sorgens melodi (amera og aimana)

han så på hende og smilede.

"Du er den røde rose,
jeg har nær mig.
du er den jeg har kær,
hvor mon du nu er.

Du er solen varme,
du er vindens sus.
du den klare vand,
der løber i floden.

du er den jeg vil ha,
du er så blid og kær.
du er livets gudinde,
gid du bare var min" sang han og skrev sangen ned i en bog

hun lyttede til sangens ord og rødmede lidt. hun så op på ham. "du synger smukt" sagde hun stille med et lille nervøst klang. hun lagde hovedet lidt på skrå, og bed i sine knorer. som også var endnu en af hendes dårlige vaner, ligesom det at bide i de lidt favrige læber var en dårlig vane. "din pige bliver utrolig glad når hun hører den sang" sagde hun og smilede sit lidt skæve smil.

har ingen.. kan hverfald ikke huske nogen pige" sagde han og blev lidt trist. "Jeg husker kun melodier og sange" sagde han

"det jeg ked af at hører" sagde hun med sin dæmpet stemme og betraktede ham.
amera var en meget stille genert pige. som var meget klodset, med dårlige vaner der indeholdt et kæmpe lager af plaster. hun betraktede ham stille med de store nøddebrune øjne. "men jeg er sikker på der er en pige et sted som du vil elske" sagde hun med sit skæve smil

måske, men hvem pokker vil falde for en der intet kan huske om sin fortid" sagde han

"det betyder faktisk ikke noget hvis pigen kan lide din personlighed" svarede hun stille "desuden kan du heller ikk tvinge den frem den vil komme sig selv" forsatte hun og så op på ham. hun hoppede ned fra bordet og rettede sit tøj

du har sikkert ret amera" sagde han og så på hende. han gabte lidt

hun rødmede lidt, og troede at hun kedet ham siden han gabte. hun bed sig i læben og så ned. hun tog sin taske og hankede lidt op i den. hun kunne nu godt forstå hvis han kedet sig. hun var ikke spor interesandt, eller spændende at kigge på. hun holdt også sine former skjult under sit tøj, og åbnede sig egentlig ikke ret meget. det var nok kun Rosa og Amiana der kunne lide hende. hun tog tasken op på skulderen

gid jeg ikke var vågnet ved solopgang, jeg er så smadret" sukkede han og kløede sig træt i håret. han så på hende, med et undskyldende smil

hun så hen på ham. "jeg dør hvis jeg går udenfor om dagen, så jeg sover rimlig godt under jorden" sagde hun med et lille smil, og betraktede ham stille. hun fandt nogle ting i sin taske hun skulle bruge. hendes mave begyndte at knurre og brøle af sult.

han hørte det og tog et brød i sin taske og kastede det hen til hende.

hun greb det uden videre og betraktede ham stille. "´mange tak" sagde hun med sin lille dæmpet stemme. og så på ham med sine nødde brune øjne.
Amera hev et stykke af brødet og stoppede det i munden. hun nød smagen af det hvide brød, og så ned

så lidt" sagde han og smilede. han tog sin guitar og begyndte at spille igen. han sang igen, men denne gang sang han og en stærk sorg. han skrev sangen ned, da han var færdig med at synge. "jeg må snart få skaffet mig et nyt hæfte" mumlede han og sukkede. han vidste at de var dyre og han havde jo ingen penge.

hun gik stille hen til ham uden at sige noget. hun bøjede sig ind over ham bag fra. så nogle af hendes røde lokker kærtegnede hans skulder, og hendes ansigt var lige ved siden af hans. hun duftede af frisk sommer. ikke for sød og ikke for bitter, men en frisk en der kærtegnede ens lugtesans. hun smed en splinter ny notes bog foran ham, og flyttede sig igen. hun tog sin fløjte op af tasken igen. og bed sig i sine knorer igen

han stivnede, for den duft var bekendt for ham. han rystede på hoved for at glemme lugten, men han kunne ikke. han tog sin tegne blok og begyndte at tegne en lille ige, som han huskede fra sin fortid. han tegnede som hvis den lille pige havde stået foran ham.

"er du okay? du stivnede helt" sagde hun stille, og rødmede igen, hun tænkte ikke over at hun havde stået meget tæt på ham. hun blev flov over sig selv. og så ned på sine skosnuder for lige som ikke at se på ham. hun bed sig nervøst i læben, og trippede lidt på sine små fødder

lad være med at bide dig i læben, du får bare sår" sagde han. han kløede sig i håret. *den duft, den virkede mig så bekendt* tænkte han og sukkede lidt, for det kunne jo ikke passe, han havde jo ikke mødt amera før, eller havde han

"det en dårlig vane jeg har, men bare rolig jeg har et kæmpe lager af plaster" forsikrede hun ham stille om, og så ud af vinduet, hvor månen stadig stod højt på himlen. hun blinkede en gang med sine nøddebrune øjne, og trippede så hen til vinduet, hvor hun så hen imod øst muren

noget galt?" spurgte han og så på hende. måne lyset ramte hen i hayates hår, og hans hår skindede flot via måne lyset. han gned sine øjne lidt og så så ned. han følte han spurgte for meget

"nej ikke rigtig, jeg tænker bare lidt på hvad min far går og laver. jeg er lidt bekrymeret for ham" sagde hun stille og trak på skulderne, hun bed sig selvfølgelige igen i læben, og flyttede blikekt oover til ham. "det eneste irriterende ved at være Rød yngling, er at jeg ikke kan købe rigtig cola, og shoppe tøj" sagde hun med et lille grin for at skifte emne,

javel" sagde han. han så mod månen. "det sært, for det kan jeg" sagde han og så på hende. det undrede ham meget. han så ud igen, og sang med et en smuk melodi. men tåre løb ned af hans kinder

hun så over på ham og smilede "du også en blå yngling, dine øjne vil bare være lidt irriteret af solen, men du brænder ikke op" svarede hun og smilede lidt, og så ned igen og bed sig stille i de lidt farvrige læber. og trommede lidt med sine fingre i vindues karmen

jeg forstår bare ikke, hvorfor jeg blev dette, jeg ved ikke engang hvordan det skete" sagde han og sukkede. han lukkede sine øjne og forsøgte at huske, men han kunne ikke, han kunne intet huske over hoved

Amera så hen på ham. "det er lidt svært at forklarer. når tiden er inde dukker et sende bud om, han kigger på dig, råber dit fulde navn og fortæller dig du har fået dit mærke. derefter vil man besvime. og når man vågner igen, har man et zafir blådt halve måne formet mærke i panden. man ser aldrig nogen sinde sende budet igen. men man bliver syg hvis man ikke skynder sig til nattens hus" for klarede hun og så på ham. " gruden til mit er rødt er fordi jeg døde på tredje trin" sagde hun og så på ham

det lyder skræmmende" sagde han.

(jeg må logge, ses)