Begyndelsen

Sted: Gårdspladsen
Tid: Tidlig morgen
Omgivelser: Få ynglinge, der er på vej tilbage til deres værelse
Vejr: Stjerneklart

Her stod hun så. Med rygsækken solidt placeret om sine skuldre og sin guffe knyttet i højre hånd. Pigens ansigtsudtryk varierede konstant mellem rædselsslagent, irriteret og nervøst. Mærket i hendes pande var nyt og friskt, hvilket begrundede hendes utryk ved at være omringet af så mange af dén slags, selvom de fleste sikkert allerede lå i deres sengen. Hun så på sit ur. 20 minutter til solopgang. Taknemmeligheden over at være ankommet så sent på døgnet bar præg i hele hendes kropssprog - hendes skuldrene synkede en smule for hvert minut.
Vampyren, som hun havde snakket med for knapt fem minutter siden, havde detaljeret beskrevet vejen til hendes værelse for hende, da en nødsituation forhindrede hende i personligt at hjælpe hende på plads. Ikke at det var problematisk for Emillly; hun skulle nok selv finde på plads. Men lige nu... Ja, der ville hun stå midt ude på gårdspladsen med sine ting for en stund. Det nye var skræmmende.

Christian gik roligt hen over den næsten tomme gårdsplads. I flere timer havde han set på de nye ynglinge.
Han var iført mørke tætsiddende jeans, Converse-basketstøvler og en hvid T-shirt på.
Hans halvlange gyldne hår hang sjasket om hans kinder, og gav ham en vis drenget charme.
Midt i det hele stod en pige. Hun så forskræmt og træt ud. Og egentlig, lidt forvildet..
''Søger De noget?'' spurgte han, med en venlig og lidt varm stemme.
Han smilede til hende, et drenget smil. Hvad skulle han eller gøre? Hun var sikkert ny og lidt forskræmt ved tingen

Hun så bladene røre på sig og vidste, at det blæste meget. Dog kunne hun ikke selv mærke den isnende kulde - vinden føltes som kærtegn mod hendes kind og spinkle krop, og det var næsten helt rart.
En dreng kom gående over gårdspladsen. Han så ud som om han havde været her længe - hans selvsikkerhed talte for sig selv. Da det gik op for Emilly, at han havde kurs mod hende, begyndte hun at panikke. Måtte hun ikke være her nu? Var han kommet for at skælde hende ud? Da han kom så tæt på, at hun ordenligt kunne se hans mærke, åndede han lettet ud. Det var ikke en vampyr.

Hun kiggede genert ned i jorden, da han spurgte hende om noget. Hun rystede svagt på noget. "N-nej, jeg trængte bare lige til noget luft," Svarede hun, imens hun stadig undgik øjenkontakt. Ubevidst trak hun sin bamse tættere ind til sig.

Han smilede roiligt.
''Hvis De har brug for hjælp, går der vist nok nogle flere vejledere rundt endnu?'' han så på hende med et smøret drengesmil.
''Christian Grey, til tjeneste.'' han bukkede for hende, roligt.
Han håbede blot på at få hende til at smile. Hun så bare for forskræmt ud. Han ville så gerne bare se et lille smil på hendes læber inden han måtte tilbage til sit værelse.

Hun nikkede - vampyren, der rigtig skulle have hjulpet hende, havde fortalt hende, hvor hun skulle finde hjælp.
"Jeg har bare ikke rigtig lyst til at gå op på værelset," mumlede hun før hun endelig mødte hans blik.
Da han præsenterede sig, måtte hun tilbageholde et lille fnis.
"Ligesom bogen, ikke?" Udbrød hun uden rigtig at tænke på, at han sikkert var træt af den reference. Hun tog sig sammen og smilede meget svagt. "Mit navn er Emilly Parker."

Han kunne ikke lade være med at smile.
''Jo, præcis som bogen.'' smilede han med et charmerende smil.
''En ære at møde Dem, miss Parker. Måske burde jeg vise Dem lidt rundt? Jeg er sikker på at vampyrerne ikke har noget imod at jeg overtager deres pligter for en stund.'' smilede han roligt, inden han stak hende en arm - som i tudortiden.
Han smilede stadig. Skræmte referencen til 50 Shades of Grey hende ikke en smule?

Hun fnes genert, da han gav hende ret og tydeligvis forsøgte at charmere sig ind på hende. Det var der aldrig nogen, der havde gjort før.
"Hvis det ikke er til besvær...?" Svarede hun en smule usikkert, men lod alligevel sin frie hånd glide rundt om hans biceps, mens hun prøvede at lade være med at tænke på sit ansigt, som sikkert var rødglødende.

Han smilede roligt og begyndte at gå.
''Miss Parker, hvis jeg må spørge, hvordan var Deres liv før Gudindens Velsignelse?'' spurgte han roligt, mens han med lange elegante skridt førte hende mod Templet.
Hans egen historie var anderledes end de fleste og alligevel så ens så man skulle tro at han var trådt ud af reklamen for Nyx's Velsignelser.

Hun udbrød et lille 'hmpf' ved hans spørgsmål. Hans ordvalg faldt ikke i hendes smag. Gudindens velsignelse. Nej tak.
"Det var... rart. Jeg..." Hun sukkede stille. "Jeg ville ønske hun ikke havde taget alt det fra mig."
Da hun ikke ville skabe en trykket stemning, skyndte hun sig at spørge ham: "Hvad med dig... Øh, Dem?"

Han kendte følelsen. For blot få år siden havde han ment det samme.
''Du kan bare kalde mig Chris.'' Han smilte igen, denne gang blot venligt.
''Jeg boede hos min far. Han var alligevel aldrig hjemme.'' sagde han roligt, og trak på skuldrene.
''Hvad mener De med rart?'' spurgte han roligt, smilende venligt.
Han kunne ikke lide tanken om at andre ynglinge fandt dette en... forbandelse. Det var det modsatte, det mest fantastiske - hvis man da overlevede.

Hun smilede genert. "Chris..." Det var, som skulle hun lige smage på ordet. Det lød som om, at han virkelig betragtede sit nye liv som en velsignelse. Men det var sikkert bare et spørgsmål om tid, før hun også ville blive glad for det. Det værste var at skulle undvære sin elskede sol.

"Mit liv var så... Jeg kan ikke helt finde de rigtige ord. Jeg boede i et kollektiv med mor og far. De er lidt... anderledes." Hun smilede for sig selv. Man skulle tro, at hun var meget bedre til at håndtere mennesker med en opvækst i et kollektiv.

Han smilede lidt.
''Jeg boede de første år samme med min mor. Så var jeg nødt til at bo hos min far derefter. Han var aldrig hjemme, såe..'' han tav lidt.
''Et kollektiv? Det lyder specielt'' sagde han roligt, og så lidt på hende.
''Miss Parker, dette er templet. Jeg kan regne ud at De ikke er religiøs, men jeg tænkte at De måske gerne ville vide hvor De kunne finde mig, hvis der var noget.'' hn smilede til hende igen, denne gang på grund af templet. Han elskede det. En el af ham havde altid tilhørt et andet århundred.

Hun rynkede sine bryn. "Hvorfor blev du ikke med din mor?" Kort efter indså hun, at spørgsmålet nok var en smule personligt. "Hvis du altså vil svare..."

Hun nikkede. "Ja. Mor og far er også ret specielle. Det er først nu, hvor jeg er flyttet herhen at jeg har fået en mobil og de har anskaffet sig en telefon."

Templet var virkelig smukt og hun gispede svagt. Var det her de... bad? Til Nyx? Hun kiggede alvorligt på ham. "Er du så en slags præst eller hvad?"

''Jeg er ikke sikker på at De vil vide det.'' sagde han roligt.
'Og nej, Miss Parker, jeg er kun en yngling, som De er.'' han smilede til hende, varmt.
''Min mor døde.'' Han sagde det som om det intet betød.
''Noget siger mig, at De finder templet smukt?'' sagde han med et lille flabet smil

Hun gispede kort af hans ligegyldige tone.
"D-det er jeg ked af at høre, Christian," sagde hun stille og smed sin taske på gulvet, hvorefter hun lagde sin hånd på hans skulder.

Da han tydeligvis prøvede at skifte emne, smile hun og nikkede. "Ja... Helt fantastisk smukt." Hun lod atter blikket glide rundt. "Jeg har aldrig set noget lignende. Mor syntes ikke om at jeg kom for meget ud og så ting."

Hans mors død var hendes eget valg.
''Miss Parker... Jeg ville hellere end gerne vise dig hele verdenen. Men lige nu må du nøjes med skolen her.'' sagde han med et lille smil.
''Ærligt, men min mors død er ikke noget jeg ønsker at tale om.'' sagde han stille.
''kom, lad mig vise dig det næstbedste sted at lede efter mig.''
Han smilede og samlede hendes taske op, inden han tog hendes hånd og nærmest trak hende med sig mod gymnastiksalen

Hun begyndte næsten at panikke.
"Det må du undskylde, jeg mente ikke at..." Hun sukkede og rystede på hovedet, imens hun kiggede ned i gulvet. "Undskyld," hviskede hun.

Pludselig tog han hendes hånd og hev hende med hen til Nyx vidste hvor. Hun nåede knapt nok at få ordentlig fat om sin bamse.

Han kunne ikke lade være med at smile over hendes generthed.
''Det okay Det er bare lidt hårdt at tale om.'' sagde han roligt inden han stoppede op foran gymnastiksalen. Sikke en masse ballade han havde lavet i den sal.
''Dette, Miss Parker, er gymnastiksalen. Hvis du vælger fægtning er dette salen der forefinder undervisningen. Hvis jeg ikke er i templet, er jeg her.'' sagde han roligt, med et varmt smil

Hun kiggede sig omkring i salen. Sport... Hmpf. Det var nok ikke her, hun ville komme til at befinde sig allermest.

"Ja, hvis jeg kommer her, er det sikkert kun for at finde dig," svarede hun med et skævt smil. Hun havde absolut ingen muskelmasse på sin spinkle krop.

Han nikkede blot, inden han så rundt.
Han vidste egentlig ikke hvad hun nu skulle se.
Men tiden han havde til at tænke over det, var rindet ud. Solen var på vej op, og Miss Parker skulle ikke udsættes for alt for meget sollys lige nu.
Derfor tog han igen hendes hånd, og trak hende med sig tilbage mod værelserne. Han vidste ikke helt 100% hvor hendes værelse lå, men han kunne da følge hende til opholdsstuen, og derfra kunne hun vel selv finde vej?
''Beklager at vores møde er blevet forkortet, Miss Parker, men solen venter ikke på nogen.'' Han stemme var rolig og fast, ikke et eneste snert af bekymring.

''Jeg går ud fra at De har fået et skema og deres bøger burde være på Deres seng.'' sagde han blot, da han var i gang med at tage afsked med hende, da de var noget til pigernes opholdsstue.

Emilly nikkede en smule forvirret til hans ord. Hun havde fået sit skema... Men hvor det befandt sig, kunne hun ikke huske. Og bøger... Disse havde hun ikke hørt noget om. Men mon ikke hun ville få dem næste dag, når hendes skoledag begyndte? Bare tanken gav hende kvalme.

"Ja, jeg har fået mit skema," svarede hun flat, imens hun kiggede sig omkring i det, hun mente måtte være en slags opholdsstue. Mon han også boede her? Hendes blik landede atter på Christian. "Ved du, hvor jeg skal bo?" Spurgte hun.

Han så kort på hende, med et lille smil.
"Desværre, miss Parker. Jeg er ikke klar over hvilket værelse der tilhører dDem. Men måske står Deres navn på døren?"
Han trak på skuldrene.
"Jeg må desværre tilbage til mit eget værelse. Sov godt, miss Parker." Sagde han med en silkeblød stemme og tog forsigtigt hendes hånd, som han kyssede på håndryggen.
"Vi ses" sagde han, med et drenget glimt i øjnene.

Hun mærkede, hvordan varmen steg til hendes kinder, da han forsigtigt tog hendes hånd og kyssede den lidt. Han forsvandt med et glimt i øjnene, der kunne gøre enhver pige blød i knæene, og Emilly var ingen undtagelse. Men hun nægtede at falde i hans spind; hun kendte udmærket godt hans type.
Hun kunne ikke gøre andet end at stå og stirre efter ham for en stund, hvorefter hun gik op ad trapperne og håbede, at der ville være et navneskilt på hendes værelsesdør.

//springer lidt frem, der er ikke så meget mere at skrive om lige nu//
Han sad nu for sig selv, afslappet.
Hvem vidste hvad denne nye 'skoledag' ville bringe? Det var tydeligt at han ikke behøvede at tænke alt for meget over det.
I et øjeblik, overvejede han hvad der var sket med Miss Parker - hendes navn gav utroligt nok ham lyst til at kalde hende Mary Jane.
Havde hun mon fundet sit værelse, tidligere? Eller havde han efterladt en helt ny yngling alene på sin opholdsstue?
Hun vidste vel at hun bare kunne spørge de andre, ikke?

Han sukkede kort, og besluttede sig for, at det var tid til morgenmad.
Tid til lidt at spise, inden han ville gå ned til hestene, og få muget ud inden de yngre ynglinge skulle til springundervisning.
Han passerede kort opholdsstuerne for at se om hun eventuelt var der.
Han så hende ikke. Måske var hun gået ned til morgenmaden allerede?
Han bed sig lidt i læben, inden han gik hen mod spisesalen, for at få spist. Ikke at han var sulten, mere... tørstig...

Det havde været en lang nat. Emilly havde aftenen inden fundet en dør med hendes navn på, og hun var glad for at få sit eget værelse for en gangs skyld. Det var meget bart og upersonligt, men hun skulle nok give det sit eget præg.

Om natten havde hun haft svært ved at sove og hvis hun skulle være helt ærlig, havde hun følt et lille stik af hjemve. Men morgenen kom, solen gik ned og hun gjorde sig klar til morgenmaden.
Hun havde dagen inden fået af vide, hvor spisesalen lå placeret, og alt hun egentlig behøvede at gøre, var at følge menneskeflokken.

Emilly fik hurtigt taget lidt cornflakes og mælk og skyndte sig derefter hen i hjørnet ved et tomt bord. Folk havde kigget en smule efter hende - hun var trods alt ny, men det var ikke mange. Hun var rimelig god til at blive overset; præcis, som hun foretrak det.