And if heaven and hell decide, that they both are satisfied? [Nathan & Angellica]

Angellica, der lige havde fået fri fra time, var på vej hen til musiklokalet. Hun var meget spændt på, hvordan det her ville komme til at gå. Hun glædede sig til at se både Patch og Nathan, men de to - i samme lokale? Hun begyndte at blive nervøs, mens hendes fødder brang hende tættere på musiklokalet. Var de der mon allerede? Hun satte tempoet en smule op.
Hun var klædt i sin skoleuniform; sorte sko med seks cm hæl, grå strømper der går til under knæet, en sort, lårkort nederdel, og en mørkeblå skjorte, der var knappet halvt op, så man kunne se den grå top, hun havde på indenunder. Hendes sorte hår hang som altid løst om hendes skuldre. Hendes hår var en smule uglet, og hendes pandehår var gledet ned foran hendes ansigt.
Hun nåede langt om længe musiklokalet. Hun kunne høre musikken derinde fra. Hun stoppede op ude foran det; hun kunne stadig nå at vende om... Men nej. Hun var nødt til, at gøre det her, og det vidste hun godt. Hun havde selv rodet sig ud i det.
Tanker fór igennem hovedet på hende. Hvordan ville det her mon gå? Hun tog en dyb indånding, inden hun åbnede døren, og trådte ind. Hun lukkede den bag sig, og så sig omkring. Hun fik øje på Patch, der som altid sad og spillede på sin guitar. Hun smilede skævt ved synet af ham, og satte kursen mod ham.

Nathan gik hen ad gangen; han havde selv lige fået fri fra time, og var selv på vej hen mod musiklokalet. Han havde fået at vide, at han skulle møde én bestemt person, og Angellica havde bedt ham gøre det. Han havde på fornemmelsen, hvem det var. Han tænkte over, hvad han skulle sige, hvad han skulle gøre, og hvad han skulle forholde sig til, nu da det var ret klart, hvem han stod over for. Hvem han skulle til at møde. Han sukkede kort, og satte det ene ben foran det andet. Han var hverken nervøs eller bange, han følte det ikke problematisk at skubbe sig selv hen mod musiklokalet. Han fandt bare alt det her mystisk, interessant.
Han betragtede gangene, som den lignede hinanden. Enhver anden, der ikke kendte skolen, ville fare vild. Selv var han ny, men han havde været forbi musiklokalet før. For at spille lidt musik, selvfølgelig. Han betragtede sin påklædning; en sort læderhandske med nitter på, en anden ternet handske, også sort, stramme, sorte bukser og en sort T-shirt. Han kiggede lidt rundt, og stoppede op? Det var nu han skulle til at skubbe den store dør op. Selv kunne han mærke hjertet hamre hårdere og hårdere nu. Han undrede sig lidt over musikken derindefra. Måske Angellica var musikalsk? Eller?...
Han agtede at finde ud af det, og valgte at skubbe døren op, som den nu var forladt; lukket sidst. Han trak vejret dybt, og kunne lugte nogle helt andre lugte nu. En dreng, en pige, og så en masse støv. Man kunne let lugte at det her sted var gammelt, og sjældent brugt. Han sukkede igen, og kiggede rundt. Han kunne ikke finde ud af, hvad han ville. Han stod bare i døren, og var imponeret over, hvad Patch, som drengen hed, kunne på sådan en guitar. Selv kunne Nathan en smule, ikke overdrevet meget, men heller ikke så lidt, som han beskrev det. Han hadede at prale; at sætte sig selv højere end andre. Han var meget ydmyg - syntes han i hvert fald selv.

Patch så nu direkte på Angel, der kom gående mod ham.
Han gjorde intet andet end at se på hende, og spille videre på guitaren.
Han så ned på guitaren for ikke at se hende i øjnene, for at hun ikke så hans øjne.
Hun ville gå amok hvis hun så hans pupiller.
Han satte over i at spille 'Born to die' mens han bed sammen, nød smerten som hans bevægelser med hånden forvoldte ham.
Han kunne mærke hvor meget han havde taget; det hele snurrede rundt, hans hals brændte allerede efter det søde blod som løb i hendes årer.
Han kunne næsten ikke fokuserer mere, og prøvede med et (hvad han opfattede som et roligt 'hej'), men straks kunne man høre hæsheden i hans stemme var overdreven. Han tav og så på sin bandage.

Han så nu op, på Nathan.
Han måtte indrømme, drengen havde jo stil. Han så måske en smule for prangende ud, men det var jo set ud fra en gadedrengs synspunkt. Han nikkede roligt til Nathan, venligt. Så godt som han nu formåede det med slørede øjne og et hjerte der arbejdede på højtryk på grund af kemekalierne i hans blod.

Hun var end ikke nået hen til Patch, da hun hørte døren gå op igen. Hun gik de sidste få skridt, og satte sig ned ved siden af ham. "Hej, Patch," sagde hun roligt, med et lille smil på sine bløde læber. Hun så hen mod døren; hen mod Nathan. Hun nikkede også til ham. "Nathan," hilste hun. Hendes øjne smilede til ham.
Hun så på Patch, igen. Hun kunne ikke undgå at bemærke noget anderledes ved ham. Hun kunne mærke nysgerrigheden og ikke mindst bekymringen vokse i sig.. "Patch, er du okay?" Hun lagde en hånd på hans, hvilket forhindrede ham i at spille videre på sin guitar. Hun så på hans slørede øjne; han virkede ... påvirket. Hun bed sammen. Trak vejret dybt.

//Krea-svigt .. n.n

Normalt gik Nathan heller ikke med handsker, men disse handsker dækkede over noget. Noget han ikke var stolt af at vise. Han kiggede let rundt, og betragtede Patch. Så det var Patch, som han havde hørt kort om, som var blevet nævnt foran ham. Han nikkede kort igen, og betragtede Patch og Angellica, som sad ved siden af hinanden.
Nathan lukkede døren efter sig, og kiggede på Angellica. Han havde ikke tænkt sig at sige noget. Ikke fordi, han ikke ville, men fordi han ikke kunne, så han nikkede bare til Angellica med et lille smil. Et lettere varmt smil, og et nik der viste, han havde hørt hende. Han betragtede de to, som de skar i hjertet at se dem; at vide at Nathan skabte splid mellem dem. Og tankerne om, at Angellica ikke var hans. Han overvejede kort at trække sig, men var trofast og loyal over for sig selv; han ville ikke være en kujon. Han ville kæmpe for Angellica. Ikke rent fysisk, men bare sørge for, hun ikke gled ud af hans greb.

''jeg har nok bare taget for meget medicin.'' svarede han lavt til hende, koldt. Han ville ikke diskuterer det med hende, mens hendes ven så på.
''så du er Nathan?'' nikkede han smilende. ''Angel havde ret. Du er sød! På en drenget måde.''
man kunne tydeligt hører at det ikke var Patch's stærke side at give en kompliment.
Han aede Angels hånd kort, inden han rejste sig, stillede guitaren og gik hen til Nathan.
''Patch.'' præsenterede han sig selv og rækte hånden frem.

Han bed sammen, Angellica havde bare at påskønne at han ikke havde flået strubehovedet ud af Nathans spinkle hals.
Han så tilbage mod Angel hurtigt. Kort efter så han på Nathan igen.
''Angel har fortalt en smule om dig. En god kysser?'' gættede han. Han kunne jo ikke tillade sig at blive sur på Nathan, han havde intet gjort galt. Patch ejede ikke Angellica, og havde ingen ret til at nægte hende at kunne lide en fyr. At den 'fyr' så lige præcis skulle være en yngling, der kunne se hende hver dag, kunne Patch ikke bestemme sig for, om han var glad for eller ej.

Han så gennemtrængende på Nathan, prøvede at se om Nathan havde nogle af de tegn som Patch ikke var glad for.. Intet.

//min krea var heller ikke helt vågen..//

"Aha? Det tror jeg lige vi snakker om, på et andet tidspunkt," svarede hun lavt. Hun trak vejret dybt, og forsøgte at ligge det i baghovedet. Det var ikke lige det rette tidspunkt at blive sur på ham, det vidste hun godt..
Hun så hen på dem, med opmærksomme øjne. Hun ville være sikker på, at der ikke lige pludselig gik et eller andet galt. Hun kendte ikke nogle af dem så godt, (som hun nok burde af forskellige årsager) så hun vidste ikke, hvad de var i stand til, eller kunne finde på. Men sikkert mere, end hun lige regnede med.
Hun holdte vejret, mens de hilste på hinanden. Det så ud som om de målte hinanden lidt med øjnene. Og Gud, hvor de dog virkede ... jaloux? Var dét, det rigtige ord? Ja .. det var det vidst. De virkede jaloux. Hvilket ikke var særlig godt, når to fyre stod overfor hinanden, med en pige imellem dem. Billedligt talt. Hun bed sig svagt i læben, imens hun tavst betragtede dem.

Nathan stod i en svær situation. Han tog hans hånd, og nikkede. Han ville gerne hilse, men han kunne ikke. Ordene sad fast i hans hals. Han havde mest af alt bare lyst til at give slip på det hele. Bare smide det hele væk, og bare gå igen. Men det kunne han ikke tillade sig. Ikke overfor Angellica og ikke overfor sig selv. Han slap Patchs hånd, og smilede kort. Ikke kækt, ikke varmt, ikke koldt, men mere et neutralt smil, som man smørrede på, i mange situationer, hvor man ikke mente noget med det; og dog var det lidt varmt, han ville ikke virke afvisende.
Han ville godt præsentere sig selv, men hans sociofobi sad i vejen, og ud over det, så kendte Patch jo allerede hans navn. En god kysser? Han ville så gerne sige et eller andet, men alt virkede bare dumt, dumdristigt at sige noget, så han tav stadig. Han bed sig svagt i læben, tog en dyb indånding, og åndede tungt ud.

Patch så på ham, undret. "har vampyren taget din tunge?" han bakkede et par skridt tilbage. Så vendte han sig mod Angel. "hvad ser du dog i den padde?" spurgte han hende. "på den anden side, hvad ser du dog i nogen af os?"

Det var tydeligt at han ikke havde den mest udbredte lyst til at være sammen mod nogen af dem. Specielt når han vidste hvilken skideballe som Angel ville smide i hovedet på ham, når Nathan ikke var iblandt dem.
Han vendte sig til at se på ham igen, roligt, og nikkede
"drop smilet, Charming. Det virker ikke." sagde han neutralt.
Han satte kursen mod sin taske, og satte sig ned på scenen ved sin taske og lukkede den. Han satte sig med ryggen op af væggen.
"hvordan mødtes i? Og hvordan pokker kunne i ende med at udveksle savl?" spurgte han kort, koldt.

Hun fnøs af Patch's kommentar: Hvad ser du dog i nogen af os? Hun kunne ikke lade være. "Jeg har vel evnen til, at se det bedste i folk?" sagde hun, med et lille smil. Det skulle han da bare være glad for. Hun kunne jo ikke finde på, at pludselig stoppe med at kendes ved ham, ligesom visse andre.
Hun fulgte Patch med blikket, da han kom tilbage til scenen, satte sig op ad væggen. "Vi mødtes i spisesalen. Vi begyndte at snakke, og .. da vi stødte på hinanden senere .. ja, jeg ved ikke, hvad der skete. Men som du selv siger, han er sød. Charmerende. Ligesom du kan være, Patch, når du gider. Og hvis du spørger dig selv, hvordan endte vi to så med at udveksle savl?" sagde hun roligt, og kiggede kort hen på Nathan, klappede på scenen ved siden af sig, som et tegn til, at han skulle komme og sætte sig, inden hun så på Patch igen. "Han ved ikke mere. Jeg har ikke fortalt ham det," sagde hun lavt til Patch, så Nathan ikke kunne høre det.
Hun kunne stadig mærke hvordan Patch's stemme påvirkede hende... Og lige nu, hadede hun det. Hun begyndte at savne den fyr, han havde været, da hun så hans værelse første gang... Hun smilede ved mindet, rødmede en lille smule, og så hurtigt ned.

Nathan sukkede kort, og kiggede lettere skulende på Patch. "Jalousi er en meget grim ting, og vi sidder begge med den. Patch." Han sukkede kort, og gik hen og satte sig ved siden af Angellica. Han kiggede på Patch, hans øjne og hvad han havde hørt dem tale om, men han ville ikke blande sig. Han blinkede kort med øjnene, og betragtede igen salen. "Jeg lider af sociofobi. Jeg har svært ved at tale. Men jeg bliver provokeret. Jeg finder det uretfærdigt, at du skal snakke så nedværdigende til mig. Jeg bryder mig ærligt talt ikke om det," sagde han, og kiggede hen på Patch. Han rystede let på hovedet. Ja, Nathan var sød og charmerende, og Patch var kold og afvisende. Hvad så hun dog i nogen af dem? Han rystede let på hovedet af tanken, og kiggede i alle retninger; undtaget Angellica og Patch. Det sidste han ville lige nu var øjenkontakt. Han overvejede lidt bare at gå, men han blev ved med at overbevise sig selv om, det var en dum idé. Det ville ikke være fair.

Lille skat-" begyndte han, og rejste sig, gik hen og så direkte ind i Nathans øjne. "jeg prøver bestemt ikke at være nedværdigende. Men det er ikke ligefrem sjovt at se hvordan hun ser på dig! Og oven i købet vide at hun nok inderst inde kun vil myrde mig fordi jeg har brudt mit løfte!? Jeg ved ikke hvorfor jeg regnede med at jeg kunne udstå dig!" han brudte ikke øjenkontakten til ham. Først da han tog sin taske, og sin guitar, brudte han den.
Han gik mod døren, vred nok til at gøre som første gang hun havde nævnt den højrøvede idiot. Ikke detsto mindre gik han bare mod døren, uden at sige mere...

Angellica sad mundlam, og hørte på Patch.
"Du kunne bare have ladet være med, at bryde det løfte!" sagde hun til ham, da han tog sine ting. Hun kunne mærke hvordan det stak i hjertet, og tårerne pressede sig på... Hun sad forstenet og så til, da han vendte ryggen til hende, og gik sin vej. Hun så på Nathan. "Undskyld hans opførsel..." begyndte hun stille. Hun vidste godt, at Patch's opførsel ikke var hendes ansvar, men det følte hun, på en måde. Hun så ham i øjnene. De flotte, blå øjne...
Hun rejste sig, og løb hen til Patch, fik ham standset. "Patch, lad nu være. Lad være med, at gå. Bliv nu lige her. Du bad selv om, at møde ham. Du kan ikke bare skride... Ikke fra det her, ikke fra mig." Hun så på ham med tårefyldte, bedende øjne.

Nathan lyttede til hvad han havde at sige. Han sukkede kort. Jep, jalousi. Han rystede let på hovedet af ham, og betragtede som han gik. Han formodede at gøre det, som Nathan havde snakket sig selv fra. Han betragtede Angellica, sådan som hun sad, og følte sig forladt. Han kunne se det, på de tårefyldte øjne. Han bed sig svagt i læben. "Du har intet at undskylde for. Han er ikke dit ansvar." Han kiggede op i loftet, og betragtede hvordan det var gammelt, forfaldent, men dog ikke faldet ned i hovedet på dem. Han foldede sine hænder, og satte dem i sit skød. "Du må hellere gå efter ham. Han lyder som om, han er i en rus. Hvem ved ikke, hvad han kan finde på. Jeg venter på dig - eller Jer her," sagde han med et kort, neutralt smil. Han vidste godt, at intet smil kunne fikse alt det her. Men han forsøgte heller ikke at flirte med hende; det ville han ikke byde Patch. Lidt tanker havde Nathan gjort sig, inden ha åbnede den store dør af træ indtil musiklokalet, dengang han gjorde det.
Han blinkede med øjnene, gav kort Angellica et kærligt kram, og hvisede i hendes ører: "Det skal nok gå." Han gav slip igen, og rejste sig; gik selv et andet sted hen, dog bare hen til den gode, gamle guitar, der var akustisk, med masser af støv på. Han satte sig stille til at stemme den, og spille på den. Selvom lyden var lidt rusten, og strengene sløve, kunne han do fremtvinge et par soloer fra nogle gode rock-sange.

Patch trak i dørhåndtaget. Han hørte dem snakke. Hvad de sagde, hørte han ikke, men han regnede heller ikke med at han ville vide det.
Han gik ud af musiklokalet. Han stillede sig kort med ryggen op af væggen, tavs. Han havde lyst til at skrige det hele ud, han ville ikke skade dem. De havde det fint, og hvad skulle hun med en der ikke engang kunne holde et løfte om at cutte stofferne?
*du er jo ikke mere end en f*ck*ng gadedreng! En narkoman, en gadedreng, en idiot!* lod hans tanker. Han satte sig ned, med ryggen mod væggen. Opgivende. Han ville ikke splitte de to ad, de havde det jo så godt. Han var rolig, venlig, og ikke mindst, han kunne virkelig godt lide hende.
Patch vidste jo ikke engang selv om at han kunne se på Angel, på samme måde som Nathan kunne..