Aftentur i byen. [Åbent for alle]

S: En af Tulsas gader.
T: En time efter solnedgang.
V: Overskyet, lummert og mørkt.
O: Mennesker, der er på vej hjem fra indkøbt og ynglinge med skjulte mærker, fordi det endelig er weekend!

Cremen i hans pande irriterede ham grænseløst - han brød sig ikke om, at skjule sin identitet som yngling. Men han vidste, at han bare ville skræmme menneskene, hvis de kunne se de blå halvmåne-formede omrids i hans pande.
Han sukkede svagt mens han gik ned af gaderne. Han smilede lidt til både et par ynglinge og et par mennesker. Ingen menneske teenagere kendte ham i Tulsa og han følte sig pludselig meget mere fri end han havde gjort i Frankrig, da han var blevet mærket der. Hans gamle venner havde råbt af ham på gaden og alle var sprunget til side mens han løb og løb mod Nattens Hus, for ikke at falde om og bogstaveligt talt hoste sine lunger op.
Han rystede tanken af sig mens han så rundt. Tøjbutikker, caféer, en biograf - alt var så overraskende hjemligt selvom han aldrig før havde været inde og se nærmere på byen. Når han havde sagt, at han syntes Tulsa var smukt, havde han kun ment Nattens Hus, men nu ... Stedet var jo ret specielt og han forstød bestemt ikke, at det var her, han var blevet sendt til - ikke fordi han havde haft et vagl, da han blev sendt fra Nattens Hus i Frankrig. Det havde alligevel været hans egen skyld og Tulsa var tusinde gange bedre end det sted, han ellers ville være endt.
Hans blik faldt på en lille gruppe af ynglinge, han kendte og han nikkede hilsende til dem med et skævt, hemmelighedsfuldt smil, mens han overvejede, hvor han skulle tage hen. Der var så meget at se og så lang tid til, at de skulle tilbage til deres hjem.

Det var enlig første gang at Stephen var ude fra Nattens Hus. Han var som en lille nysgerrig mus som ville se det hele. Han gik hurtigt og med blikket køre svævende hen over alle bygningerne som han passerede. Stephen havde en crem på panden, den skulle skjule hans mindre mærke. Den kløede. Det var irriterende. Men Stephen beskæftigede sine hænder, til ikke at klø i cremen, men trillede tommelfingre. Han havde halvlangt mørkebrunt hår, som han altid lige rettede over til sit højre øje, det dækkede også hans mærke i dagligdagen. Han havde en hvid skjorte på hvor ærmerne var smørret op til albuerne og et par sorte bukser og et sort fint slips. Han så meget fin og fornem ud, det eneste der ødelage illusionen var at han havde en ledning som gik helt fra hans højre bukselomme til han øre. Han hørte musik. Beroligende musik.

Han havde tidligere i dag haft et anfald lige i det han stod op. Et af de voldsomme. Han fik nemlig fråde ud af munden og kunne ikke lige bevæge sig på anden måde en at hyperventilere og ryste vildt over hele kroppen.

Den beroligende musik var enlig kun for at overdøve. Han så og hørte nemlig syner. Han var i det hele taget mentalt syg. Han havde også bulimi, som er noget af det samme, som anoreksi, det er bare hvor man kaster sin mad op efter man har spist det. Og så får han anfald som han jo fik tidligere på dagen.
Stephan syntes ikke at bygningerne var så spændende mere, og lod så sit blik falde på folkene omkring ham. Han gik i midten af gaden og kiggede roligt på folk der måske lige skænkede ham et lille blidt blik. Han nikkede bare tilbage og gav dem et lille smil tilbage. Han smilede så roligt og skiftede lidt side til side med hvem han kiggede på. Der var dog en der lige pludselig tiltrak opmærksomhed, en pige der stod og viftede lidt med den hånd og med en flaske vodka i den anden. Hun så ret så fuld ud. Han tænkte ikke rigtig på hvad i alverden han lavede, han gik bare i mens han stirrede på den fulde pige som begyndte at synge hæsligt og højt.

En skinger lyd, der rev voldsomt i øregangene, fik den mørke skikkelse til at stoppe op. Han så sig rundt og fik øje på den fulde pige. Med en kort hovedrysten fortsatte han mod muséet, men desværre også tættere på pigen der tumlede rundt og skreg og "sang". Han fik virkelig ondt af hende. Selvom mennesker ofte så skævt til vampyre og ynglinge, kunne Ciel ikke have noget imod dem. Kun den familie, der havde udstødt ham på grund af mærket.
Pigen sprang pludselig frem imod ham, og da han trådte tilbage ramte han ind i en dreng bag ham, der var cirka på hans ejen alder.
"Excusez-moi," mumlede han undskyldende til drengen. Den franske accent var rimelig tyk men den var til at forstå. Hvis man kunne den lille smule fransk. Han bed sig i læben. "Jeg mener; ... Undskyld." Han så lidt på den fulde pige der var ved at gå omkuld op af væggen.
Hans blik faldt hurtigt drengen igen og så op han var okay. Hvis de ikke havde været så langt væk fra Nattens Hus ville han have svorget på, at han havde set drengen før. Men han var ikke sikker, så han besluttede at holde sin mund.

Stephen blev en smule overrasket over, at han havde stoppet op, og at en dreng havde gået ind i ham. Stephen havde så gået et skridt frem og spærret sine øjne en smule op, og kiggede sig hen over skuldren, hvorefter vendte sig om mod drengen på hælene.
Da drengen startede med at sige undskyld på fransk reagerede Stephen med det samme på fransk. Stephen kunne mange forskellige sprog.
"C'est correct" svarrede han hurtigt og smilede roligt.
Drengen kunne jo fransk. Altid noget. Da drengen så skiftede over til dansk...

//Det er dansk de snakker her ikke? xD//

... rystede han kort på hovedet og smilede så roligt, "Det er okay," sagde han og trak på skuldrende.
Stephen syntes han havde set drengen før. På Nattens hus. Men tænk hvis det ikke var ham? Så han lod være med at sige noget. Han kiggede ned til sin lomme og fiskede sin iPod op og slukkede for musikken. Straks vrimlede det ind med stemmer. Dog alle de ting omkring ham kunne godt være noget han forstilte kom forbi. Han syntes nemlig han kunne se en pige gå hen mod dem. Hun så unaturlig smuk ud. Men da hun kom helt tæt på og åbnede munden, fløj hun væk som var hun sand.
En illusion.
Han kiggede så igen hen mod drengen og stak begge hænder ned i lommerne og smilede roligt.
"Har jeg set dig før..?" sagde han og smilede roligt. Stephen havde et lille trick, hvor nogle af vampyrerne og yndlingene kunne finde ud af hvem han var. Han fjernede blot kort pande håret og lod det falde ned igen i panden. Normalt ville det have vist mærket frem. Dog havde han været klog og tage crem på.

Han smilede skævt til drengen foran ham og tog et svagt skridt væk fra den fulde pige, der i samme øjeblik gled ned at sidde op af muren. Egentligt havde han aldrig drukket i Frankrig og ville nok heller aldrig prøve at blive fuld. Akohol påvirkede jo næsten ikke ynglinge ... Han skænkede det ikke mange tanker før han fokuserede på drengen igen.
Han hævede det ene bryn med et skævt smil og børstede lidt hår ud af øjnene. Det overraskede ham lidt at drengen kunne Fransk, men han så det bestemt ikke som noget negativt. Han pillede fraværende ved pecingen i det hævede bryn og svarede så på Engelsk, selvom det ikke ligefrem lød helt rent. Han havde desværre kun talt andet end sit modersmål i omkring 3 år og han havde aldrig rigtig været god til sprog, selvom han godt kunne lide det.
"Det ved jeg ikke ... Jeg er næsten lige flyttet hertil." Han kunne selvfølgelig ikke sige, at han var flyttet til Nattens Hus. Det var ret irriterende, at de ikke måtte fortælle mennesker, at de var ynglinge, men han forstod godt reglen. Og nu hvor han ikke kunne se om drengen foran ham var menneske eller ej var det bedst bare at holde kæft.
Selvom han vidste, at ynglingene skulle dække deres mærker flyttede hans blik sig automatisk op imod drengens pande, som alligevel var dækket af hår. Han sukkede lydløst og stak bare hænderne i lommerne.
"Hvor er du fra?"

// Engelsk. Det her Nattens Hus er jo i Tulsa, Amerika. Men bare skriv dansk, det er fint for mig. //

//Haha, okay. Jeg har heller ikke læst bogen og vidste ikke lige hvad de snakkede//

Stephen smilede roligt. Det var ikke så tit at han enlig støtte sådan ind i folk. Men en gang skulle være den første? Eller havde han gjort det et par gange? Det havde han nok i sit 'tidligere liv' hvor
han ikke var blevet mærket. Nok om det.
Stephen smilede roligt til drengen foran ham og smilede lidt da han så han pillede ved en af hans piercings i øjenbrynet. Det klædte ham. Han fik pludselig en ide med at vandre op til en piercer og sige han ville have lidt af hvert. Men hvad hvis han fik et anfald lige i det at han skulle have piercingen i? Det ville ikke gå, der skulle være nogle, eller helst en, der kunne beskæftige ham i mens hvis det var. En som på en eller anden måde havde en fantastisk effekt på ham. Så slog det ham at han måske blev nød til at være mere social hvis han ville have en der kunne forstå ham og berolige ham.
”Hm, lyder hyggeligt..” sagde han enlig lidt spørgende, man kunne jo aldrig vide, om personen gerne ville flytte til det sted personen nu var endt.
”Bor du i den retning?” spurgte han roligt og pegede i retning mod nattens hus, bare for at grave dybere for at finde mere ud af om det var en yndling ligesom ham, eller om det var en fuldvoksen vampyr eller om det var et menneske.
Stephens øjne klemte sig lidt sammen og kiggede undersøgende på drengen foran ham. ”Jeg boede først i Italien, men min mor døde der og så flyttede mig og min far og min søster til Frankrig, og han satte min søster på plejehjem. Senere endte jeg så på plejehjem her,” sagde han og holde en lille pause. ”Der efter kom jeg på sådan en skole... og ja...” Havde han nu sagt for meget? Måske. ”Men Italien, Frankrig og så har jeg faktisk også været i England før jeg kom til her til...” Han smilede roligt.

Hans hånd faldt fra brynet og ned langs siden igen. Han havde en piecing for hvert af de trin han havde overstået. Én i brynet og én i tungen. Han vidste ikke helt, hvad han ville have efter at 5. trin var overstået, men der var jo stadig tid nendu.
Han bed sig lidt i læben, da drengen pejede i retningen af Nattens Hus. Man kunne jo aldrig vide, om drengen bare var på vagt overfor ynglinge ... Nej, det var absurd! Mennesker kendte ikke til, at ynglinge dækkede deres mærker. Hvis han var nervøs for at møde en yngling, ville han stå og stirre efter et mærker, hvor gang Ciel vendte hovedet.
"Oui ... Ikke så langt væk." Han smilede svagt og fik lidt nyt håb omkring at han måske havde mødt en anden yngling udenfor skolen. Det var en rar fornemmelse at nogen kendte til det man var igennem, også sevom man ikke kunne tale frit om det med mennesker omkring sig.
"Kommer du selv derfra?" Han lagde hovedet lidt på skrå og de blå øjne skinnede ud gennem det sorte hår. En klar grøn ring i hans iris strålede svagt i de svage månestråler. Det var det folk normalvis lagde mærke til omkring hans ansigt. Den grønne ring var også det eneste der lyste af farve ved ham. Ellers var det ret så sort.
Han nikkede kort, da han fortalte om alle de steder han havde boet. Han kunne ikke gøre andet end at få lidt medlidenhed med ham. Men han forsøgte at forholde sig fordomsfuld før han kendte baghistorien og drengens egne holdninger til det.
Selv havde han været rundt omkring i hele Europa med sin mor, eftersom hun var skuespiller og havde været til filmoptagelser en hel del steder. Men han havde kun boet i Frankrig. Selvom han desværre ikke havde set sin far og lillebror så tit, eftersom de ikke kunne tage med ud på rejserne.
"Det gør mig ondt med din mor ... " Han ville gerne spørge, hvorfor hun døde, men han ville ikke trænge sig på.
Hans blik flakkede lidt. Ikke fordi der var noget galt. Han var bare ikke så god til det med øjenkontakt.

//Det er okay xD

Stephen fulgte automatisk drengens hånd hvorefter hans blik styrtede op til drengens hoved igen. Det var en vane at kigge folk i øjne. Der var så mange der havde skønne og smukke øjne, men han var ikke så god til at holde øjenkontakt med folk. Først og fremmest fordi han så sin far i øjnene i deres villa, da han var død.
Da drengen sagde ja til retningen han boede i smilede Stephen blot og nikkede. Da han så spurgte om han selv kom der fra åbnede han roligt munden. Det var sikkert en fra nattens hus. En yndling, helt sikkert.
”Ja jeg kommer også derovre fra,” godtog han og fortsatte ”Måske det derfor du virker bekendt?” spurgte han roligt mest til sig selv, og lagde hovedet lidt på skrå. Stephens uhyggelige gule øjne, med den mørkere brune kant spærrede lidt op og det kunne godt ligne at de lyst, men ikke skarpt nok til at det ene øje kunne lyse igennem det mørkebrune hår.
”Det går nok, det var en bilulykke,” sagde han og kiggede lidt ned i jorden. Mindet om hospital folkene der lagde det vide lan hen over den smukke, sort håret og helt blege kvinde fik ham til at blive lidt ked af det, men det var ikke noget slemt. Det var bare mindet. Det var også en del toget da han var meget meget lille der.


//Sorry, sorry, kunne virkelig ikke klemme mere ud af min klud af kreativitet.//

Han overvejede lidt om han burde give flere ledetråde til, at han virkelig kom fra Nattens Hus, men det var vel alligevel ikke så frygteligt vigtigt. Var det? Han kunne ikke helt beslutte sig, så han valgte til sidst at lade det ligge. Hvis de begge var derfra ville de nok se hinanden igen alligevel.
Ligeså var emnet om drengens mor ikke ligefrem noget han havde lyst til at gå videre med. Han havde ganske vist ikke mistet noget familie, men han havde set en hel del ynglinge dø. Nære venner. Han kendte døden på nært hold som drengen foran ham tydeligvis også gjorde.
"Skal du noget specielt?" Han smilede forsigtigt og håbede på at de kunne gå et sted hen. Hvis han var et menneske ville det være rart nok at have en ven udenfor Nattens Hus. Men uanset hvad, ville han bare gerne have lidt selvskab. Han vidste ganske vist ikke selv, hvor han var på vej hen, men han kunne måske tage med drengen, hvis han skulle noget ... Det var vel ved at være midnat, så hvis drengen var menneske skulle han nok også til at tage hjemad ...
Ciel lagde hovedet lidt på skrå og stak hænderne dybt ned i de tomme lommer. Mens han forsøgte at tvinge sig selv til at få øjenkontakt med drengen igen. Nogen folk mente jo, at det var uhøfligt ikke at se en i øjnene, når han eller hun snakkede til en.

//Jeg er også ved at være krealøs. Desværre.