What is this?

Sted: Biblioteket.
Tid: Omkring midnat.
Omgivelser: Få elever og en enkelt lærer.
Vejr: Stjerneklart, men rimelig køligt.
Påklædning: Mørk skjorte, jeans og converse.

Forbeholdt til Silke.

Biblioteket virkelig pludselig meget uskueligt, da Perceval stod og betragtede reolernes lange skygger. Hvor skulle han dog begynde? Det var ikke tit, man fik ham at se her, og når man gjorde, var det bestemt også med et specifikt formål. Men i dag var der ikke meget, han skulle finde. Faktisk ledte han efter en spanskordbog, da hans var blevet væk. Tanken om at bruge internettet havde sprejfet ham, men alligevel insisterede han på at det ville være bedst med en boglig udgave.

Efter et par sekunder, tog han endelig kampen op, og bevægede sig ind på ukendt land. Alle hylder virkede ens, og han blev mere og mere i tvivl om han mon gik i ring. Men bedst som han skulle til at finde en computer, så han kunne få det overstået således, fandt han, hvad han ledte efter. Et lille smil gled frem på hans læber, mens han betragtede spansk-afdelingen. Der blev han også overrasket over, hvor mange ordbøger der egentlig var. Endnu et eksempel på, at dette slet ikke var hans comfort-zone. Han var mere den sociale type, som hellere spurgte sine venner til råds - det var godt nok for ham. Men ingen af hans venner havde speciale i spansk.

Tøj: Sorte stramme busker, grå tanktop og sorte converse.

Silke lod sine fingre strejfe én af de mange bøger, man kunne finde på biblioteket. Hun var ankommet til Nattens Hus i Tulsa for blot en måneds tid siden, og hun var meget imponeret over det store, flotte bibliotek skolen havde. Hun havde tilbragt meget tid der, og havde nydt hvert sekund. Hun rystede tankerne af sig, og bevægede sig mod sprogbøgerne. Hun havde i sinde, at finde en fransk bog. Hun havde tidligere i sit liv boet i Frankrig, og elskede inderligt, at læse romantiske bøger på fransk.

Silke kørte en hånd igennem sit lyse lange hår, mens hun hjemvandt gik over mod sprogbøgerne. Pludselig standsede hun op. En fyr, hun ikke genkendte stod og ledte desperat efter noget på hylderne. Hun betragtede ham kort, inden hun traskede videre mod sit mål. Det tog hende ikke lang tid, at finde en interessant bog hun var villig til at læse. Hun skulle lige til, at gå ud af biblioteket, da hun kom i tanke om drengen hun havde set før. Hendes nysgerrighed førte hende over mod det område hun havde set ham stå ved. Hendes øjne strålede, og hun kunne ikke lade være med at smile, da hun så ham stå med et tilfreds smil på læben. Et fnis kom over hendes læber, og hun tog sig hurtigt til munden. Inden drengen nåede, at se hende skyndte hun sig over mod ham. Hun tøvede ikke, med at sige noget til ham, men gjorde det blot: "Hej!". Hendes stemme lød frisk, og det smil hun sendte ham var 100 % venligt. Hun holdt sin fransk bog tæt ind til sig, mens hun ventede på hans reaktion.

Perce var ualmindelig stolt over, at det rent faktisk var lykkedes ham, at finde ordbogen uden nogen form for hjælp. Det var ikke sket før. Han slog op på en tilfældig side, og kiggede lidt på oversættelserne, mens han smil voksede. Det var perfekt. Han var god til spansk - han kom trods alt fra Florida, hvor en stor del af befolkningen snakkede spansk som modersmål. Det gjorde han dog ikke. Men trods dét, kneb det stadig med nogle få oversættelser.

Den mørkhårede dreng skulle lige til at forlade stedet, da han førte et fnis tæt på. Før han nåede at finde ud af, hvor lyden kom fra, blev han mødt af en hilsen, fra en person han aldrig havde set før. Men det gjorde ham intet - han elskede at få nye bekendtskaber. "Hej!" sagde han smilende, med et selvsikkert og venligt ansigtsudtryk. Nu var han på hjemmebane! Pigen havde et kønt ansigt, så det undrede ham meget, at han ikke havde lagt mærke til hende før. Men det kunne selvfølgelig også godt være, at hun var blevet forflytter, eller måske lige var blevet mærket. Hovedrystende skubbede han tankerne fra sig, og sagde: "Mit navn er Perceval. Perceval Anderson," Hans smil blev mere høfligt.

Silke spilede øjnene op, da hun hørte hans navn. Det var specielt. Hun smilede muntert til ham. "Perceval.." hun sagde det prøvende. "Virkelig et flot navn," roste hun så. "Jeg hedder Silke. Silke de la Cour." Hun rakte hånden frem får at sige hej. Usikker på om Perceval ville tage hende om overarmen eller give hende hånden.

Hendes blik flakkede over til reolen, de stod ved siden af. ,,Spansk'' stod der på mange af bøgernes overskrifter. Silkes tanker røg tilbage, til hendes sidste sommer med familien. Dengang havde hun været 16 og menneske. Tanken om, at være menneske skræmte hende. Hun holdt sådan af at være i Nattens Hus. Selvom hun elskede sin familie højt og savnede sine venner, ville hun ikke tilbage til sit gamle liv. Deres sidste ferie havde foregået i Spanien..
Silke vendte tilbage til virkeligheden og rystede det tænkende blik fra sig. Hun rømmede sig, og kiggede på drengen overfor hende i øjnene.

Perce kløede sig en anelse forlegen i nakken, men smilede dog alligevel. "Øhm, tak," sagde han, glad for at hun ikke havde syntes at det var mærkeligt for en amerikaner at hedde noget så britisk som dét.
Hendes navn var smukt, og det var han rimelig sikker på, at hun godt var klar over. "Dit navn er smukt, mademoiselle." Han grinede lidt af sit dårlige forsøg på at snakke fransk. Nej, så var han meget mere afslappet, når det kom til spansk.

Da hun rakte sin hånd ud, tog han automatisk fat om hendes underam, og smilede skævt, hvorefter han slap hende igen. Selvom det var ved at være noget tid siden at han var blevet mærket, syntes han stadig det var en underlig måde at hilse på, og han foretrak skam også almindelig hådntryk. Men hun ville nok synes det var mærkeligt, hvis han havde valgt at gøre det. Undtagen hvis hun lige var mærket, selvfølgelig.

"Jeg har ikke set dig her før..." Det var mere et spørgsmål, end en konstatering. Han var sikker på, at hun var ny, da han ellers var rimelig allround.

Silke smilede mildt til ham. Hun kørte endnu engang sin hånd igennem sit hår af ren og skær vane. Hun lyttede opmærksomt til ham, da han sagde noget igen. Hun kunne ikke lade være med at smile over komplimentet, og hans forsøg på fransk accent. "Merci beaucoup," sagde hun med en tyk fransk accent. Man kunne tydeligt høre, at den var 'ægte'. Dog kunne Silke godt skjule sin accent, så den ikke var helt så tydelig - hvilket hun gjorde, når hun normalt talte.

Silke holdt vejret, da han tog hende om overarmen. Hun havde stadig ikke vænnet sig til, at skulle sige 'hej' på den måde. Det føltes underligt, men samtidigt en anelse mere højtideligt, end den normale håndrækkening. Silke greb en anelse usikkert fat om Percevels overarm, og klemte let om den. Et lille skævt, men charmerende smil bredte sig på hendes læber. Da de igen slap hinandens arme, blev Silkes smil igen bredt og sikkert. Hun kørte, igen, en hånd igennem håret, mens hun roligt betragtede Perceval med store øjne.

Hun rystede let på hovedet, "nej, jeg har heller ikke været her så længe.." hun stoppede sig selv, mens hun overvejede hvordan hun skulle forklare sig. "..jeg er næsten lige blevet mærket, men har dog været her i et par uger." Hun smilede let, "jeg har faktisk heller ikke set dig før nu."

En uforstående mine gled over hans ansigt, da hun valgte at svare på fransk. Så meget fransk forstod han ikke. Faktisk kunne han overhovedet intet bortset fra det, som han lige havde sagt.
"Undskyld?" Spurgte han lettere forlegen over, at han ikke engang forstod simple, franske ord. Men man kunne vel heller ikke det hele, især når man ikke rigtig interesserede sig for andet end at spille musik. Perceval var vidst lidt af en nørd, når det kom til musik.

Det var nemt at se, at pigen - Silke, som hun havde præsenteret sig - ikke var van til at hilse på denne måde, hvilket bekræftede ham i teorien om, at hun næsten lige var blevet mærket. Og knap havde han tænket tanken, før hun sagde det med egne ord. Uden rigtig at tænke over det, sagde han med det samme: "Jamen så velkommen til. Jeg håber du hurtigt vil finde dig til rette med din nuværende situation." Så heldig havde han ikke været, da det ikke havde været lige nemt for ham, at acceptere at han skulle flytte fra Florida, sin familie og sine venner. Men på den anden side fik han jo også nye venner, som næsten var som en familie for ham. Men selvfølgelig kunne det ikke erstattes med en rigtig familie.
Han slog tankerne fra sig, og forsatte: "Og kom endelig og spørg, hvis du er i tvivl om noget." Han smilede blændende, da han godt kunne huske, at folk havde været dårlig til at tilbyde sådan hjælp, da han lige var kommet til. Men som tiden gik, var han faktisk blevet meget glad for stedet.

Silke smilede venligt og forklarede hurtigt: "Det betyder mange tak." Hun smilede usikkert og borede fingrene ind i bogens omslag. Hun slog blikket væk fra Perceval og kiggede i stedet rundt i biblioteket. Da han sagde noget igen, vendte hun sin opmærksomhed mod ham og smilede. Hendes øjne spilede op, og hendes smil blev bredder. "Jo tak. Jeg føler mig allerede en del hjemme her," sagde hun uden tøven. Hun mærkede straks at ordene var rigtige. Hun følte sig måske ikke helt hundrede tilpas i alle situationer, men det føltes som om, at Nattens Hus var hendes skæbne. Hun passede ind.

Perceval så tankefuld ud, da hun igen kiggede på ham. Men lidt efter sagde han igen noget. Silke blev varm inden i, af hans venlighed. Der var endnu ingen, der havde tilbudt sin hjælp til hende, så det var rart. Hun smilede bredt og glad. "Tusind tak," sagde hun. Hendes øjne strålede igen, og hun gjorde sit greb om bogen løsere. Så tilføjede hun kækt: "..Jeg skal prøve ikke, at komme randene hele tiden, for der er sørme mange ting, der er forvirrende," hun slog over i en lys, frisk og piget latter.

"Nåh," mumlede han og smilede skævt. Det var rimelig pinligt, men nu når han tænkte nærmere over det, vidste han jo godt, hvad merci betød. Men der var ingen grund til at græde over spildt mælk, så hans smil blev stort igen.
Han var overraskende glad for, at hun følte sig hjemme i nattens hus. Det kunne kun betyde, at hun ville få en nem start, uden megen hjemve. Men en del af eleverne her, havde ikke en lykkelig baggrundshistorie. På dén front kunne man sige, at Perceval var heldig. Han kunne ikke forstille sig en bedre barndom.
"Det er jeg glad for at høre," indrømmede han så, og kiggede kort på bogen, som hun holdt ind til sig. Men han kunne ikke umildbart se titlen.

Perce havde ikke troet, at hun ville blive så glad for hans tilbud, men måtte dog indrømme at hendes positivitet smittede. Det var lige, hvad han havde brug for. Hele skolen emmede næsten af pessimisme, og det var til at blive sindsyg af!
Hendes næste kommentar fik ham til at klukke stille, mens han sagde: "No need. Du spørger så meget som du har lyst til." Han smilede skævt og lagde hovedet på skrå.

Hun smilede opmuntrende til ham.
Da han selv brød ud i et stort smil, forvandlede hendes smil sig også til et stort og muntert ét. Hun tænkte desperat efter et svar på det han netop havde sagt. Hun mumlede stille, "tak," men tog sig sammen og kiggede ham i øjnene. "Det er jeg også selv glad for. Jeg var virkelig i tvivl i starten. ..Altså om jeg ville kunne finde ro her og kunne leve mit liv videre trods udfordringen." Hun sukkede tilfreds indvendigt.

Percevals klukken gjorde Silke endnu mere munter. Hun smilede bredt, men nikkede så taknemligt. "Igen, mange tak." Hun kunne ikke lade være med, at ligge mærke til, at han bar på en spansk oversættelses bog. Gad vide om han havde spansk. Hendes nysgerrighed vandt.. igen. Med et smil, spurgte hun: "Kan du godt lide spansk?"

Han lyttede tankefuldt på, hvad det var hun sagde. Sådan havde han også selv haft det, så han forstod udmærket godt, hvor svært det var i starten. "Bare rolig - det kommer med tiden. Det bliver hverdag før du ved det," sagde han og smilede skævt. I starten havde det været utrolig spændende at være mærket. Men nu... tja, det var selvom positivt, men det var ikke så nyt og spændende mere. Ja, det var hverdag.

Hans smil voksede, da hun spurgte ind til spansk. Det var nok heller ikke svært at gætte. Alligevel nikkede han ivrigt og sagde: "Ja... Det er sådan et smukt sprog, synes du ikke?" Hans øjne lyste pludselig af passion, noget han syntes var meget pinligt. Det var jo bare et sprog, ville de fleste mene. Men for ham var det en hobby, ligesom at spille guitar. Det var derfor noget, som han for det meste holdt til sig selv, men da han havde haft på fornemmelsen af, at hun havde det samme med fransk, havde han alligevel valgt at betro hende det.

Silke smilede blidt, "Jah, det har du nok ret i," sagde hun. Hun undlod at sige, at hun slet ikke kunne forestille sig en normal hverdag med skolegang, lektier og fritid. Hendes liv var vendt på hovedet, og nu oplevede hun noget helt specielt, som hun aldrig havde haft i tankerne før. Alligevel troede hun på Perceval, da han fortalte det. Han havde trods alt prøvet det selv, men der var også noget i hans blik der fortalte hende, at han ikke var helt galt på den, og at det også ville ske for Silke. At hun ville få en hverdag på et tidspunkt.. Men hvornår? Spørgsmålet kørte rundt i hovedet på hende.

Hun smilede bredt over hans begejstring for hendes spørgsmål. Hun mærkede tydeligt, at han tændte på emnet, hvilket hun synes var virkelig fedt! Måske havde han det ligesom hende, som hun havde det med fransk. "Jeg synes det er et meget smukt sprog, jo. Det lyder flot når folk taler det," erklærede hun sig enig i. Selv var hun ikke speciel god til spansk, men havde alligevel valgt det som fag - hun elskede sprog! "Så går jeg ud fra, at du har spansk?" spurgte hun, selvom hun vidst allerede kendte svaret.

Han vidste ikke helt, hvad han skulle svare til hendes konstatering, så han valgte at tie og nøjedes med at smile skævt. Selvom han var god til at snakke med mennesker, kunne man sagtens argumentere for, at han også var rimelig akavet. Med det var små mærkeligheder som det for eksempel, som gav hverdagen farve. Det var også derfor han var så nysgerrig efter at lære alle typer at kende, selvom der selvfølgelig var nogle, som ikke havde lyst til at lukke nye ind. Men det skulle der vel også være plads til at mene.

Han smilte stort, da hun erklærede sig enig med hans mening med hensyn til spansk. Endelig en, der forstod ham på dette punkt! Han kunne have krammet hende, hvis de altså havde kendt hinanden. Tanken fik ham næsten til at grine, men han prøvede at holde det tilbage, hvilket resulterede i en sjov grimasse.
Da han så blev seriøst igen, varede det ikke længe, før hans drengerøvsmil viste sig, mens han sagde: "Det er godt gættet!" og viftede med ordbogen.

Silke smilede bredt og grinede fjoget. Hun blev helt ivrig efter at snakke videre omkring emnet sprog, men det virkede en smule underligt, når de stod midt inde på biblioteket. Hun tøvede, før hun spurgte: "Skal vi ikke sætte os ned?" hun spejdede efter et godt sidested. "Foreksempel der," hun pegede over mod to læder lænestole der stod ikke langt fra dem. Hun kørte en hånd igennem håret, og kiggede tålmodigt på ham - selvom tålmodighed ikke var hendes stærke side.

"Hvor har du boet, før du flyttede til Nattens Hus?" spurgte hun interesseret. Ikke fordi hun ville snage i hans fortid, men måske havde han boet i Spanien eller et andet sted hvor man talte spansk.

Hun kom med et glimrende spørgsmål, da han selv var ved at blive rimelig træt i benene. Derfor nikkede han og mumlede: "Gerne for min skyld," hvorefter han gik hen til lænestolene og smed sig i den ene. "Det er ikke godt. Jeg komme måske aldrig op igen," sagde han og grinede. Det var virkelig mærkeligt, hvor træt man blev af... ja, hvorfor var han egentlig så træt? Hurtigt skubbede Perce tankerne fra sig - de måtte ikke komme over i negative baner. Ikke igen.

"Jeg er født og opvokset i Florida," sagde han smilende. Det var hovedsageligt grunden til hans spanskevner. Der var en stor del af befolkning i Florida, hvis modersmål var spansk. Derfor var spansk også en del af hverdagen i denne stat. Dog var engelsk Percevals modersmål, om han ville det eller ej.

"Hvad med dig?" spurgte han, og satte sig lidt bedre til rette i stolen. Mon hun var fra Frankrig eller noget? Eller måske Canada? Det var de to eneste lande, som var fransktalende, som han lige kunne komme på. Eller Canada snakkede jo også engelsk, men så vidt han kunne huske, var førstesproget, i en af provinserne, fransk. Lidt nørdet havde man vel altid lov til at være.

Hun fulgte grinede efter ham, og smed sig i den anden lænestol. Hun sank helt ned i det bløde læder, og lagde tilfreds hovedet tilbage. "Det var vel nok rart," sagde hun og smilede stort.

"Årh, Florida!" sukkede hun. Hun havde været der en enkel gang på ferie med familien, og det havde bestemt været en dejlig oplevelse. Det forklarede jo også hans interesse for spansk. "Har du boet der hele dit liv?" spurgte hun. Hun lagde hovedet på skrå og smilede skævt. Gad vide om han havde svømmet med delfiner? Spørgsmålet ville nok virke en anelse mærkværdigt, så hun holdt det inde i sig selv, men lovede sig selv, at spørge ham anden gang.

Hun smilede let af hans spørgsmål. "Jeg er fra Frankrig. Dog har vi flyttet rundt en del," hun tænkte på de få år i Texas og da hun boede i "bette-byen" lidt udenfor Tulsa og tæt på Nattens Hus. Der boede hendes familie også nu, hvilket var aldeles perfekt, da hun så kunne besøge dem tit! Hendes venner opholdt sig derfor også tæt på Nattens Hus. Hun smilede mildt til Perceval. "..Da jeg var tretten flyttede vi til Texas. Der fik jeg helt styr på min engelsk," forklarede Silke ham. Texas havde ikke været særlig fedt, og hun skubbede hurtigt tanken væk.

Hendes udbrud fik ham til at smile skævt, men han blev også glad og samtidig ret trist. Han savnede Florida meget, og kunne ikke vente med at komme tilbage til sit barndomshjem ude ved havet. Bare tanken om stedet, fik ham til at smile stort.
"Ja, det har jeg," svarede han tankefuldt, før det gik op for ham, hvor uhøflig han egentlig var. Så rystede han kort på hovedet, og vendte tilbage til nutiden.

Han kiggede interesseret på hende, da hun begyndte og fortælle om sin fortid. Frankring.. han smagte lidt på ordet - det havde altid været et sted han gerne ville besøge. Perce havde faktisk engang planlagt at tage et smut forbi Paris, da han havde været i London for et par år siden, men personlige problemer hobede sig op, så han havde ikke haft noget andet valg, end at tage hjem. Desværre.
Han kiggede overrasket på hende, da hun fortalte, at hun også havde boet i Texas. Wow - det lød som om hun havde set hele verden! Men trods hans brændende ønske om at se mere, var han også glad for den tryghed han havde haft, ved at bo det samme sted hele livet.
"Wow, det lyder rigtig spændende..." sagde han med et stort smil, "hvorfor flyttede I til staterne?"

Da han svarede hende, smilede hun mildt. Hvor måtte det være skønt, at have boet sammen sted hele livet.. Ikke fordi hun var ked af de mange oplevelser hun havde været igennem, men det var ikke altid lige sjovt, at skulle flytte væk fra sin hverdag.
Hun betragtede ham, mens han smilede. Han så ud som om han havde været glad for sin fortid, så hun spurgte forsigtigt, men nysgerrigt, "Var det dejligt?" Hun kunne ikke forestille sig, at det ikke kunne være dejligt at bo i Florida.

Hun koncentrede sig om, at holde fokus på Perceval, så hun ikke røg ud af virkeligheden og ind i tankerne, igen. Hun smilede af hans kommentar, men trak på skuldrene. "På nogle punkter, ja. Men jeg misunder dig nu lidt, for at have boet samme sted altid." Hun smilede bredt til ham, inden hun svarede på hans spørgsmål. Det var et nemt spørgsmål, men ved at svare på det, røg hendes tanker tilbage til årene i Texas. "Min far fik tilbudt et stort chef job derhenne. Både min mor, lillesøster og jeg var med på idéen om at prøve noget nyt." Hun lagde hovedet på skrå og sukkede lydløst. "..jeg fortrød dog hurtigt, at havde sagt ja. Men i det mindste blev vi der kun i to år," hun smilede til Perceval, mens hun kørte sin hånd igennem håret. Hun havde ikke rigtig fundet nogle venner hun svang med i Texas. Ingen hun passede sammen med. Men i det mindste, havde hun fået udlevet sine hobbyer, som hun ellers ikke havde haft tid til i Frankrig.

Minderne skyllede ind over ham, og efterlod et lykkeligt smil på hans læber. Hvor ville han dog gerne tilbage til solskinsstaten. "Ja. Det var helt fantastisk. Jeg kan ikke forestille mig et bedre sted at vokse op," svarede han med et ivrigt tonefald.
Så skubbede han tankerne om Florida fra sig, og lyttede til, hvad hun havde at sige om sin barndom. Det var den klassiske historie - far får nyt arbejde og familien flytter med. Percevals far var forfatter, så han havde altid arbejdet hjemme. Det var nok også grunden til, at de var så tæt knyttet. Han var hans bedste ven.

Han rynkede forvirret brynene. Kunne hun ikke lide Texas? Han syntes ellers det lød som et spændende sted. Selvom han var nysgerrig efter at vide, hvorfor det ikke var favouritstedet, valgte han at tie - det var alt for personligt et spørgsmål.
"Jamen så er det jo godt du er kommet herhen," sagde han med et charmerende smil. Prøvede at holde samtalen positiv.

Hun smilede bredt, da han smilede lykkeligt. "Det er jeg virkelig glad for at høre" sagde hun muntert, og så... så røg spørgsmålet ud af hendes mund, inden hun kunne nå at stoppe det: "Har du prøvet, at svømme med delefiner?" Hendes øjne skinnede, og hun kunne ikke lade være med at fnise over sit eget spørgsmål. Silke, altså!

Perceval så forvirret ud, så hun besluttede sig for, at hun ligeså godt kunne forklare ham det. Det var ikke noget hun holdt skjult, så hun smilede venligt og svarede: "Ja. Det var rart, at komme hertil," hun sank hurtigt, inden hun begyndte sin forklaring: "Hele grunden til, at Texas var knap så fedt, var egentlig skolen. Selve staten er virkelig skøn, men jeg passede ikke ind i min klasse, og jeg fandt ingen rigtige venner. Det var derfor, at vi til sidst flyttede til en lille by udenfor Tulsa." Hun håbede, at hun havde forklaret sig klart nok. Hun ville faktisk gerne skifte emne, da samtalen blev mindre og mindre festlig. "Nåh, men.. hvad interessere dig udover spansk?" hun smilede opmuntrende, men hun puttede sig bedre ind i stolen.

Hendes spørgsmål var overraskende, så Perceval kunne ikke holde et grin tilbage. Om han havde svømmet med delfiner? "Selvfølgelig har jeg det," grinede han og slog hovedet tilbage. "De er virkelig nogle interessante dyr, de delfiner," forsatte han tankefuldt. Han havde faktisk prøvet det op til flere gange, da hans far og ham selv var taget til Orlando, da hendes mor havde meget arbejde, der skulle laves i hjemmet. Det havde været en helt fantastisk oplevelse.

Ah... Det hele gav meget mere mening, da hun begyndte at forklare nærmere. Han forstod hende godt, men kunne ikke rigtig sætte sig ind i situationen, da han var typen, der kom godt ud af det med langt de fleste. Men det måtte virkelig have været en svær tid for hende, især hvis hun ikke snakkede sproget flydende. Og så snakkede de jo også meget spansk i Texas, så det undrede ham lidt, at hun ikke havde stødt på det.

"Det er godt I fandt ud af det," sagde han mildt, mens han smilede venligt, hvorefter han forsatte: "Bor din familie stadig dér?"

Hendes næste spørgsmål fik ham til at smile stort - han udnyttede hver eneste situation han kunne, til at snakke om musik. "Jeg interesserer mig meget for musik. Og så spiller jeg guitar," svarede han ivrigt med en stor passion. Han brugte al for megen tid på at spille, hvor han rigtig skulle have studeret.

Hun kunne ikke lade være med at grine med ham. Hun smilede bredt, af hans svar. "Åh, det lyder virkelig fantastisk!" sagde hun glad. "De er nogle vidunderlige dyr," sagde hun. Hun havde aldrig selv svømmet med delfiner, men hun havde oplevet dem svømme, da hun var i Florida en sommer.

Hun nikkede blot, til hans kommentar. Det var virkelig befriende, da de flyttede igen. Hun havde boet på en international skole, hvor de næsten kun snakkede engelsk. Det forstod hun mest af. Hun rynkede brynene, da hun kom til at tænke på de knap så venlige piger på skolen. Hun sukkede indvendigt, men rystede så tankerne af sig og lyttede til Percevals spørgsmål. "De bor tæt på Tulsa, ja," ... og hun elskede dem for det! Det var skønt, at kunne se både venner og familie så tit som hun kunne.

Hun spilede interesseret øjnene op. Musik! Hun smilede begejstret, og skulle lige til at klappe i hænderne og råbe hurra, men det ville nok virke lidt akavet. I stedet spurgte hun mere ind til hans guitar spil: "Virkelig? Hvor længe har du spillet guitar?" Hun elskede at synge til lyden af guitar. Hun var godt nok ret amatør agtig, når det galt om at spille på instrumenter, men hun forsøgte sig tit frem.

Han smilede skævt og blev glad over hendes reaktion. Nogle ville nok syntes at det var aldeles upassende, men det havde virkelig været en oplevelse for livet. Alle burde få chancen for at svømme med delfiner. "Du burde virkelig prøve det engang," sagde han og smilede stort.

Da hun så fortalte, at forældrene boede lige uden for Tulsa, kunne han ikke undgå at blive en smule misundelig. Hvor var hun heldig! Han skulle langt for at besøge sine forældre, så derfor var det også dem, der kom og besøgte ham.
"Du er virkelig heldig," indrømmede han smilende. Han savnede ofte sin familie, venner, gamle kærester og så videre. Lige meget, hvor lang tid, der gik, kunne han ikke vænne sig til, at de ikke var tre kilometer væk. Nok nærmere tre tusinde.

Til hans store begejstring, lod det til, at hun også godt kunne lide musik. Herligt! "Min far begyndte for første gang at lære mig at spille, da jeg lige var fyldt fem," sagde han og lo, da han kom til at tænke på sin første guitar. Den havde været meget lille og så vidt han kunne huske, var den blå, som havet. Han havde virkelig holdt af den, og det gjorde han stadig, og havde derfor sørget for, at sin far havde beholdt den.

"Du har ret, det burde jeg," hun smilede glad. Hun havde altid gerne villet svømme med delfiner, så det var egentlig underligt, at hun ikke havde fået gjort det. Hun smilede, inden hun kækt remsede op: "Jeg vil, jeg skal, jeg gør!" hun slog over i et fnis. Hendes øjne strålede af liv, og hun blev helt ivrig efter at komme afsted..

Hun smilede venligt. Ja hun var virkelig heldig. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle svare, så hun nøjedes med at nikke kraftigt.

Hun lyttede interesseret til ham, med store øjne. Wauw. Hvor måtte det være fedt, at have en far der også elskede musik. "Hvor dejligt," sagde hun og smilede mildt. Det var måske underligt, at beskrive det som dejligt, men hun følte at ordet passede. Det var dejligt, at hans far havde lært ham at spille. "Hvad kan du bedst lide at spille?" spurgte hun nysgerrigt.

Han grinede og sagde: "Jeg kan godt lide din indstilling!" Det var virkelig fedt, når folk var opsat på noget. Det føltes som om alle i miles omkreds led af depressioner, og den negative stemning smittede virkelig.

Han var virkelig glad for, at hun interesserede sig så meget for hans musikspil. Det var faktisk ved at være længe siden, at han havde fået spillet. Der var jo bare så mange andre ting at give sig til. Alligevel lovede han sig selv, at han snart skulle spille igen.
Hendes valg af ord var ganske vidst speciel, men han var enig. "Ja, det er dejligt," nikkede han og smilede skævt.

"Mener du kunstnere eller genre?" Spurgte han så. Det var ikke rigtig til at præcisere, hvad han spillede. Han var nok bare allround.