What do you say? Dogulas

T: Frokostpausen
O: Mange ynglinge, lærer, borde, stole og hvad der nu ellers er i en spisesal
S: Spisesalen
P: Sorte cowboybukser, vinrød trøje, sorte allstars og en vinrød taske. Hun har selvfølgelig også sin guitarkasse med sig.
V: Skyfrit og klart. Lidt lunt i det

Kayla gik med raske skridt ind i spisesalen og hen til et ledigt bord. Hun lagde sin guitar kasse fra sig og slog sig ned på en stol. Hun trak en vandflaske op af sin taske og tog en slurk før hun lod den dumpe ned igen. Hun kastede et hurtigt blik rundt i salen og så på alle de ynglinge som sad og spiste. Hun fik kvalme.
Hun trak i stedet et stykke papir frem med noder. Hun lagde det på bordet og stirrede ned på det. Så tog hun sin guitar og spillede det der stod på papiret. Hun skrev lidt til og viskede ud igen. Hun nynnede stille med på sangen.
Hun sad og arbejdede koncentreret og hun opdagede ikke at timerne startede igen...

P: Sorte jeans, bordeaux T-shirt og sorte vans, samt stadig morgenhår (som altid)

Som sædvanligt kom Douglas ind i spisesalen i sidste øjeblik, han havde altid haft svært ved at skulle stå op om morgenen. Han kneb øjnene sammen og scannede lokalet efter et ledigt bord. Men i stedet fangede noget andet hans opmærksomhed. En svag lyd af guitarspil fik ham til at åbne øjnene lidt mere end normalt. En yngling sad og spillede meget koncentreret på sin guitar. Douglas blev som altid, når noget omhandlede guitarer, interesseret i at høre hvad der blev spillet. Han gik langsomt, næsten forsigtigt hen i mod pigen, og stillede så et par meter fra hendes bord, så han kunne høre hendes spil.

Hun havde ikke hørt ham komme, men hun kunne fornemme en der lyttede. Hun stoppede med at spille; ikke på grund af sceneskræk, men hun ville finde ud af hvem personen var. Hun rejste sig og snurrede rundt. Hun så en dreng stå nogle meter væk. Hun så på ham.
"Hey," sagde hun stillede og så ned. Det der med at snakke med folk havde aldrig været hendes stærke siden, men det var gået bedre og bedre efter at hun blev Mærket.
"Hvor længe har du lyttet?" spurgte hun og så op på ham. Der var ikke noget ondt at spore i hendes stemme, eller hendes blik, kun ren nysgerrighed.

Da pigen pludselig stoppede med at spille og vendte sig om, stivnede Douglas. Det var jo ikke meningen, at hun skulle have opdaget ham. Men da hun begyndte at snakke til ham, indså han at det var for sent at flygte. Han burde også til at tage sig sammen og snakke med nogen. Han følte sig efterhånden lidt ensom, når han knap nok snakkede med andre end sine lærere.
"Øh.." han vidste ikke hvad han skulle sige. "Et par minutter.." han trak på skuldrene, for at fortælle, at han ikke vidste det.

Hun så ham stivne og løftede et øjenbryn.
Så hørte hun hvad han sagde og nikkede tankefult. "Okay," var hendes eneste kommentar, før hun satte sig ned på sin stol igen.
"Jeg er Kayla," sagde hun og så på ham. Hun smilede stille og hendes øjne var varme. Hun kunne ikke placere drengen som stod foran hende nogen steder i sin hukommelse.
Hun gjorde et kast med hovedet hen mod den anden stol, som tegn til at han kunne sætte sig.
Diskret lagde hun papiret med noder ned i sin taske igen. Sin guitar lod hun ligge på sine ben mens hun så på drengen.

Kayla. Han nikkede tankefuldt, mens han diskret kiggede på pigen foran ham. Han gik igen et øjeblik i chok, da hun nikkede mod stolen overfor hende. Efter en kort tænkepause, gik han hen til stolen og satte sig ned.
"Douglas," sagde han og rakte en fortvivlet hånden frem mod hende. Hun virkede flink nok.

Hun greb fat om hans underarm og smilede. "Vi mødes i glæde," sagde hun og betragtede ham.
Hun slap hans arm igen og lagde hovedet lidt på skrå. "Spiller du selv noget?" spurgte hun interesseret med et blik ned på sin guitar. Hun elskede at møde folk som også havde en passion for musik, ligesom hende selv.
Musikken havde altid været en naturlig del af hendes liv, og det var den hun forbandt med både glæde og smerte. Hun kendte kun en anden som havde haft det ligesom hende, før han døde, og dermed skabte total kaos i hende...

Han lod sine mundvige bevæge sig en smule op ad, men det blev aldrig rigtig til et helt smil. Han trak roligt hånden til sig og satte sig en smule mere behageligt tilrette på stolen. Spørgsmålet hun stillede ham fængede hans opmærksomhed og han nikkede bekræftende.
"Jeg spiller selv guitar," forklarede han.
Han betragtede Kayla, der havde hovedet på skrå og så tankefuld ud. Gad vide hvad hun tænkte på..

Hun løftede overrasket øjenbrynene. "Jeg vil høre dig en dag!" sagde hun med et udfordrende smil.
Så skiftede hun over til et lidt mere sofistikeret smil. "Hvor længe har du så spillet?" spurgte hun og så fascineret på ham. Hun betragtede ham indgående og ventede i spænding på hans svar.
Hun elskede virkelig at snakke musik, og det drev som regel folk til vanvid at hun ikke gik nogen steder uden sin guitar; hun betragtede den som en forlængelse af hendes egen arm.

Han kunne ikke lade være med at grine kort over hendes glæde og iver.
"Tjo, hvis jeg en dag må høre dig spille igen, så lad gå." Han var nysgerrig efter at høre hende spille igen, og hvorfor lade muligheden slippe væk?

Han følte sig sikker i deres samtale emne, og for engang skyld havde han lyst til at fortsætte deres samtale.
"Blot tre år, og dig?" Egentlig gjorde svaret ham deprimeret. Han havde ikke lyst til at tænke tilbage på, hvorfor han var begyndt at spille. Selvom der egentlig ikke var en rigtig grund - ikke en grund han umiddelbart kunne forklare.

Hun smilede over hans latter. "Selvfølgelig må du det," svarede hun og trak på skulderne. Hun var efterhånden van til at spille foran andre, så det gjorde hende ikke nervøs mere. Før hun kom her til skole havde hun kun spillet foran Ham. Ham som ingen vidste hvem var, kun hende selv og hendes veninde.

"Tre år? Det er da en god periode," sagde hun rosende før hun smilede drillende. "Jeg er født med en guitar i hånden, det siger folk omkring mig i hvert fald. Men jeg har nu spillet i 10-12 år vil jeg tro. I hvert fald lang tid," sagde hun og så længe på ham.
Hun kunne se at noget gik ham på, men valgte ikke at spørge, hun ville jo ikke trænge sig på....

Han nikkede anerkendende. "Du må være god," sagde han imponeret og betragtede guitaren, der lå hvilende i hendes skød. Den gav ham lysten til at spille på sin egen. Trods han kun havde spillet i et par år, var han alligevel blevet knyttet til den hurtigt.
"Eller, det jeg hørte lød i hvert fald godt!" skyndte han sig at tilføje. Og han mente det nu også.

Hun grinede lidt. "Tak," sagde hun og smilede. "Jeg glæder mig til at hører dig. Du er sikkert også god!" tilføjede hun hurtigt.
Hun glædede sig altid til hører guitar spil. Der var bare noget særligt over lige netop de toner som en guitar kunne frembringe. Der fandtes ikke noget bedre!

"Hvorfor begyndte du at spille?" spurgte hun og så på ham, længe og dybt. Hun var fascineret af deres samtale, netop fordi den handlede om musik. Og han var da også sød, det gjorde hende ikke noget. Hvis han havde irriteret hende var hun nok bare gået...

Deres samtale havde næsten gjort ham i godt humør.
"I lige måde," sagde han opstemt af deres samtale, der omhandlede netop det der stod ham nærest.

Hendes næste spørgsmål fik ham til at stivne, men han fik hurtigt bevægelse i kroppen igen, i håb om, at hun ikke lagde mærke til det.
"Jeg ved ikke helt..." han sank en gang, og fortalte sig selv, at det jo ikke var en løgn. Han vidste det jo ikke. Han vidste ikke hvorfor hans verden pludselig havde vendt sig og var blevet ét stort negativt hul - kort sagt. "Det var nok mest en opmuntring til mig selv," sagde han og lagde hovedet på skrå.
"Hvad med dig?" Spurgte han ivrig efter at sætte fokus væk fra ham. Hvis der var noget han hadede, så var det hvis folk skulle have medlidenhed med ham.

Hun smilede, men kommenterede det ikke.

Hun lagde mærke til at han stivnede igen. Hun havde lært at opfange mange små detaljer omkring folk, så hun var næsten ikke til at skjule noget for. Hun valgte dog ikke at sige noget omkring det da hun ikke ville skræmme ham.
"Det er en af musikkens bedste egenskaber," sagde hun med et smil og lagde hovedet på skrå.
Hun tøvede lidt før hun svarede meget stille på hans spørgsmål: "Min bror." Hun gik i stå og sank en klump. "Ha...han begyndte at spille og fik så mig til det også. Han har lært mig alt," sagde hun stammende og så ned. Hun blinkede kraftigt og blev så sur på sig selv over at hun var så svag.

Han sukkede lettet indvendigt over, at hun lod hans forklaring gå videre uden at stille spørgsmålstegn.

Han blev forskrækket, da hun pludselig skiftede humør. Han havde ikke troet noget gik Kayla på - hun havde virket så glad, men det var tydeligt at netop dét emne gjorde hende ondt. Han rynkede panden og kiggede på pigen overfor ham, der lignede en, der kunne bryde i gråd når som helst. Han havde aldrig været god til at trøste personer, han ikke kendte. Han vidste ikke hvad der kunne gøre dem glade igen. Douglas kiggede bekymret på hende, uden af sige et ord, mens han slugte hendes forklaring. Hendes bror? Hvad var der med hendes bror? Umiddelbart lød det hele jo meget fint. Hendes bror havde lært hende at spille guitar? Hvorfor så hun så trist ud på grund af det? Spørgsmålene, tankerne og bekymringerne om denne ukendte Kayla hvirvlede rundt i hans hoved, mens han bare sad der og stirrede på hende. Han havde ikke lagt mærke til, at alle havde forladt lokalet og var gået til time. Han var nu også rimelig ligeglad.

Hun hørte hans suk, men kiggede ikke op på ham. Hun kæmpede for ikke at begynde at tude. Det ville være et tegn på svaghed, hvilket hun ikke ville vise. Der var kun en yngling der havde set hende bryde sammen og det var ikke noget hun var stolt af.
Hun fik samlet sig og så op på Douglas. "Du undrer dig over mig, ikke?" spurgte hun stille og så på ham.
Hun kunne fornemme alle de uudtalte spørgsmål, som lå i luften omkring ham. Han var ukendt, men alligevel havde hun det som om hun kendte ham.
Nu hendes tanker var ved hendes bror, var det svært for hende at koncentrere sig om at tale med Douglas. Hun prøvede, men minderne stod i kø for at overvælde hende.
Den gang hun hørte sin bror spille første gang. Da de havde leget i Italien. Hendes første dag på en ny skole, hvor han havde været den eneste bekendte. Det der stod tydeligst; Da hun var taget til Italien for et par måneder siden, og havde kastet sig i hans arme...

Pludselig fik han travlt. Han måtte gøre et eller andet - få hende i godt humør. Det var det mindste han kunne gøre, eftersom hun havde fået ham i bedre humør.
Han rejste sig halvt op fra stolen, men satte sig hurtigt ned igen. Hvad skulle han da gøre? Gå hen og give hende et kram. Det ville virke for mærkeligt, når de slet ikke kendte hinanden. Han prøvede halv kejtet at benægte, "nej Kayla, jeg undrer mig ikke over dig."
Hvis han havde kunnet, havde han rullet med øjnene af sig selv. Kunne han ikke finde på noget bedre at sige? Og forøvrigt var det også løgn: han gjorde ikke andet end at undre sig over hvad pokker, der var med hende og hendes bror.
"Ehm... vil du være lidt alene, Kayla?" Spurgte han opgivende. Han vidste hverken hvad han skulle gøre med sig selv eller Kayla. Og han kunne tydeligvis ikke finde på noget, der ville opmuntrer hende.
"Eller hvis du ikke vil have jeg skal gå, er det selvfølgelig også helt okay!" skyndte han sig at tilføje, i tilfælde af, at hun troede, han ønskede at gå.

Hun så ham rejse sig og sætte sig igen. Hun kunne ikke lade være med at grine. Et kort sekund overvejede hun om han ville give sig til at kramme hende.
Hun smilede over hans løgn. "Jo du gør, det kan jeg mærke. Du må gerne spørge Douglas. Jeg skal nok svare," sagde hun med et lille trist smil.
"Rolig, slap af, okay? Jeg bryder ikke grædende sammen. Og du skal ikke gå!" sagde hun og tilføjede hurtigt det sidste.
Hun kom på en ting og så op på ham. "Er det okay med dig at jeg lige spiller en sang? Jeg får det meget bedre og slapper mere af når jeg spiller," sagde hun stille og smilede svagt.

Douglas begyndte straks at slappe mere af efter Kaylas grin. Hun havde tydeligvis fået samlet sig igen, og var nu igen den glade Kayla. I hvert fald nogenlunde. Douglas bevægede igen sin mundvige en kende opad, så det næsten blev til et rigtigt smil. Hun havde selvfølgelig gennemskuet hans løgn, men han ville endelig ikke spørge ind til det nu. Ikke nu hvor hun havde fået styr på sig selv. Han valgte ikke at svare på det første, men i stedet for, lade hende spille med det samme.
"Selvfølgelig, gør det endelig." Han satte sig forventningsfuldt i stolen med et glædeligt glimt i øjet - hvilket man ikke tit så i Douglas´ øjne.

Hun smilede til ham; på en måde glad for at han ikke spurgte ind til det. Hvis han havde gjort det ville det ikke have gjort hende noget, folk gjorde det hele tiden, men hun syntes det var pænt af ham at tage hensyn.
Hun kom til at grine da han satte sig til rette. Hun rystede lidt på hovedet over ham og så så glimtet i hans øjne. Hun kunne godt lide at se at han var glad. Det var noget som påvirkede hende; hvis folk omkring hende var sure, så blev hun det også, og hvis de var glade, blev hun det også.
Hun lagde guitaren rigtigt og strøg fingrene over stregene en gang før hun begyndte at spille Because you live af Jesse McCartney. Hun sang med på sangen som hun kunne uden af.
Mens hun spillede kunne hun mærke at hun slappede af i alle sine muskler og hendes blik blev blødt og glædesfuldt igen. Man kunne også se at hun fik det bedre af at spille.
Hun sluttede sangen og smilede ned mod guitaren, så smilede hun over til Douglas.

Douglas sad fuld af beundring og betragtede hende spille. Af flere grunde var han beundret. For det første spillede hun himmelsk, og samtidig bestod hun af et mod, han aldrig selv ville kunne nå. Det var tydeligt at hun hvilede i sig selv med guitaren i hånden. Hendes stemme livede mere og mere op i løbet af sangen, og hun blev mere og mere glad. Douglas kunne ikke lade være med at klappe et par gange i hænderne, da hun var færdig.
"Fantastisk, Kayla! Det var fantastisk," var det eneste han kunne sige, da hun var færdig, til gengæld mente han det inderligt. Hun havde virkelig et talent med guitaren i hånden. Han ønskede, at hun ikke var stoppet, men havde spillet videre. Hele lokalet blev livet sådan op, når guitarens spil rungede.
Alligevel kunne han ikke lade være med at tænke tanken, om denne sang handlede om hende og hendes bror? Han lod dog vær' med at spørge.

Hun havde følt og set hans beundring mens hun spillede og sang. Hun smilede stort. "Tak Douglas! Det betyder meget," sagde hun, og kunne føle sandheden bag hvert ord. Det betød noget at Douglas kunne lide det.
Hun grinede lidt over ham og så på ham med et ærligt, og mildt blik. "Spørg nu bare. Det er ikke så svært, og du får et ærligt svar. Og nej, jeg bryder ikke grædende sammen!" sagde hun med et lille smil.
Hun kunne græde, ja, men det var ikke noget hun gjorde foran folk. Det ville hun aldrig begynde på. Hun kunne godt få tårer i øjnene, men hun ville aldrig lade dem trille.
"Du virker også selv som om der er noget der går dig på. Vil du fortælle mig om det?" spurgte hun stille og så på ham. Hendes smil var varmt, ligesom glimtet i hendes øjne.

Douglas rømmede sig, "er du sikker? Jeg vil altså meget nødigt se dig græde," hans mundvige røg igen op og han kiggede grundigt på hende, for at se om hun på nogen måde virkede usikker. Det gjorde hun ikke. Hun virkede som om, hun kun klare det. Og så røg det ud af ham, hurtigere end han kunne nå at overveje det igen:
"H-hvad er der med din bror, Kayla?"
Han kiggede ned i gulvet, hvorefter han hurtigt hævede blikket igen og kiggede ind i hendes øjne, og ventede på svar.

Igen røg hans blik ned i gulvet, og han bed sig let i læben. Han skyldte hende selvfølgelig at fortælle hende den årsag, der gjorde ham trist, men som han ikke engang selv kendte hundrede procent. Det hele var forvirrende.
"Det giver ikke nogen mening, Kayla," Douglas vred sin hjerne for at finde på en bare nogenlunde forklaring, der ville beskrive hans mærkelige liv i England på en nogenlunde kort måde. "Kort sagt havde jeg nogle svære år i min barndom, hvilket gjorde at jeg mistede lysten til alt jeg havde elsket før i tiden. Jeg begyndte at blive træt af alt og alle, og mistede næsten alle mine venner. Og til sidst påsatte jeg mig bare denne triste attitude, som jeg vidst stadig går rundt med." Douglas løftede blikket og kiggede roligt ind i Kaylas øjne. "Hvordan kan det være din bror går dig sådan på?" Douglas gentog igen sit spørgsmål, for at skynde sig væk fra sit eget emne, i håb om, at Kayla ville springe medlidenheden over.

Hun smilede lidt trist til ham og så ham direkte ind i øjnene mens hun sagde: "Han er død. Før han døde, var jeg i Italien og besøge ham. Han sagde at han ikke ville være min bror mere. Det gjorde forfærdeligt ondt at blive afvist af den man elsker højere end noget andet. Nå, men jeg tog hjem, og et par dage efter, følte jeg en forfærdelig smerte og vidste at han var død. Han havde efterladt en seddel i min taske om at han var forfærdelig syg og det var derfor han havde sagt det med ikke at ville være min bror mere."
Hun talte langsomt og flydende. Hun mærkede smerten, men hun begyndte ikke at græde.

"Lyder hårdt," sagde hun og så på ham. Hun fik lidt medlidenhed med ham, men sagde ikke noget om det da hun selv hadede at folk blev helt 'Stakkels lille dig! Du kan altid komme hvis du mangler en at snakke med!' Der var ikke noget værre end sukkersøde tanter som hun kaldte dem i sit stille sind. "Hvorfor smider du ikke den triste facade? Begynd at leve livet med glæde. Du får jo kun en chance," sagde hun stille.