Hvad mon man finder rundt om næste hjørne? ~Nate

Sted: Bibliotekets ældre del
Tid: Efter skole
Vejr: Meget stillestående
Omgivelser: Ikke rigtig nogen. Det er trods alt den ældre del af biblioteket

En pige kom gående ned ad en af bibliotekets ældre gange, hendes sorte tanktop sad lidt tæt på hendes overkrop og viste hendes fine fyldige former og hendes sorte bukser sad osse tæt, men uden at de blev skinny, de fleste ville nok have synes at hun havde en perfekt krop, indtil man kom tættere på hende og så hvad der pryntede sig på hendes arme, hals og resten af hendes krop, mede fine tynde ar der løb op og ned ad hendes krop i sirlige mønstre, de færreste vidste hvor hun havde dem fra, og det var pigen tilfreds med. Og så var der hendes øjne, en smule store og med en meget fin form, der var bare det at hun havde forskellig farvede øjne, hendes højre øje var blåt som havet, mens det venstre kun kunne sammenlignes med den farve blod har. Pigen hed Espíritu Sangrienta og var næsten lige kommet til Tusla's Nattens Hus, før det havde hun været på adskillige Spanske Nattens Huse, hver og en var hun blevet smidt ud af, grunden kendte hun kun selv.
Og lige nu ledte hun efter en bog om gamle kunstnere, samtidig ledte hun efter inspiration til en ny tegning eller maleri, for var der noget Espíritu var god til, var det at tegne meget, meget livlige billeder eller tegninger. "¿Dónde está?" Mumlede hun lavt og med en meget fin spansk accent.

Hvordan Nate blev ved med at falde over bøger, der hele tiden så virkeligt interessante ud på omslaget, men var noget være møg i selve historien, var ham en gåde. Måske en af skæbnens måder at pege på ham og grine? eller også var han bare uheldig, som sædvanlig. Han havde efterhånden lånt rigtig mange bøger her, men havde afleveret langt de fleste uden at have læst dem til ende. Den han lige havde afleveret havde handlet om en læge, hvis sindssyge tvillingebror var seriemorder der fik lægen sigtet for mordene, efter som de alle skete på hans patienter. En potentiel god historie, hvis det ikke var fordi den foregik i Norge, hvor de brugte alle de der mærkelige navne... Åse-Berit...Det kan man sgu da ikke hedde?!
Okay, måske var Nate kræsen. Men han kunne bare ikke koncentrere sig om handlingen når der kom erotiske scener imellem et par ved navn Karl-Josvald og Dorthea... such a turn-off... (ikke at han læste for de erotiske scener, de høre lissom bare med i en læge-roman-krimi-ting..)

Han stilte bogen tilbage på hylden, og lod blikket glide over de mange andre bogrygge.. Fantasy bøger var sjove, men han ville helst undgå dem der handlede om vampyrer. De fleste var baseret på den gammeldags overtro, hvor mange ting bare var forkerte.. det var også irriterende.. Det gav et lille sæt i Nate da en stemme lød et sted i nærheden. Han troede han var alene nede i den her ende af biblioteket..? Han lænede sig lidt frem og spejdede ud imellem et par bøger. Dem, der stod på den anden side af reolen var fjernet, og han så direkte ind i ansigtet på en bleg, mørkhåret, køn pige. Det første han registrerede var det kønne ansigt. Han blev rød i hovedet som den første reaktion. "Pis!" Han indså at han måtte ligne en eller anden lurer, som han stod her gemt bag en reol, rød som en kogt hummer i ansigtet; ikke et fedt signal at sende når man skal give et førstehånds indtryk...

Espíritu så pludselig ind i øjnene på en anden og det første hun gjorde var at slå blikket ned og trække sig tilbage. Hun rystede let på hovedet af sig selv og fandt så den bog hun ledte efter. Et lille smil begyndte at forme hendes fyldige rosa læber og hun trak let bogen ud inden hun gik om på den anden side af bogreolen. Hun så drengen lidt nærmere an inden hun smilede et lille genert smil til ham. "Lurer du, eller var det bare tilfældigt?" Spurgte hun med sin fine spanske accent og et lille skævt smil på hendes læber. Hun holdte bogen ind foran sin barm og vidste at han ville kunne se de meget fine tynde ar der løb op og ned ad hendes arme og lidt af hendes hals i et smukt sirligt mønster. Hun vendte blikket ned og vidste ikke helt om han havde opdaget det med hendes øjne, og hun hadede når folk bare stirrede åbenlyst på dem, eller hendes ar, ville de vide hvor hun havde dem fra eller om det var en genetisk fejl, så måtte de spørge istedet for bare at stirre, for det fik hende virkelig til at føle sig utilpas.

Hans første tanke ved ansigtet var, at der var noget unaturligt ved det. Så snart hendes blik havde mødt hans var hun forsvundet igen, og han rettede sig op og slog sig for panden. "Flot!... Du skræmmer sgu da folk væk..." Nate løftede blikket da han hørte hendes skridt bevæge sig uden om reolen og om på hans side. Hun så på ham med et lille smit - Hendes øjne! Det var dem, der var anderledes! Han blinkede kort og prøvede at tage sig sammen. Han havde gået her på skolen lang tid, han burde virkelig ikke lade sig overraske over sådan nogle ting! Han sendte hende et skævt, halv-flovt smil. "Undskyld, det var ikke min mening at virke lummer.. Det var bare tilfældigt..!"
Han lod blikket glide kort op og ned af hende, og hvilede igen ved hendes ansigt. De to-farvede øjne fik det til at se en lille smule skævt ud, men det var ikke på nogen måde grimt.. Det var bare anderledes? Han noterede sig de streger der snoede sig op af de blege arme og ved noget af halsen. Det lignede lidt tatoveringer af en eller anden slags. Det sorte tøj var i skarp kontrast til hendes hud, men sad pænt nok.
Han selv var bare iført den sædvanlige skoleuniform med 5.trins emblemet på brystet som altid. Det var ikke særlig tit han gad bruge tid på at skifte til cevil-tøjet i hverdagene efter skoletid.. Der var vel ingen grund til at skulle lave mere vasketøj end nødvendigt pr. dag. Håret sad som det plegede; lidt bølget og med det blå mærke dækket til af de brune lokker. "Jeg troede bar jeg var alene, så... jeg blev bare lidt overrasket.." Han så med de varme venlige øjne på hende, hun lod til at prøve at undgå hans blik..

Hun så på ham og kom med en lille forlegen latter da hun så hans overraskelse over hé sikkert, sådan reagere de fleste, det var jo ikke lgefrem hver dag man mødte en med forskellig farvede øjne, og så slet ikke et rødt og et blåt.
Hun så på ham og mødte kort hans øjne og smilede lidt. "Jeg tror dig" Sagde hun med et sødt lille genert smil. Hun holdte blikket mod hans pande da hun mærkede hans blik over sin krop og var faktisk noget glad for at han ikke nævnte hendes ar. Hun holdte bogen foran sit bryst og nikkede lidt og fik svage røde kinder, hvilket tydende kunne ses mod hends blege hud. "Så vi to" Sagde hun med en lille latter og igen med sin fine spanske accent. Hun gik en smule tøvende tættere på på ham og flyttede sin bog over i sin venstre arm og rakte ham den højre hånd. "Espíritu Sangrienta" Sagde hun med et lille smil. "Men kald mig bare Spirit hvis du ikke kan udtale mit navn" Det sidste blev tilføjet med et lille grin som lyste hendes ansigt op.

//Skal ud at handle, svarer når jeg kommer tilbage ^^

Hendes kinder lyste rødt i forhold til den blege hud, da hun med en lille latter tilkendegav, at hun heller ikke havde bemærket ham. Det var rart ikke at være den eneste der rødmede. Han hadede den der forlegne følelse når han var sammen med folk der havde status over ham, der ville tænke at han var svag.. for.. ja, stærk var han ikke ligefrem, hverken fysisk eller verbalt.
Han tog imod hendes hånd da hun præsenterede sig og klemte den blødt. Den virkede kold, lige som hans egen. "Espír- hva?" Han skulle til at blive forlegen, men smilte lidt bredere da han fik hendes alias. Spirit. Hendes navn lød lige så udenlandsk som hendes accent. Spanskt måske? eller latin-amerikansk? vent lidt...var det ikke det samme? fuck... "ja, mit er måske lidt lettere at udtale; Nate. Nate Brown", han slap hendes hånd med en lille latter. Hun var lidt lavere end ham, virkede lille og fin i det. Nu hvor hun stod tættere på kunne han se at stregerne på hendes hud ikke var rigtige tatoveringer, men mere lignede arvæv.. Men måden de slyngede sig om armene fik det alligevel til at ligne en form for udsmykning... det var vel også populært, havde han hørt. Der var folk der brændemærkede billeder, som man plejede at tatovere dem. Han forstod ikke rigtig den trend, men hvis folk havde lyst til det, skulle han vel ikke blande sig.
Han flyttede fokus opad og så på bogen i hendes arme. "Hvad læser du..?"

Hun smilede blidt og genert til ham og klemmede hans hånd blidt igen. Hun lo lidt da Han smilede bredere og rødmede en smule mere, hun var virkelig ikke vant til at have kontakt med andre. "De fleste har svært ved mit navn" Sagde hun med et lille sødt smil og slap så hans hånd og holdte igen bogen indtil sit bryst med begge hænder og arme. "Hyggeligt at møde dig Nate" Sagde hun og sendte ham et lille sødt smil.
Hun bemærkede at han så på hendes arme og bed sig lidt i sin underlæbe, usikker på hvad han ville sige, de fleste dømte hende som sindssyg så snart de så dem og hendes øjne. Hun åndede lettet op da han spurgte til hendes bog, uden at vide at hun havde holdt vejret. Hun lo lidt. "Kunstens Historie" Sagde hun med et lille grin. "For mig er at tegne mit eneste fristed.. Så jeg er ret vild med det" Hun sendte ham et lille fjollet og genert smil.

Spirit holdt bogen tæt ind til sig på samme måde som før imens hun forklarede. Hans blik lå opmærksomt på hendes ansigt imens hun fortalte, og gengældte let det kejtede, milde smil. Kunst havde ikke rigtig sagt ham det store. Han selvfølgelig leget med kartoffeltryk og lavet askebærer i formning i skolen, og han kunne godt lide at tegne biler og ting som han selv fandt på i timerne og sådan, men det der med museums-besøg og sådan var ikke rigtig ham. "Nice.. er du god til det?" han lagde hovedet en smule på skrå og lyttede interesseret. Han var stadig lun og rød i kinderne. Det var hun også for den sags skyld. Det var ligefør det hjalp lidt på balancen i det kønne ansigt at der blev tilføjet mere rødt der kunne veje op for det røde øje i forhold til resten af den blege hud.

Espíritu så på ham og smilede et lille sødt smil til ham. Da han spurgte til om hun var god til at tegne, kom der et livlig glimt i hendes forskellig farvede øjne. Et større smil begyndte at forme sig på hends fyldige rosa læber. "Det er noget af det eneste jeg er god til, bortset fra at løbe altså" Sagde hun, stadig med det lettere store smil på hendes læber. "Så jah, jeg er meget god til det" Hun kom med en lille forlegen latter og fik lidt mere røde kinder. "Hvad med dig, Nate, hvad er du god til?" Spurgte hun lettere genert og sendte ham et lille sødt smil. Hun synes faktisk allerede om Nate, han virkede til at være en sød fyr, meget sødere end dem hun havde mødt tidligere og på andre skoler, på Nattens Huse og hendes menneske skole. Pludselig kom hun i tanke om noget hendes søster, Alma, havde sagt. 'Du skal bare finde en der ikke dømmer dig på dit udseende, men på din personlighed.. Ligesom mig og Dracius'.
Hun skar ansigt af det og tænkte slet ikke på at det kunne misforstås af Nate. Som om nogen ville kunne forstå hende, hende og alle hendes mørke sider.. Hendes hårde og ubamhjertige fortid.
Uden at tænke over det havde hun vendt blikket ned og rystede lidt mens hun huskede hvor ond verden var.

Nate kom til at smile bredt indvendigt i takt med at Spirit's eget også prydede mere og mere af hendes ansigt.. Det lød virkelig som om hun brændte for det. Det var fedt at have drømme - han havde bare ikke selv haft nogle i lang tid nu. Han kunne ikke lade være med at smile varmt af hende da han så hun rødmede mere.
"Øhm... Hvad jeg er god til..?" Han slog en kort latter op og kløede sig i nakken med den ene hånd.. Han lod den anden hvile på en af hylderne så han lænede sig let op ad den. Han kunne vel også selv tegne lidt.. han kunne spille akustisk guitar, men kun på lejrbåls-niveau.. han kunne lave mad, men kun simple retter.. "jeg tror det er drama der er min stærkeste side for tiden..? altså, jeg har ikke mega dygtig, jeg kan bare godt lide at spille skuespil og sådan..." Han lo let akavet af sig selv og trak på skuldrene da han lod blikket glide tilbage på pigen.
Smilet falmede da han så Spirit havde slået øjnene ned og så ud som om hun prøvede at gøre sig mindre. Hun skævlede en smule? det så sådan ud.. "Hey...e-er du okay..?" Han så lidt forvirret på hende og lagde forsigtigt en hånd på hendes kølige skulder.

Espíritu så på Nate og smilede bare endnu større da hun selv så hans smil. Hun havde stadig det livlige glimt i sine øjne, hin elskede virkelig at tegne.
Hun nikkede en smule og iagttog ham nysgerrigt mens man kunne at han tænkte. Hun smilede af ham, et sødt og lettere skævt smil. "Så du tror at det er din stærkeste side for tiden?" Sagde hun og lo lidt. "Du har altså endnu ikke fundet noget hvor det bare er.. Dig?" Hun så på ham og smilede en smule fjollet.
Hun kunne godt mærke hans blik, men hun så ikke op, ej heller da hun uhørte ham sige noget, det var først da hun mærkede hans hånd mod sin skulder, vendte jun blikket op og så ind i hans. "Verden er ubarmhjertig.. Og du har ikke oplevet den som jeg.." Sagde hun stille oh tønløst, hendes øjne rumte en nøgen smerte og skræk og hun rystede en smule mere, men rykkede sig ellers ikke.

Hun så først på ham da hans hånd havde lagt sig på skulderen. Hendes blik ramte ham som en pil i brystet. Det lys der havde spillet i de to-farvede øjne var væk, der lå i stedet et dystert mørke i de nærmest tomme øjne. Han kom i tvivl om hvad fanden han skulle gøre? Måske havde hun en depression? En af hans gamle venners søster fik vist nok sådan en engang, hun kunne også pludselig skifte humør..men hun blev vist mere ked af det. Spirit virkede mere.. angst lige nu.?"Øhb- Rolig nu..." Han så bekymret på hende. En ond verden? Det lød godt nok som om hun havde oplevet en del andet end han selv! "Kom, vi finder et sted at sidde.." Han besluttede sig for at det ville være bedst at handle... Han ventede ikke på svar, og tog den tykke bog fra hende i den ene hånd inden han greb hendes med den anden. Han trak hende med hen imod en tom sofagruppe i skjul bag nogle bogreoler, og trak hende med ned i den store, bløde sofa ved hendes side. "..Det skal nok gå..." Hans stemme var lav og omsorgsfuld, og der lå stadig en hvis bekymring i blikket... Ved førstehånds indtrykket havde hun virket lidt genert og rolig, men den pludselige, triste stemning der lå omkring hende havde han ikke regnet med..

Da han sagde at hun skulle være rolig nu, kunne hun ikke lade være med at smile lidt. "Det er nogen af de værste ord man kan sige tiæ en af hunkøn.. Især hvis hun er bred, for det gør det bare værre" Sagde hun og smilede en smule til ham.
Hun skulle til St forklare da han sagde det næste, hun ville villigt have fulgt med ham, men da han tog hendes bog, skulle hun til St protestere, hun nåede dog ikke andet end at åbne munden før han tog hendes hånd. Hun så noget forvirret på ham og fik langsomt røde kinder mens hun lettere omtumlet fuldte efter ham. Hun lod sig trække ned i den store, bløde sofa og havde stadig et noget forundret blik ph så på ham og blinkede lidt. Hun smilede lidt over hvad han nu sagde og havde af en eller anden grund ikke sluppet hans hånd. "Jeg lever da endnu, gør jeg ikke?" Sagde hun med et lille smil og så i længere tid ind i hans øjne end hun havde gjort før. Hun havde et lettere genert blik, men som samtidig var hemmelighedsfuldt, hun gemte på mere end man skulle tro.

Hun så lidt forvirret ud over at han havde slæbt hende med sig, men hun slap ikke hans hånd. Hun smilte og så på ham som om han var skør... havde han misforstået situationen? Han blev mere og mere rød i kinderne da han så ind i de tofarvede øjne. Hun virkede lige så genert som han selv. "Hvorfor fucker min situationsfornemmelse altid..?.. hvorfor.??"
Hendes ord fik ham til mentalt at hamre hovedet ned i det tunge egetræs-bord.. "...Idiot!"
Hans stemme var stadig lav og ret forvirret, lige som hans undskyldende blik. "øhm... jo..!" Han slog en lille klodset latter op og så væk. Hvor var det typisk... "Undskyld.." "..fordi jeg er så underlig!"
Han bemærkede ikke at han stadig holdt om hendes lille lyse hånd.

//Der skulle have stået vred, ikke bred ^^' Var på iphone og autocorrect skader mere end den gavner x.x

Hun smilede lidt over ham, usikker på hvad hun skulle sige, hun tøvede og så på ham med et lidt usikkert blik og tænkte faktisk slet ikke over at de stadig holdte i hånden, selvom hun var svagt bevist om at det gav hende små sommerfugle i maven. Hun smilede lidt af hans latter, men undrede sig så over hvorfor hans så væk. Hun så ned og troede at hun havde gjort noget forkert. Hun så endnu mere undrende og uforståen ud da han undskyldte. "Hvorfor.. Hvorfor undskylder du..?" Spurgte hun lidt forsigtigt og så på ham. Hun lænede sig lidt mod ham. "Du har jo ingenting at undskylde for.. Det er jo ikke din skyld at det skete.." Hun tænkte kort ikke over hvad hun sagde, men da hun opdagede det vendte hun sit blik ned og blev tavs. Hun havde faktisk antydet noget om hendes fortid, om hvad der skete for ti år siden..

Nate begyndte efterhånden at forvirre sig selv og tog en lydløs dyb indånding inden han forsøgte at få tingene til at falde på plads. "Det er bare.. øh.. jeg sagde undskyld fordi jeg troede der var noget galt, så jeg tog dig herhen, men så blev du forvirret, og så blev jeg forvirret og nu..." Han trak på den ene skulder, og vendte blikket imod hende igen, stadig rød i kunderne. "har jeg vist forvirret os begge to..." han lo kort af sig selv. Så uendelig dum kunne ingen da have lov til at være... men hvad fanden... han var vel bare født akkavet, og ville forblive sådan. Det man ikke dør af, bliver man vist nok stærk af... noget...

Hans blik blev en smule mere alvorligt da han bemærkede at hun så væk igen.. der var måske noget alligevel? eller havde han sagt noget forkert? "eh.. er du sikker på der ikke er et eller andet galt..?" Han klemte automatisk hendes hånd, og bemærkede først nu at han ikke havde sluppet hende. "Hov..!"

Hun så på ham og kunne ikke lade være med at smile, mærkeligt nok synes hun at det var umådeligt sødt og så rødmede hun over bare at tænke den tanke. Hun tøvede lidt inden hun hvilede sin kind mod hans skulder, hun følte sig faktisk godt tilpas ved at være i hans selvskab og derfor åbnede hun sig lige så stille for ham. "Jeg blev forvirret fordi jeg ikke er vant til det.. At andre faktisk bekymre sig om mig.." Sagde hun en smule forsigtigt og så lidt op på ham med sine forskellig farvede øjne og et lille genert smil på sine læber.

Hun så stadig ned og tøvede så meget er det faktisk var synligt. Hendes blik var usikkert og hun bed sig i sin underlæbe. Hun lukkede kort sine øjne før hun så op på ham med et usikkert blik. "Kender du det.. Kender du det når man har været gennem noget.." Sagde hun og ledte efter det rigtige ord, men endte bare med at ryste på hovedet af sig selv og omformulere sætningen. "Har du nogensinde tænkt på verden som ubarmhjertig..?" Spurgte hun så og så ind i hans øjne med et forsigtigt og usikkert blik.

Han så på hende da hun rykkede sig tættere på og mærkede hendes hoved imod hans skulder.. wow.. det var ikke tit han havde nye mennesker så tæt på.. Han virkede måske lidt stiv i det, men hvis hun havde brug for det ville han ikke bede hende flytte sig.. Han slap heller ikke den slanke hånd.
Han mærkede et lille stik af medlidenhed af hende da hun sagde, at hun ikke var vandt til at folk bekymrede sig om hende. Normalt ville han have taget det med et gram salt; i hans tid som menneske havde han set mange der sagde den slags der i virkeligheden bare var for egoistiske til at se hvad de egentlig havde og hvor meget folk bekymrede sig for dem. Men siden han startede på skolen havde han måtte ændre holdning til den slags. Der var overraskende mange, både her og tidligere i vampyrernes historie, der havde en streng fortid...
Han overvejede sine ord inden han svarede hendes spørgsmål... Ubarmhjertig var måske så meget sagt... Han havde svært ved at regne meningen med hans eksistens ud, bortset fra rollen som en god griner for de fleste andre, men han havde vel alt i alt haft et godt liv.. han manglede ingen ting rent materielt, hans familie var god og han havde gode venner.. "Altså.. ubarmhjertig er nok et lidt stort ord... urimelig, måske..?" Han så tilbage i de særlige øjne med et nærværende blik.

Hun bemærkede godt at han var lidt stiv i det da han mærkede hendes hoved mod sin skulder, så hun satte sig igen som før og rødmede, hun viæle ikke have gjort nogen tilnærmelser eller noget..
Hun så på ham, noget tøvende og forsigtig, hun havde faktisk sagt sandheden, hele sit liv havde hun kun mødt modgang og had, samt nogle gange frygt for om hun mon smittede.
Hun så på ham og smilede lidt. "I mit tilfælde passer det nu meget godt.." Sagde hun stille og holdte hans blik lidt fast inden hun løftede sin hånd op, den samme hånd som han holdte, så han kunne se alle arrene. "Jeg har lignene ar overalt på min krop, undtagen mit ansigt.." Sagde hun og tøvede lidt inden det hele væltede ud. "På min fem års fødselsdag blev jeg bortført til en hemmelig organitation, jeg ved det lyder skørt, men det var de.." Hun tog en dyb indånding og fortsatte. "På stedet mødte jeg en pige der lignede mig på en prik, bortset fra at hendes øjne sad omvendt med farven, det eneste vi fik at vide var at vi var tvillinger og de sagde at vor mor blev besat af en dæmon da hun var gravid, og at dæmonen ville besætte fosteret, men da det blev tvillinger fik vi en halv dæmon hver, hvilket skulle forklare det røde øje.." Hun havde ikke opdaget at hun havde taget sin arm ned igen og holdte lidt hårdt om hans hånd, det var jo ikke ligefr glade minder. "Deres plan var at lave en ritual der skulle samle dæmonen i en krop og så dræbe pågældne.. Det et derfra jeg har alle arrene.. Jeg fik dem fra jeg var fem til otte.." hun sank forpint og så ikke på ham. "Men inden de blev færdige lykkedes det os endelig at flygte.." Hun så op og mødte hans blik med blanke øjne. "Så efter min mening er verden ubamhjertig at gøre sådan mod børn, to små piger som allerede havde nok lidelse i sit liv.." Hun så væk igen for at skjule de tårer som var tæt på at komme frem, hun ville ikke græde, ikke nu, ikke foran ham..

Nate sagde intet imens hun forklarede, men lyttede opmærksomt til hendes ord. Han lod blikket glide over arene på den lyse hud da hun løftede deres hænder, og fulgte de snoede linjer med øjnene.

Hendes historie lød urealistisk... vanvittigt... men var der en ting Nate havde lært over de sidste år, så var det at intet var for sindssygt til at være sandt. Og fænomenet om folk der forsøgte at exorcere på små børn var vist heller ikke en ny ting.. han havde dog aldrig hørt om tilfælde hvor der faktisk var tale om en dæmon. For det meste var det bare de voksnes undskyldning for at slå på et barn der ligger ned.. men nu sad han med et rigtigt offer for "dæmon-uddrivelse".. Han mødte hendes blik igen og så forundret på de to forskellige iris'. "stakkels pige..." Han lod tommelfingeren løbe over et af de snoede ar på hendes hånd uden ordenligt at tænke over det... som ville det bekræfte sandheden i hendes ord... Nate bemærkede tårerne der glinsede svagt i kanten af hendes store øjne da hun vendte blikket væk fra ham. Han kunne godt se at det ikke måtte være fedt at være på kanten af gråd når man ved siden af en fremmed. "...wouw..." hans stemme var dæmpet, og der var medlidenhed i tonelejet. Han slap kejtet pigens hånd, og tøvede lidt inden han lagde armen om hendes skulder og forsigtigt klemte den blidt.. "Det' okay... du må godt græde..."...det havde han lyst til at sige, men han holdt det i tankerne. Det var for corny og for akavet... Han vidste ikke om han burde sige noget overhoved, eller om tavshed var guld i denne situation.

Espíritu sad bare helt stille og var inderst inde bange for at han nu ville synes hun var sindssyg og flygte fra hende. Hun sank en gang og så så lidt tøvende på ham og mødt hans blik, hun rødmede og slog det hurtigt ned, ikke på grund ag ham eller noget, men fordi at hun aldrig rigtig har kunnet liøjenkontakt. Hun mærkede en lille gysning gå gennem hende da han berørte en af hendes ar, hun kunne ikke finde ud af om det var godt eller dårligt, hun følte sig bare sårbar lige nu, hun havde lige fortalt en pinfuld del af hendes fortid, en del hun knap havde overlevet.
Hun kom med et lille, hæs og grødet latter da han sagde 'Wauw', men dem lød tvungen, alt for trist til at kunne være latter.
Hun stivnede lidt da han slap hendes hånd og følte sig af en eller grund bare mere sårbar. *Ikke gå* Hviskede hun bedende i sine tanker, oh blev nærmest lettet da han lagde armen om hende og gav hende et lille klem. Hun så på ham med blanke og forundrede øjne inden hun forsigtigt lagde sit hoved mod hans skuldre. "Vil du ikke være sød at snakke om noget?" Hviskede hun med en hæs og grødet stemme. "Bare hvad som helst.." Hun havde en lettere bedende undertone, normalt når hun havde det sådan havde det altid hjulpet at lytte til noget andet, normalt var det andres samtaler da hun aldrig havde haft en rigtig ven eller veninde, eller at tegne for at komme fri fra hendes følelser en kort tid og bare være sig selv uden frygt for hvad andre vil sige.
Hun lænede sig lidt ind til ham og prøvede virkelig at holde tårene tilbage.

Han frygtede lidt at han havde overtrådt hendes personlige rum, da han fornemmede hvor anspændt hun var. Han selv var nu heller ikke mega elegant, men alligevel.. Han ventede lidt på hendes reaktion indtil hun lænede sig ind til hans skulder. Hun havde givet en lille glædesløs latter fra sig, som den var typisk for folk når der var noget de ikke ville tale om. Han kendte den fra sig selv, måske bare med knap så voldsom en baggrund; det var som regel noget med at folk lo af noget han selv var flov over. Men hans latter oftest var bygget på en forlegen latter, virkede Spirit's alvorlig og trist..
Han vendte blikket ned imod hendes ansigt ved hans skulder, da hun stille bad ham snakke om noget andet... han kunne godt se situationen fra hendes synspunkt... selvfølgelig ville han skifte emne, hvis det hjalp... "Øhm...jo..." Han smilte varmt til hende inden han så sig om efter noget at tale om. Bum-bum... Hans blik endte på hendes bog. "Kunstens historie". Han greb ud efter den med sin frie hånd, og lagde den på sine lår. Han slog op på en tilfældig side. Et kobbertryk af Rembrandt; sagde ham ikke en skid. "Har du nogle favoritter..?" Han lod et par sider glide bladrende igennem fingrene, og barok-billeder kom til syne for hver gang. Han holdt stadigt om hende med den anden arm, og klemte hende trøstende for at få hende til at tænke på noget andet... Han vidste ikke meget om kunst, og rygsvømmede egentlig bare på dybt vand lige nu, men han gjorde sit bedste.

Hun trak vejret tungt og hurtigt og så bare frem for sig, alle mulige tanker fløj gennem hendes hoved, dog var der en der skildte sig ud, 'Det var faktisk rart at sidde hos ham' Havde hun tænkt, hun havde normalt aldrig, virkelig aldrig, nærkontakt med nogen andre end hendes søster, og defor overraskede det hende St det ligefrem kunne føles rart at sidde hos en anden.
Hun så op på ham og rødmede over hans varme smil, trods hendes humør, kunne hun ikke lade være med at smile lidt igen, som om hans smil smittede. Hun så på ham og smilede et lille taknemmeligt smil og puttede sig lidt ind til ham uden rigtig St tænke over det. "Jeg kan faktisk li dem alle.." Sagde hun og blødte lidt op, som hun altid gjorde når hun talte om at tegne eller male. "Jeg ledte bare efter inspiritrion" Hun smilede en smule større og bemærkede godt at han ikke rigtig kendte til kunst, men var virkelig taknemmelig over at han i det mindste prøvede. "Alle kunstner har sit eget mønster.. Sin egen måde at male og tegne på, deres helt eget sprog kun de forstår, men prøver at indvi andre i.. Det et en måde at udtrykke sig på uden ord, at vise sine følelser.. I farver og mønstre, og hver farve betyder både godt og ondt.. Fx rød" Hun anede ikke hvorfor hun lige valgte den farve.. "Den betyder blod, krig, hævn og vrede, men samtidig osse sødme og kærlighed" Hun Smilede og så op på ham med et lille sødt smil. Han havde ramt rigtigt, at snakke om kunst og hvad det handlede om, elskede hun.

Hendes smil pyntede lidt på det blege ansigt, og det varmede lidt inden i hans kølige krop da hun puttede sig lidt ind til ham.. han rødmede lidt ved det, men nævnte intet om det. Han var bare glad for at hun reagerede positivt. Hans blik lå på billederne imens hun fortalte om hendes fascination af kunst og alt hvad det indebar... Han havde efterhånden bladret sig igennem flere tidsperioder, og begyndte at genkende nogle af billederne fra romantikken, som han havde arbejdet med i skolen i England. "Jeg har godt engang arbejdet med farvesymbolik og sådan noget... Jeg prøvede engang også at engagere mig lidt i kunst... jeg har bare svært ved at skulle finde meninger og sådan noget i dem..." Han stoppede ved et billede. "Vandrer over tågehavet"*. Et lille tandsmil spillede sig på hans ansigt. "Det her er et af dem jeg godt kan li'... Mest fordi jeg synes motivet er smukt..." Det billede var ikke så svært at analysere, men han brød sig ikke rigtig om når ting blev for akademiske. Han misforstod ofte budskaber i billeder og tekster når han blev bedt om at fortolke dem i skolen. Han havde det bedst med bare at skulle nyde en bog, eller en sang, eller et motiv eller hvad det end måtte være. Oplevelsen og fortællingen var nok.
Han vendte blikket ned imod hende igen.. Hun virkede mere afslappet, hvilket også fik ham til at være en smule mere rolig med det. Han gengældte skævt det søde, lidt generte smil.

// *google evt billedet, ville godt ha lavet et link, men ka ikke fordi jeg er ny xD

Hun betragtede ham med et lille smil og lette røde kinder mens han talte, og hun nikkede lidt. Hun kunne ikke holde en lille klukken inde da han sagde at han havde svært ved meningen bag billedet. "Det er heller ikke let, man skal lære at se gennem overfladen og se det skjulte" Sagde hun med et lille sødt smil og så op på ham. "Med andre ord, 'Man skal ikke skue hunden på hårene' " Hun smilede mere skævt, men stadig sødt og kunne ikke lade være med at tænke at de fleste havde skuet hunden med hårene når det gældte hende, de havde alle regnet med at hun var en sindssyg og selvmordstruet teenage unge, som man skulle holde sig langt væk fra. Hun så ned på billedet da han begyndte at smile, og hun kom selv med et lille smil. "Caspar David Friedrich: Vandrer over tågehavet, 1818" Læste hun op og så nærmere på maleriet. "Det er osse smukt" Sagde hun sammenstemmigt og skævede lidt til ham og bed sig let i sin underlæbe og hvilede sin kind mod hans skulder, hun følte sig mere tryg ved ham og derfor slappede hun af istedet for hele tiden at være anspændt og lettere bange for alt og alle. Hun så op på ham og smilede en smule varmt til ham og så ham i øjnene imens.