What do you say? Dogulas

"Trist," sagde hun med et lille smil og lagde hovedet på skrå. Hun hørte hans mave rumle og undertrykte et fnis. Så hørte hun hans spørgsmål og nikkede. "Lad os bare det," mumlede hun og så ned.
Hun rejste sig og gik nedenunder. Hun styrede hen til vandhanen og tog et glas kold vand. Så vendte hun sig om og så efter om Douglas var fulgt med eller om hun var kommet til at efterlade ham på værelset.
Hun vidste at det var umuligt at finde noget usundt i køkkenet, men det gjorde hende nu heller ikke noget...

Hun var væk, før han overhovedet havde rejst sig op fra stolen, han sad i. Han grinte kort for sig selv, inden han fulgte efter ned i køkkenet, hvor hun stod med et glas i hånden. "Var man lidt tørstig?" drillede han og hentydede til hendes fart. Han åbnede køleskabet og studerede det hurtigt, inden han hev et æble ud, som han straks satte tænderne i. Han kunne ikke nære sig fra at rynke næsen ved synet af et par gulerødder, der lå på en af hylderne i køleskabet. Hvis der var noget, han ikke brød sig om, så var det gulerødder. Det havde han bare aldrig gjort.
"Skal du have andet end vand?" Spurgte han venligt og smilede til hende.

Hun grinede lidt. "Nej, du var bare langsom," svarede hun med et stort smil. Hun tog en tår af glasset og fyldte det så igen.
"En klementin tak," sagde hun stille. Om hun havde tænkt sig at spise den eller hun bare sagde ja af ren høflighed vidste hun endnu ikke. Hun spiste sjældent foran andre, men hendes mave begyndte at skrige af sult. Hun satte glasset på bordet og gik hen til køleskabet. Hun skubbede blidt Douglas væk med hoften og tog en klementin ud.
Så tog hun sit glas og satte kursen ovenpå. "Kom så snegl!" råbte hun over skulderen.

Han nikkede og skulle netop til at tage en klementin til hende, da han blidt blev skubbet væk af en hofte. Endnu nåede han ikke at reagere, før hun atter var forsvundet i sig lyntempo. Han grinte højt for sig selv igen, inden han spænede efter hende. Da han nåede om bag hende, greb han hende blidt om taljen og drejede hende i farten om mod ham, til de stod stille.
"Hey, hvor vover du at kalde mig snegl," han smilte skævt til hende, mens hans øjne strålede. Det var længe siden, han faktisk havde haft det sjovt.

Hun fornemmede ham før hun mærkede hans hænder om sin talje. Hun blev snurret rundt så vandet fra glasset sprøjtede ud over dem begge. Hun grinede og smilede op til ham.
Hun fangede hans blik og stod bare og så ham ind i øjnene mens hun smilede stort. Hun havde det endelig sjovt sammen med nogen, og det var den første ægte glæde hun havde følt siden sin brors død. Hun havde grint og smilet sammen med andre lige efter det var sket, men denne gang var det ægte.
Hun prikkede Douglas i maven og grinede.

Hans smil blev endnu bredere, da vandet plaskede ud over dem. Det var i hvert fald et par år siden hans smil havde været så stort og ægte. Han lagde hovedet let på skrå og rynkede på næsen, da hun prikkede ham i maven. Så smilte han drillende, inden han slap grebet om hendes talje med den ene hånd og kildede hende i siden, så godt som han nu engang havde lært. Om hun var kilden ville hun snart finde ud af...

Hun knækkede sammen af grin da han begyndte at kilde hende. "Stop!" skreg hun og forsatte med at grine. Hun fik på en eller anden måde sat glasset og klementinen ned på gulvet.
Så sendte hun Douglas et drillende blik og trak sig væk fra ham. Hun krummede sig sammen og smilede stort, før hun i sit lyntempo fløj om bag ham og begyndte at kilde ham bagfra. Hvis han ikke var kilden, var det en skam, men så måtte hun jo finde på noget andet...

Han grinte fornøjet, indtil hun pludselig og uventet slap ud af hans greb og gjorde gengæld. Han var forfærdelig kilden, men det var ikke særlig mandeligt at vise dén side frem og bryde i grin, hvis han selv skulle sige det. Derfor bed han hurtigt tænderne sammen og holdt vejret, som han i mange år af sin barndom havde øvet sig i. Dog gjorde øvelse ikke mester i det her tilfælde, og han holdt kun i et par sekunder, før han krampagtigt måtte vride sig ud af hendes kildeangreb, i mens han brød ud i grin. Han vendte sig hurtigt mod hende og greb begge hendes håndled, så hun ikke kunne kilde ham mere. Han smilede bredt til hende, mens han roligt fangede hendes blik.

Hun grinede af ham, men stoppede da han fangede hendes håndled. Hendes grin gik over til at være et sødt smil, mens hun bare stod og så ham ind i øjnene.
"Hvad siger du til at slutte fred?" spurgte hun stillede og så op på ham. Hendes stemme var blid og fulde af varme.
Under andre omstændigheder ville hun havde vredet hænderne til sig, men denne gang lod hun ham holde sig fast. Hun havde ikke videre glad for nær kontakt til andre ynglinge eller mennesker, men Douglas kunne da godt være en undtagelse. Det var han ni så meget andet, så hvorfor ikke også dette?

Han slap hendes håndled, og gengældte hendes smil.
"Det ville være en fornøjelse, Kayla," han grinede og rakte hånden frem, for at erklære fred på den traditionelle måde. Han kiggede igen ind i Kaylas øjne, og røg et øjeblik væk fra omverdenen. Hendes mørkebrune øjne mindede ham om en efterårsdag i skoven. Han vidste ærlig talt ikke hvorfor. Måske var det en blanding mellem bladende, barken på træerne og rensdyrenes pels, der ofte viste sig i skovene på dette tidspunkt. I hvert fald blev han enig med sig selv om, at det var en skøn farve, der absolut kun vækkede gode forestillinger hos ham.

//Okay jeg ANER IKKE om rensdyr viser sig MEGET i skoven om efteråret, men lad os lege det :pPpPpPPp

Hun greb fat om hans underarm og gav den et blidt klem før hun igen trak sin arm til sig. Så smilte hun hurtigt til ham før hun bukkede sig ned og to glasset og klementinen, og marcherede ind på hans værelse.
Han satte tingene fra sig på hans skrivebord, og slog sig ned på kontorstolen. Så gav hun sig til at pille klementinen meget koncentreret, men hun tænkte på Douglas.
Han var lige her, og det glædede hende enormt meget. Han mindede hende om Italien. Hun vidste ikke lige hvorfor men der var noget som mindede om den sprøde duft af italiensk mad, og den hyggelige stemnings musik. Hun elskede virkelig Italien, og ingenting kunne slå følelsen af at gå ned gennem de italienske gader og shoppe sammen med en veninde. Hun lukkede øjnene og huske tilbage på da hun boede i Italien.
Da hun igen kom til sig selv opdagede hun at hun var kommet til at sætte en negl i klementinens kød og det sprøjtede op på hende. Hun smilede fjoget og smed hurtigt klementinen ud, før hun gik ud på badeværelset og vaskede hende og sit ansigt. Hun var forsigtig med ikke at ramme sin make-up og det gik overraskende godt.
Da hun gik ind på værelset igen tjekkede hun om klementinen saften var sprøjtet andre steder hen, men dette var heldigvis ikke tilfældet.

Douglas fulgte efter i sit eget tempo, og havde allerede droppet at forsøge, at følge med Kayla, der havde et tempo, som en... han stoppede op for et øjeblik, mens han nøje overvejede, hvilket dyr der ville passe til Kayla. En tiger var hurtigt, men det var ikke dét dyr, hun mindede ham om. Han rynkede panden, mens han blev ved med at tænke. Egentlig var det en ret ligegyldig ting, men han følte, han havde svaret lige på tungen. Han sukkede opgivende og vandrede ind på værelset, hvor han netop nåede at se hende springe op fra stolen og gå ud på badeværelset. Og da kom svaret til ham: en leopard.
"Du er skør, Douglas," mumlede han for sig selv, mens hans tanker gik videre. Hun mindede ham om en leopard. Det var helt sikkert. Hende fart var selvfølgelig en af grundene, men også udseendet mindede hende om dette farlige, hurtige og modige dyr, der alligevel bar på et glædelig og trofast tæppe over sig. Han rystede på hovedet af sig selv med et smil på læben, da Kayla vendte tilbage fra toilettet. Han betragtede hende i døråbningen, mens hun så ud til at lede efter noget ved stolen.
"Kan jeg hjælpe med noget?" spurgte han, selvom han ikke lige kunne regne ud, hvad det var hun ledte efter.

Hun hørte ham godt mumlede, men sagde ikke noget. Hun forsatte med det hun nu var i gang med og koncentrerede sig udelukkende om det.
Da hun hørte hans spørgsmål så hun sig over skulderen, før hun satte sig ned igen. "Nej, jeg klare mig," grinede og tog en tår af glasset.
Hun lænede sig tilbage og betragtede ham nøje. "Nå men...." sagde hun uden at vide hvordan hun skulle ende sætningen. Hun smilede nervøst, men også blidt. "Nå men..." gentog hun, denne gang tilføjede hun: "Har du en kæreste?" Hun var interesseret i svaret, mest fordi det var rart at vide; men også fordi at så vidste man hvor langt man kunne gå med en person. Hvis han havde en kæreste, så var der en del flere grænser end hvis han ikke havde...

Han mærkede nervøsiteten i hendes stemme, og det fik ham til at smile. Han havde ikke nogen kæreste nej. Ikke længere. Men han havde nu ikke i sinde at fortælle hende om hans ekskæreste lige nu. I stedet rystede han bare på hovedet med et smil, "niks. Jeg er single." Han grinede og satte sig med et bump på sengen. "Og du?" Spørgsmålet var ikke præget af nervøsitet, nærmere lød han spændt. Og en smule håbefuld måske. Han betragtede hende tålmodigt, og ventede på at hun svarede.

Da han smilede vidste hun at han havde opfanget hendes nervøsitet. Han havde sikkert misforstået den, men hun gad ikke forklare noget for ham, ikke lige nu. Hun smilede bare og så på ham. Så rystede hun langsomt på hovedet. "Jeg har heller ingen," sagde hun med et drillende glimt i øjet. Ligesom han havde opfanget hendes nervøsitet, havde hun opfanget hans håb, og spænding. Hun vidste også at det var noget han ikke fortalte hende. Mon det var noget hun skulle vide...?
Hun betragtede ham og ventede på at han skulle sige noget....

//Skulle lige printe en historie på 77 sider ud :P Sorry hvis min kreativitet er lidt dårlig

Han smilede bredt og nikkede.
"Alright," han kiggede på hende, og forstod at hun ventede på, at han ville sige noget. Havde hun mærket, at han havde tænkt på noget mere? Han ville i hvert fald ikke ødelægge noget ved pludselig at tale på en ekskæreste, han for længst havde lagt følelserne for, efter hun slog på, da han havde allermest brug for hende. Han mærkede, hvordan det alligevel gjorde ondt at tænke på det. Han rystede på hovedet, og skyndte sig at tænke på noget andet.
"Nå, har du så nogle planer for i..." han skulle til at sige i aften, men det var vel rettere sagt nat, "..nat eller tidlig morgen, eller... det er så forvirrende med vores tidspunkter," sukkede han grinende. "Du ved, hvad jeg mener," han smilede til hende. Han havde næsten ikke været ude for Nattens Hus siden han var kommet dertil, og han længtes efter at komme lidt udenfor dørene.

//Haha sejt! Den du selv har skrevet? Og undskyld jeg først svarer i dag. Var væk hele dagen i går (så btw Breaking Dawn ll, som er edder god!!

Hun tænkte lidt over hans svar og smilede så. Hun trak mentalt på skulderne og lod emnet ligge. Hun havde alligevel ikke lyst til at snakke om hendes ekskæreste, som hun for det meste tænkte på som 'den psykisk syge' Hun var kommet videre.
Hun grinede lidt over ham. "Nej jeg har ingen planer. Hvad med dig?" svarede hun med et smil.
Hun havde næsten aldrig planer ud over at spille guitar, og snakke med tilfældige. Hun lavede aldrig noget udenfor skolen mere, men ville da gerne ud lidt. Hun havde bare ingen at være sammen med og hun ville ikke virke ynkelig ved bare at gå alene rundt i Tulas' gader....

//Jep :-) Helt i orden du. (Hvor snyd at du har set den!)

Han smilede og trak på skuldrene, "nej jeg har heller ingen planer." Han overvejede lidt, hvad han ville spørge hende om. Før han var blevet mærket, havde han tit hængt ud på gaden med sine venner.
"Hvad siger du så til at gå en tur?"

"Det lyder godt," sagde hun og rejste sig. Hun tog Douglas' hånd og trak ham på benene. Hun var allerede på vej ud af døren og ned af gangen. Hun var hurtigt, men hun prøvede at sætte farten ned så Douglas kunne følge med.
Hun stoppede da hun nåede ydre døren og vendte sig for at se tilbage på ham. "Kom nu!" råbte hun og grinede. "Jeg skal nok følges med dig når vi kommer udenfor," tilføjede hun med et smil...

Han smilede bredt, og nåede lige at gribe fat i dækcremen, der stod på bordet, inden hun hev ham udenfor.
"Yeah, vi ses vidst bare," han grinede, men løb alligevel efter hende så godt han nu kunne. Han havde aldrig været typen, der dyrkede motion, og han var ikke i den bedste form. Det så nu ud til at Kayla var i god form, sådan som hun løb.
Da de stod ude foran Nattens Hus, stoppede han hende op og pegede på hende mærke.
"Vi må nok hellere holde os til reglerne," han smilede og skruede låget af cremen, der dækkede ens mærke, når man skulle andre steder end Nattens Hus.

//Undskyld det er så dårligt skrevet - har været til sleepover og fik kun sovet seks timer, så er rimelig træt//

Hun smilede til ham. "Jeg har ikke fået min med. Den ligger i min taske. Kan jeg låne af dig?" spurgte hun og lagde hovedet på skrå. Hun havde ikke tænkt på at tage sin taske og guitar med fra hans værelse med hun gad ikke hente den.
Mange mente at hun var i god form, men det passede nu ikke helt. Hun hadede motion, men hun havde meget krudt i røven som folk sagde. Hun løb et par gange om ugen, hun var begyndt at komme til sine fægtetimer, men ellers ville hun helst holde sig til sin guitar. Ynglinge skulle jo holde sig i form, og det var så den eneste grund til t hun dyrkede noget motion.
Hun så afventede på Douglas...