Øhm.. Faret en smule vild..? - Perceval

Påklædning: Gammel T-shirt, joggingbukser og ingen sko.

Efter hvad der føltes som lang tid, havde Perceval endelig taget sig sammen, og var nu kommet ned i opholdsstuen. Så langt så godt. Men det var kun for at hente flere colaer og chipsposer. Han havde været meget nede her på det sidste - det fungerede ikke med Elizabet, og de var nu ikke sammen mere. Det havde været lidt af et chok og føltes som et slag i maven. Men han prøvede at undgå at tænke for meget på det - det ville bare gøre alting værre.

Mens han fyldte sig favn med diverse madvarer, lod han mærke til, at en del af drengene havde vendt deres opmærksomhed fra fjernsynsskærmene. Automatisk fulgte han deres blikke og fik nu øje på... Clary? Hvad lavede hun her?

Han skyndte sig over til hende, da hun så rimelig lost ud, og spurgte forundret: "Hvad laver du her? Skal du mødes med én?" Hans smil blev en smule drillende, men han blev dog hurtig alvorlig igen. Hans smilemuskler lod til at være døde.

Han smilede skævt af hendes lettelse og gengældte hurtigt knuset. Hun måtte have været i panik, sådan så det i hvert fald ud.
Så kløede han sig dovent i nakken og mumlede: "Det kunne da godt være... De er ellers meget flinke." Han begyndte at grine, mens han kiggede rundt på flokken, som efterhånden igen havde fundet fjernsynene.
Da hun så kom ind på hans lille 'krise', trak han på skuldrene og sagde: "Det er okay..." Så gav han hende endnu et kram, hvorefter han en smule forvirret spurgte: "Men... Hvorfra ved du, hvad der er sket?" Men på den anden side - det var der mange, der gjorde. Det havde aldrig været et godt tegn, når Perceval blev på sit værelse og tømte skabene for chips og køleskabet for cola. Drengene vidste godt, hvad det betød - Perce var deprimeret. Og de kunne jo godt lægge to og to sammen. Men hvorfra vidste Clary om det? Hun havde vel ikke snakket med Eli, havde hun?
Så kiggede han sig omkring og spurgte så: "Kan vi ikke snakke om det et andet sted?" Han var ikke så vild med at få sat rygter i gang, og mange af drengene havde endnu engang vendt deres øjne i deres retning - frisk på sladder.

Han sukkede lidt og turde næsten ikke tænke på, hvordan det møde måtte have været. Forhåbenlig havde Elizabet været rimelig kølet ned.
Da hun så spurgte, om det havde noget at gøre med hende, skyndte han sig at ryste på hovedet. "Overhovedet ikke. Vi skændtes en del allerede inden jeg mødte dig. Det var vel bare hele jalousi-processen, der fik sat skub i tingene," sagde han og fortrød med det samme. Det skulle han ikke havde sagt - det lød helt forkert. Som om det var Elizabets skyld, hvilket ikke var tilfældet. De havde begge været lige gode om det. Lige stædige.

Så trak han på skuldrene og vendte tilbage til sit neutrale humør. "Tja, vi kan godt gå op til mig, hvis du har lyst. Med jeg må advare dig imod en masse coladåser og chipsposer," sagde han så og smilede skævt. Det var ikke engang en underdrivelse, og han havde ikke tænkt sig at rydde op. Ikke forløbig i hvert fald. Først når det blev totalt umuligt at bo der.

Nu når han tænkte over det, havde Eli jo også indrømmet, at hun var jaloux anlagt. Han havde vel bare valgt at vende ryggen til det og håbet på det bedste. Men han kunne virkelig ikke se, hvad det var han havde gjort galt - det var jo ikke fordi, han stod og flirtede med Clary. De snakkede jo bare som alle andre venner ville have gjort.
Da hun så kludrede lidt i sine ord, smilede han skævt og sagde beroligende: "Jeg forstår, hvad du mener. Don't worry." Han kendte selv alt til at have problemer med at formulere sig korrekt. Hvad der lød godt i hovedet, lød måske ikke nær så godt, når de havde forladt stemmebåndet.

Han skulle lige til at gå op på sit værelse, da Clary pludselig henvendte sig til nogle af de andre drenge. Åh nej - det var ikke godt! Da hun kom tilbage, kiggede han skrækslagent på hende og spurgte en smule anklagende: "Hvorfor gjorde du det?" Hun skulle aldrig have brugt ordet 'privatliv'. Det var bare et spørgsmål om minutter, før de næste rygter var på banen. Men det var der jo ikke noget at gøre ved nu.

Med et suk, gjorde han tegn til at hun skulle følge med ham op på værelset.

Han rystede bare på hovedet, da hun forsikrede ham om, at hun nok skulle fikse det - det var der ingen grund til. Det skulle helst bare ikke ske igen. Folk var så gode til at snakke, om det så passede eller ej.
Så forsatte han mod sit værelse, og kiggede en smule undskyldende på hende, da de kom indenfor. Der var mange tomme coladåser. Men når man så kiggede forbi dem, var det hans guitarer, der fangede blikket. Han havde fire stående, men mange flere derhjemme. Derudover var der også en masse billeder - billeder af hans familie, gamle venner og bekendtskaber, billeder af steder med en speciel betydning og så videre. Han kunne godt lide at hans værelse var personligt, og at man rent faktisk kunne se, at det var hans.
"Undskyld for roderiet," sagde han dovent og smilede skævt, hvorefter han begyndte at smide dem ud.
Så gik han hen og åbnede vinduet og satte sig så i vindueskarmen. "Nåh... Hvad var det så du var ved at sige?" Spurgte han så, mens han fandt en smøg frem. "Gør det noget?" Spurgte han så hurtigt, inden han nåede at tænde den. Det kunne godt være at hun var hys omkring det. Men i det mindste sad han ved det åbne vindue.

Han grinede lidt og trak på skuldrene; det kunne sagtens være. Perce var i hvert fald ikke særlig glad for at rydde op; det blev kun gjort, når gulvet begyndte at forsvinde i roddet. Han var ikke meget for folk, der bestemte, hvornår han skulle rydde op, men måtte desværre indrømme, at det somme tider var nødvendigt. Doven var han jo også.
Da hun så spurgte ind til guitarerne, nikkede han pludselig ivrigt, og et ukendt passioneret skær kunne skimtes i hans øjne. "Spørgsmålet er, om jeg overhovedet laver andet," sagde han med et stort smil. At spille var hans ynglingsting i hele verden. Det eneste, der kunne få ham til at slappe af og kunne gøre ham glad. Ej, det var måske en overdrivelse, men han elskede virkelig at spille. Det kunne næsten ikke beskrives.
Da hun så gav ham lov til at ryge, grinede han, mens han fandt en lighter. "Som om jeg aldrig har hørt dén før," sagde han klukkende, hvorefter han tog et sug. Han vidste jo godt, at det var usundt, men han skulle vel dø på en eller anden måde. Det var jo ikke fordi han tog særlig meget hensyn til sit helbred - han var i en bekymrende dårlig form, spiste storset alt usundt han kunne få fat i. Og så røg han selvfølgelig.

Han klukkede lidt af hendes kommentar og tog endnu et sug. Man kunne ikke sige, at han var dårlig til at spille, men han kunne bestemt ikke lide at blære sig, så derfor trak han på skuldrene. "Tja... Der er mange, der er bedre en mig," sagde han så og smilede skævt. Det var jo sandt nok, men Perceval spillede ikke for at være den bedste, men fordi han elskede det fantastiske instrument. Han lød måske en smule mærkelig, når det blev beskrevet sådan, og det var måske rigtigt nok. Guitaren fyldte alt for stor en del i hans liv.
"Det er virkelig ikke noget specielt," forsikrede han hende undvigende om. Mærkeligt nok havde han aldrig brudt sig om at spille for andre og undgik det helst.
Han blev færdig med smøgen og smed skoddet væk, hvorefter han kom på benene og begyndte at hjælpe hende. Af en eller anden grund blev han en smule forlegen. Men det var nu ikke noget tog sig særlig meget af.
Da hun begyndte at snakke om hans sundhed, smilede han drillende og modstod fristelsen til at rulle med øjnene. Det var bestemt ikke første gang han fik foredraget om, hvor vigtigt det var, at han levede sundt.
"Ja, du ville få det forfærdeligt uden mig!" sagde han alvorligt med et drillende glimt i øjnene.

Han kunne ikke undgå at forblive forlegen, men ignorerede det, så godt han kunne. Så smilede han skævt og trak på skuldrene. Hun måtte da gerne høre ham spille en dag, hvis hun havde lyst. Det ville nok bare ikke blive særlig meget, da han virkelig ikke brød sig om at spille for andre.
Da hun så foreslog, at hun kunne synge til, voksede hans smil, og han nikkede begejstret. "Det kunne være fedt!" Udbrød han. "Men jeg tror ærlig talt ikke, at vi har sammen musiksmag, hvis vi skal finde ud af, hvad der skal spilles." Han havde en meget anderledes musiksmag end de fleste unge; The beatles, John Mayer, Queens og så videre. Det var i hvert fald ikke mange, der delte denne passion.
Han hjalp hende forsat med at rydde op på alle hans ting, og lidt efter lidt begyndte gulvet langsomt at blive synligt igen.
"Tja, du får vel forhåbentlig snart nogle flere venner," sagde han så smilende. Det var han sikker på, at hun gjorde, men et tog jo sin tid. Og viljen til at lægge tid i venskabet.

Han betragtede hende lidt, da hun forsigtigt strøg sine fingre over strengene. "Den går altså ikke i stykker af det der," grinede han. Når han spillede, gik det skam heller ikke stille fra sig, og det forklarede at han normalt ikke spillede så meget på værelset; han ville nødig vække de andre. Eller det var han egentlig ligeglad med - han gad bare ikke deres gnavenhed. Men sådan ville han også selv have været, hvis det var omvendt.
Så smilede han skævt og sagde: "Ja, det skal vi nok. Men du bliver nødt til at minde mig på det." Han var så dårlig til at huske - det var virkelig slemt.
Så ændrede hans smil sig til et mere selvsikkert smil, mens han sagde: "Bare rolig - du skal nok få mange venner." Og det mente han virkelig - hun virkede som typen, der kom godt ud af det med de fleste.
"Du er da overhovedet ikke irriterende," forsikrede han hende om. Det var tvært imod meget sødt af hende, at hun ville hjælpe ham med sit kaotiske værelse.

Han smilede stort, da hun kaldte instrumentet for smukt. Så var det altså ikke kun ham, der kunne finde på at sige sådan noget. Det var faktisk rart at vide.
Han lagde en trøstende hånd på hendes skulder og sagde: "Bare rolig... Du skal nok finde flere venner. Men du snakker vel allerede med en del, ikke sandt?" Han havde da hørt lidt hist og her, men selvfølgelig var sådanne kilder ikke altid til at regne med.
Han grinede lidt og sagde: "Jamen det er ej... Trods alt bedre end ingenting."

//Same story..//

Han nikkede glad, og var faktisk selv overrasket over sit gode humør. Det var længe siden, at han havde smilet så meget, så det føltes faktisk meget forkert. Men alligevel var det rigtigt rart, da alt hans negativitet tog hårdt på ham.
"Uha, sikke et ansvar jeg får!" Drillede han og puffede hende for sjovt i siden. Så tog han de sidste par dåser i affaldssækken og kiggede sig tilfreds omkring. Det så rimelig pænt ud, faktisk.
"Jeg går lige ud og smider sækken ud," sagde han halvvejs ude af døren. Så måtte hun følge med eller lade være, han skulle nok komme tilbage.

Han forlod det nu pæne værelse, og gik ned i opholdsstuen og videre udenfor ved gårdspladsen, hvor der stod nogle containere. Hurtigt smed han sætte ud, mens han holdt vejret - skraldets lugtende gasser skulle han ikke nyde noget af - og derefter gik han tilbage til værelset, hvor Clary stadig ventede.
"Tusind tak for hjælpen!" Udbrød han glad, mens han satte sig i sengen og kiggede rundt i rummet. Det lignede sig selv igen, og her var meget dejligere at være. Så forlod han sengen og satte sig endnu engang på vindueskarmen og tændte en smøg.