frankrig. Især efter hvad der var sket lige efter han blev mærket.
"Ciel Jared Moreau," præsenterede han sig selv. Da han sagde sit navn lød hans stemme bestemt ikke engelsk mere. Ikke fordi det havde været noget godt engelsk i forvejen.
"Vi mødes i glæde ... Jules." Han smilede skævt til ham og slap så hans arm. "Hvorfor tog du dog hvidkål, hvis du ikke kan lide det?" Han så op imod bordene der var fulde af mad. Selv havde han levet af pasta siden han kom til Tulsa. Han var ikke helt vant til Amerikansk mad og han var ikke meget for at prøve noget nyt.

"Nyaaaa... Ellers er jeg bare utroligt kræsen. Hvem ved?" sagde han så med et hemmelighedsfuldt smil om læberne. "Eller værre endnu. Måske ville jeg bare have en smule opmærksomhed, som den jomfru i nød jeg nu er" sagde han og hvilede dramatisk sin håndryg imod sin pande, inden han lod hånden glide ned og hvile på sit knæ. "Ak ja. Det forbliver et mysterie" sagde han så inden et barnlig smil gled om den unge ynglings læber.
"Det kan jeg da godt forstå. Hvad ville skolen gøre uden mig" tilføjede han til dette, men som en mumlen. Ved hans bukken med hovedet og den der utroligt formelle måde han gjorde det på, så Jules ud som om at han lige så godt kunne have fået et ekstra hovede. Normalt var der ikke mange der fandt sig i hans kække komentarer og drillerier - og der var absolut ingen der ligefrem bøjede hovedet for ham. Normalt et håndtryk, eller et klap på skuldren eller noget var nok nærmere noget Jules var vant til. Men han lod det ligge.
Dog blev hans øjenbryn hævet ved hans udtale. Vi mødes i glæde? "Hva'øøh... Er vi fra det attende århundrede eller sådan noget?" spurgte han med et kækt grin bagefter. Ved hans spørgsmål, trak han på skuldrene. "Fordi jeg kan" svarede han og rystede så på hovedet. "Ej, jeg var nok lidt omtåget i hovedet - eller måske bare fraværende" svarede han og kløede sig tænkende i nakken. "Det er stadig lidt forvirrende alt det her" forklarede han så og skubbede så sin hætte ned igen, så hans pjuskede brun/blonde hår var fri for det - og fordi at han kunne huske sin mod gentage konstant at det var uhøfligt. Noget der aldrig var kommet helt igennem - kun en gang imellem.

Han hævede det ene bryn af nægten, der tydeligvis ikke havde boet i Nattens Hus så længe. Han så ned på hans venstre bryst, hvor hans emblem ville være og nikkede kort for sig selv. Drengen var trods alt kun 3. trins og selvom hans blik var faldet på emblemet et par gange, var det svært at forstå, at nogen kunne være så langt væk fra den verden han var i.
"Hvor længe har du boet i Nattens Hus? Jeg har ikke gjort noget ud over den traditionelle hilsen." Han lagde hovedet på skrå og vidste allerede at knægten foran ham ikke engang havde været til en rite endnu. Det var den eneste forklaring. Han måtte være nyere på skolen end Ciel havde regnet med.
Han sukkede svagt og satte sig på bænken uden at sige mere. Han ville ikke gøre den nye yngling flov - måske var ynglinge bare ikke så høflige overfor hinanden, som ynglingene i Frankrig havde været. Det ville nu ikke overraske ham synderligt. Han havde hørt så mange frygtelige ting om disse Amerikanere, men han havde valgt ikke at tro på dem. Men høfllighed lå dem i hvert fald ikke nært.

"Erh... I et par dage" svarede han tænkende. Han var ærligt talt ikke god til det med tid. Han anede ikke om det var tre dage siden - eller to uger. Dagene - eller nætterne - smeltede ligesom sammen i hans hovede. Han kunne kun huske dage der betød noget for ham; Juleaften, hans fødselsdag(trods at den også var gået forbi ham et par gange) og sin storebrors fødselsdag... Da de havde fødselsdag samme dag - men var født med nogle års mellemrum. Tanken om nogle af deres fødselsdage fik Jules til at smile uden nogen yderligere grund. Ikke at Jules normalt smilede af en grund, det var efterhånden bare noget der sad ligeså naturligt på ham som at trække vejret.
"Nyeh.. Ikke så stille. Smil - det er godt for dig" sagde han med et grin. "Desuden - det er mig der er sær, ny og ikke kender til alt det der... ting..." han viftede med hånden en smule. "Er det ikke her hvor dem der er lidt mere... erh... erfaren på skolen, skal lære de små møgunger at opføre sig ordenligt?" spurgte han med et grin.

//Out ... Sorry, men der er gået så lang tid at jeg er hægtet af <.< Nyt emne?

//Sry, der var både ferie og... kreativiteten døde pludselig og jeg havde svært ved at svare x.x' Ved ikke om du tør igen, men vi kan give det et skud til ^^//

//Lad os da prøve en gang til xD ... Nå, men hvor nu så?