Messed person

Sted: En café i Tulsa
Tid: 20:03
Omgivelser: Andre gæster
Vejr: Solen er ved at gå ned.

Forbeholdt til Elizabet.

Perceval havde lige bestilt en burger og en fadøl, selvom han ikke rigtig var sulten. Hans madvaner og sovevaner var kørt helt af sporet, og det kunne ses, selvom han havde dækket sit mærke med make-up.
Han havde været helt nede i kulkælderen, siden Eli havde nægtet at snakke med ham, og han havde holdt sig for sig selv. Hvorfor havde han også været så dum og sige sådan nogle onde ord?! Godt nok gik han ikke med drengeflokken mere, men han havde haft svært ved at skære ned på sit cigaretforbrug.

Elizabeth kom gående ud af en lille butik lidt længere ned af gaden, med en taske over skulderen. Hun havde været inde og købe nye jeans, og en ny skjorte efter den sidste blev smadret, og tre pakker cigaretter.
Hun så skødesløst den ene pakke frem, pillede folien af den og tog en smøg i munden. Hun antændte den med en zippo-lighter og gik så videre mens hun tog et ordenligt hiv. Hun havde røget som en gal de sidste par dage.

Hun passerede den lille café og stoppede så kort op. Hun gik ind og bestilte en kaffe til at tage med. Hun ville helst ikke genkendes af nogen. Hun havde dækket sit mærke, da hun ikke gad at folk overbegloede hende.
Hun stod og ventede utålmodigt på sin kaffe, mens hun tog et hiv mere af cigaretten - totalt ligeglad med indendørs rygeforbud.
Hun fingernegle trommede mod disken mens hun ventede.

Han var begyndt at blive utålmodig, og kiggede op mod disken. Så lang tid kunne det vel ikke tage?! Men det var ikke længe han beklagede sig, da han fik øje på Elizabet. Helt ærligt! De stødte da også på hinanden de mærkeligste steder.
"Eli!" kaldte han og kom på benene. Så gik han over til disken og stilte sig ved siden af hende og kiggede forsigtigt på hende. Var hun stadig sur? Vred? Såret? Man vidste aldrig med Elizabet. Tænk, hvis hun havde gjort noget dumt, som for eksempel at skære i sig selv. Han turde slet ikke at tænke på det.

hun var iført sorte stramme jeans, og en top, der kunne bindes op i nakken. Hun have stadig sine sorte handsker på.
Hun så kort på ham inden hun mumlede ''Hej Perceval..''
Hun tog sin kop kaffe, og betalte uden at sige noget. Så lagde hun sin pung ned i sin taske og så på ham igen.
''hvor er tumpe-patruljen?'' spurgte hun bare inden hun satte sig ved hans bord, uden så meget som at spørge om lov.
Hun havde ikke meget tilovers for den flok idioter hun havde set ham hænge ud med sidst hun så ham.

Han kiggede overrasket på hende, da hun sagde hele hans navn. Det havde hun ikke gjort i evigheder, og han vidste ikke, hvad han skulle lægge i ordene.
Han tøffede stille efter hende, og satte sig tilbage til sit bord, hvor han stirrede ud af vinduet.
"Det ved jeg ikke," sagde han så bare og trak på skuldrene. "Jeg snakker ikke med dem mere."

''det var en skam, nu havde jeg lige håbet at jeg kunne flå dem alle på én gang.'' sagde hun roligt, inden hun så direkte på ham.
''Det steg dig til hovedet.. Du brugte mine følelser som et våben mod migselv. Jeg kan ikke se en grund til at tilgive dig, men for pokker da. Jeg gør det da alligevel.'' Hun så stadig direkte på ham.
''Forgive, but never forget, right?'' grinte hun med et roligt smil.

Han kiggede alvorligt på hende, selvom hun grinede lettere akavet.
"Jeg.. jeg troede ikke det var godt nok, siden du undgik mig. At det var dårligt." sagde han så frustreret og tog sig til hovedet.
Så kom hans mad, men han havde fuldstændig mistet appetitten, så han lod den bare være, som den var.

''hør nu her, hvis jeg skulle hade alle dem der kaldte mig billig eller andre åndssvage ting, så ville jeg allerede hade det meste af verdenen. Jeg har ingen grund til at hade dig, jeg har en grund til at vi ikke skal i seng sammen før du har lært at styre det. Men at hade dig, nej.'' Hun virkede helt afkølet. Som om hun havde gennemtænkt dette nøje.
''få spist. Det lader til at du trænger til det. Vi tager tilbage bagefter, og så viser jeg dig noget, du nok ikke har set før.'' hun smilede for sig selv.

Han kiggede forsigtigt på hende og spurgte: "Så.... Det var godt nok? Jeg var ikke helt umulig i sengen, eller hvad?"
Da hun så bad ham om at få spist, sukkede han og stak lidt burgeren - ikke den optimale morgenmad - og spiste lidt af den.
"Hvad er det jeg skal se?" Spurgte han så.

''selfølgelig var det godt nok søde. Jeg kom da, gjorde jeg ikke?'' grinte hun lavt og drak lidt af sin kaffe.

//sorry det tamme svar. snakker med kæresten.//

Han svarede hende ikke, men koncenterede sig i stedet om sin mad.
Efter et par minutters silhed, spurgte han så igen: "Hvad var det du skulle vise mig?"

//mine er også tamme. x__x//

hun rejste sig, og gik op og betalte for ham inden hun satte sig ned ved ham igen.
''dine såkaldte 'venner', hvor tror du at de er nu?'' spurgte hun stille. Hun vidste at han ville mistænke hende for en hel masse.
''jeg tror de venter i fægtelokalet, på en Elizabet Nowren der har lovet dem tæv.'' hun smilede for sig selv.
''forresten, min medicin viste sig at have en bivirkning jeg ikke kendte til. Den forstærkede mine evner betydeligt, efter pause og så at bruge det igen.'' sagde hun mens hun kastede det tomme papkaffekrus ud.

Han kiggede forfærdet på hende, da hun fortalte om sine planer. Hun kunne ikke vinde over dem, ligemeget hvor meget medicinen forstærkede hendes evner.
"Eli, de er virkelig ikke typerne man skal lægge sig ud med. Vil du ikke nok være sød at lade vær?" Spurgte han desperat.

''jeg har ikke tænkt mig at ligge mig ud med dem Percie.'' grinte hun roligt.
''tværtimod, så har du godt af alt dele nogle slag ud. Tøsedreng.'' Hun rejste sig og kyssede ham kort på kinden.
''kom så. inden det taber luften helt.'' Hun håbede lidt at han snart regnede ud at hun snakkede om de træningsdukker der stod i salen og ventede.

Han gispede højt af hendes næste kommentar og sagde: "Vil du have at jeg skal lægge mig ud med dem?! Kald mig bare en tøsedreng, men det gør jeg altså ikke!"
Alligevel rejste han sig og fulgte hende med ud af kommentaren. Hendes sidste kommentar forstod han ikke helt, men han valgte at lade være med at spørge ind til den.

hun grinte højlydt indtil de kom udenfor.
''jeg snakker om de træningsdukker der er ovre i fægtesalen din nød!'' grinte hun.
''jeg havde planlagt at give dem lidt slag.'' hun gik bare.

Han kiggede forbløffet på hende, og følte sig ret dum.
"Psh, det vidste jeg da godt," sagde han i et mislykket forsøg på at redde situationen. Men den var for længst ødelagt - især fordi han slet ikke var i god form. Faktisk var han katastrofal til alle former for sport.

''come on! Den var da god!'' grinte hun drilsk. Hun aede ham over håret mens hun smilede.

Han skød utilfreds underlæben frem og mumlede: "Nej, den var ond." Han havde næsten fået et hjerteanfald af bare at tænke på, hvad der kunne have sket.

''jeg kan komme på en masse andre ting vi kan lave, men jeg tvivler på at det falder i din smag.'' Sagde hun roligt mens hun gik. Hun så på de forbipasserende, som alle på en eller anden måde mindede hende om livet i Iowa.

Hun tog hans hånd, tøvende, mens de gik. Hun vidste ikke om han overhovedet så hende som før det sammenstød på gangen.
''Hvorfor kaldte du mig Billig...?'' spurgte hun stille. ''af alle ord, du kunne sige, hvorfor så 'billig'?'' Hun satte farten lidt ned.
''var jeg for let at komme i seng med? Var det fordi du kendte til Mortimer og de andre?'' Hun hadede at udspørge ham sådan, men hvis han havde kaldt hende billig, måtte der dybest set være en grund.

Han hævede det ene øjenbryn og spurgte: "Virkelig? Som hvad for eksempel? Jeg er frisk på det meste."

Han smilede skævt til hende, da hun tog hans hånd og han klemte kort til, for at vise at det var okay. Men lykken varede ikke længe, da hun spurgte ind til, hvorfor han havde kaldt hende billig. Al farve forlod straks hans ansigt og han svarede: "J-jeg ved det ikke... Men det havde intet med din fortid at gøre, Eli.."

hun nikkede stille. hun kunne ikke bede ham om en bedre forklaring.
''lad os tage tilbage til mit værelse..'' sagde hun blidt. Hun gik igen, denne gang i et lidt hurtigere tempo.

Han bed sig nervøst i læben, men åndede lettet ud, da hun ikke spurgte mere ind til det. Ærlig talt havde han ikke haft kontrol over, hvad han havde sagt. Ikke fordi det på nogen måde var en undskyldning.
Da hun forslog at gå op på hendes værelse, nikkede han bare og fulgte efter hende uden et ord.

hun nikkede bare og gik.

da de nåede op på hendes værelse, satte hun tasken fra sig og satte sig på sengen. Hun så lidt på ham

Han fulgte med hende i stilhed, og satte sig ved siden af hende, mens han betragtede det gamle trægulv og kløede sig i baghovedet.

//min krea er død..//