Dusty books happens to be my favourites~

De røde Dr. Martens gav en lidt tung lyd hvergang Andy tog et skridt, i takt med at hun fulgte overskriften på bøgerne med øjnene. Hun vippede let overkroppen forover, for at læse på nogle af de nederste bøger. Hun havde skiftet fra skoletøjet til et par sorte Cheap Mondays, hendes Dr. Martens og en normal, brun, løsthængende tanktop, hvis gab under armene næsten gik helt ned til hvor bukserne startede, hun havde ikke noget under trøjen, så hendes lange korstatovering over siden af ribbenene trådte frem. Om halsen havde hun en guldbelagt halskæde med en stor tand/klo fra et dyr hendes far havde skudt på en rejse i Australien. I mellemtiden havde hun brugt tiden hos sin mor. Som self. havde købt hende en masse nederdele hun gerne ville se hende i. Andy himlede let med øjnene ved tanken, dog blev hendes opmærksomhed hurtigt afledt af titlen på en bog. Hun satte en pegefinger på det øverste af ryggen og fik den derved hevet ud af hylden. Hun lod let den slanke hånd banke på forsiden, bare for at fjerne det værste støv. Med den gamle afdeling, mente de virkelig den gamle afdeling!
Andy havde ledt efter nogle bøger der beskrev det okkulte i gamle dage, ikke alt det der nymodens forsker-halløj. Hun var mere interesseret i at få det fra den egentlige kilde. Eller idet mindste så tæt på den som muligt. Så hjalp discovery og BBC hende sku ikke en skid.

Andy vendte let bogen i hånden, hvorefter hun åbnede den. Yep,- hun åbnede den bagfra. Skimmede de sidste tre linjer, det gjorde hun altid før hun besluttede sig for at læse en bog, hvis slutningen virkede god, ville hun gerne læse den. Dels for at beskytte sig selv, hun havde engang fået fat i en kærlighedsroman hun ikke var istand til at slippe igen, den sluttede med at hovedpersonen blev skilt fra sin elskede. Og Andy græd sig selv i søvn 3 uger efter, vågnede 5 gange om natten de første to uger, grundet drømmen.
Nu var der grænser for hvor meget hun kunne få ud af at læse de sidste tre sider i en bog om det okkulte, men det var blevet hende en vane, så hun gjorde det ikke længere kun med skønlitteraturen. Andy holdt bogen i højre hånd og pegede let titlerne ud på de næste bøger i rækken, med venstre pegefinger. Da mærkede hun en andens blik på sig, hun reagerede ikke før hun var færdig med at kigge rækken igennem, rettede sig op og kiggede sig let over skulderen. Hun havde set fyren før nogle gange, hun sendte ham et roligt og venligt smil. Måske en anelse træt, men overbeviste sig selv om at det ikke var så slemt igen. Først nu lagde hun mærke til de røde, opsvulmede øjne, idet drengen havde fået fjernet lidt af sit pandehår, højst sandsynligt fordi han skulle tørre dem eller noget. Ubevidst fik hun et let forstående og og medlidenhedsfuldt udtryk i øjnene. Tog sig selv i det, sendte ham et lettere undskyldende smil, personligt hadede hun at få dét blik når hun var oprevet, og vendte igen tilbage til sin bog. Dog mere opmærksom på hvad der skete omkring hende. Hendes afholdenhed gjorde at hun blot forblev opmærksom på drengen, men ikke sagde noget til ham; de fleste ville helst være alene med problemerne. Hun hadede ihvertfald selv at skulle græde snot foran andre. Dog kunne hun ikke lade være med at blive en smule nysgerrig, hvad mon der var sket ham? Nope! Det var ikke hendes buisness,-

Andy vendte hovedet mod fyren, da han henvendte sig til hende. Det havde hun ikke forventet...måske han havde brug for at aflede tankerne? Han kunne godt ligne sådan én. Andy hævede tænkende brynene og bed sig blødt på indersiden af kinden "næh,- jeg tror jeg har fundet hvad jeg ledte efter.." smilede hun, igen venligt og naturligt charmerende, imens hun demonstrerende holdt bogen oppe. Det var en gammel sag, men de gamle virkede til at holde på mere værdig end mange af de nyere bøger. Det var ihvertfald Andys erfaringer.
Hun kiggede let på ham, følte hun var nødt til at være den der bragte emnet videre denne gang, normalt behøvede hun ikke at være den udadvendte, hun havde for vane at støde ind i folk der henvendte sig til hende. "Andy,-" præsenterede hun så sig selv og strakte venstre hånd frem, da hun havde bogen i højre hånd. Det var vel den letteste måde at socialisere sig på. Hun kunne ikke lade være med at bide mærke i den ærke-franske accent. Det var sjovt som folket var blandet her...hun var dog ikke selv nogen undtagelse, selvom hendes britiske accent var langt mere diskret end så mange andres.

Andy grinede kort og lidt kejdet, da fyren brugte vampyrhilsen, bukkede med hovedet og det hele. Et kort øjeblik var hun i tvivl om det var meningen hun skulle neje. Ikke i livet det kom til at ske,- ikke fordi hun ville være uhøflig...det var bare det her..fissefornemme manerer der aldrig var faldet i hendes smag. Men tøserne syntes vel det var møgcharmerende.
Hun hævede det ene bryn over det andet og grinede igen med et skævt smil smørret om de smalle læber, "er det sådan I behandler hianden i Frankrig? Tak skæbne" hun smilede stadig, for at personen ikke skulle tage det ilde op. Dog rømmede hun sig kort og stak lidt drenget hånden i baglommen på jeansene "det er da også..hyggeligt at møde dig, Ciel" lød det så fra hende, en smule prøvende. Denne..formelthed var hende meget uvant. Hun havde da lagt mærke til at vampyrerne havde deres egen hilsen og var langt mere formelle end mennesker. Hun synes bare det virkede så falskt og adskilte hende fra den hun følte hun var...hun ønskede ikke at være formel.
Andy kiggede skråt ned mod bogen, som Ciel åbenbart havde ladet fange sin opmærksomhed. Om det var nysgerrighed, eller blot for at holde samtalen levende, vidste hun ikke "det er Simon Connovan, det okkulte". Andy stak et nyt smil om læberne og fortsatte "aftenlæsning..det har nogenlunde samme virkning på mig, som en drømmefanger har for en indianer,-" De brune øjne hvilede roligt på fyren foran hende, han virkede ikke interesseret i at se hende i øjnene. Det var også fair nok, lidt ligesom hende pigen hun havde mødt i stalden. Hende med de tofarvede øjne...og tanke-tele-et eller andet. "hvad er du ellers på jagt efter i den her afdeling?" spurgte hun så, det virkede som om han havde brug for at snakke. Andy kunne bare ikke tage sig selv i at være direkte nok til at spørge ham om hvad der nagede ham.

Andy smilede skævt da han indrømmede at det virkede en smule fissefornemt, hun kunne mærke på ham at han prøvede at skjule et eller andet, måske var det hans formelle opførsel der var en vane for ham? Et kort øjeblik havde hun det næsten helt dårligt, hvis han havde taget det ilde op og blot skjulte det. Det lettede da han lavede et lille comeback, over hun sammenlignede aftenlæsning med drømmefangere, de brune øjne havde et drenget og næsten udfordrende glimt, da hun svarede "vi har alle nogle særheder, og jeg må da indrømme det ville være kedeligt uden". Hun smilte lidt mere alvorligt, men uden at stemningen blev trykket "når jeg læser har jeg oftest svært ved at stoppe igen..så ender jeg med at sidde oppe til langt ud på natten og så er jeg simpelthen for træt til at drømme, eller for træt til at vågne af dem og huske dem morgenen efter.."

Andy kunne se at drengens mentale tilstedeværelse forsvandt igen, hendes spørgsmål virkede til at bringe ham tilbage igen. Det var nok meget godt. Andy tyggede lidt på emnet, der ringede en klokke et eller andet sted "..du er måske teater-menneske?"
Andy kunne høre hvordan Ciel fokuserede meget på at få sit engelske til at lyde korrekt, det fik hende til at smile ubevidst af situationen "det ville være synd at sige," svarede hun blot med et roligt, skævt smil. Igen med naturlig charme.

Andy rystede langsomt på hovedet med et skævt smil "det er lige nøjagtig hvad vi mangler, ser du: Du må ikke sammenligne livet her med livet som menneske. Her er alle teenagere i forvandling til blodsugende væsner. Vi har brug for sind der er originale nok til at indstille sig på at finde måden hvorpå man klarer forandringen, uden at bukke under. Der er mange der ikke klarer den, det vi har brug for er de få originaler der har fundet ud af hvordan. Jeg tror ikke kun det er et spørgsmål om fysisk udholdenhed, snarer et spørgsmål om ens psyke kan følge med." hun sluttede let af med et kort nik og et lidt eftertænksomt blik, det var noget hun havde siddet og filosoferet over før, men risikoen for hun selv ville bukke under, specielt fordi hun røg, havde hun ikke gidet skænke en tanke. Den sorg, til den tid. Hendes måde at affærdige emner på og lade problemerne komme og løse sig som de ville, gjorde hende i stand til at fortsætte stabilt og uden mentale sammenbrud. Medmindre de self. på en eller anden måde var blevet fremprovokeret.
Andy nikkede let og holdt naturligt sit blik på fyren, imens han fortalte hende om hans mor der var skuespillerinde. Venstre hånd hvilede stadig afslappet og lidt drenget i baglommen på hendes Cheap Mondays, han næøvnte det der med livet bag scenen. Andy kunne ikke helt lade være med at smile, da hun straks forbandt det med den før påtagede selvhøjtidelighed og formelthed han havde præsenteret sig med.
Andy var ikke just overrasket over at han ikke havde set hende før "tjah, jeg prøver ikke at blive involveret i drama osv. Og så må jeg indrømme jeg holdt mig meget for mig selv det første års tid.." det sidste blev tilføjet efter en kort pause efter det første hun havde nævnt. Det første år havde Andy slet ikke været sig selv, det var virkelig som at skulle starte på en ny, efter at være blevet mærket. Hun skulle finde sig selv igen, samtidig med at hun skulle sørge over tabet af Janice..den vidunderlige pige..

Andy hævede kort det ene bryn, da Ciel rullede med øjnene. Hun valgte at lade tolkningen af hans kropssprog ligge, hun smilede lidt smørret, da han sagde han ikke havde snakket om at alle skulle være originaler. Nej...han havde nævnt der ikke manglede originaler, selvom Andy var af den opfattelse at originale sind var noget af det mest dyrebare. Men hvis alle var originaler, ville selve begrebet original blive brudt med, da en original tankegang var betydningen af en uafhængig og anderledes måde at tænke på. Dog valgte hun at lade emnet ligge..det ville være dumt at prøve at diskutere med ham, desuden havde hun ingen interesse i at prøve at overbevise ham om den egentlige betydning, han virkede lukket på det område.

Andy nikkede let som kommentar til at han havde boet i Tulsa et par måneder, det var tydeligt eftersom hans tale var gennemsyret af den franske accent. Andy trak let på skuldrene, da fyren sagde han troede han var stødt på alle ynglinge "sådan er der jo så meget.." sagde hun blot igennem et af de skæve smil. Det var tit folk gik og troede, regnede, med noget bestemt. Og de blev næsten alle overraskede. Det var sjovt som man havde det med at planlægge og forudsige ting. Bare antage at sådan skulle det være. Det var sjældent det gik som man antog, alligevel blev man ved med at gøre det. "jeg er også fra England" svarede hun så, hendes mor var flyttet tilbage til Amerika, efter skilsmissen, Andy havde valgt at blive i England hos sin far, men havde taget sin mors efternavn fordi...ja måske for at rette en smule op for at hun ikke tog sin mors parti? Derudover kunne hun ikke se sig selv hedde Andy Crawford, det var for...for engelsk.

Andy holdt fokus på fyren, han virkede som om han tænkte utroligt meget over et eller andet. Det sagde da også sig selv, for lidt siden havde han jo stået og været tydeligt nedtrykt over et eller andet. Andy skubbede den voksende nysgerrighed til side, huskede hele tiden sig selv på, hvordan hun selv ville behandles, hvis hun eksempelvis havde nedtur over Janice. Der kom tit tilbagefald, selvom der var længere og længere mellem dem, efterhånden som hun lærte at hvile mere i sig selv og den situation hun var havnet i. Dog virkede Ciel samtidig undrende som om han..ledte efter noget specifikt. Måske var det bare Andy der havde det med at analysere for meget..psykologi og filosofi stod højt på hendes liste, og somme tider tog det overhånd. Det indrømmede hun gerne. Det var bare svært at lade være. Det var som om..at det ligesom hjalp hende at sidde og filosofere, nu, imens hun var i selvskab med et andet menneske, var bare et dårligt tidspunkt.
Hendes blik blev kort sendt mod jorden, tænkende..hun tyggede på Ciels spørgsmål, før hun hævede blikket. Det var tydeligt på hende at hun imens hun snakkede, prøvede at formulere det på bedst mulige måde. Ciel skulle self. have svar på sit spørgsmål, men hun var heller ikke interesseret i at involvere ham i en hel masse.."jeg- var meget glad for mit liv i England, før jeg blev mærket" Andy holdt en kort pause, løftede hånden fra baglommen og kørte den igennem det tjavsede, brune hår, hun fortsatte "..jeg boede hos min far og havde en kæreste jeg var meget glad for. Efter jeg var blevet mærket, vidste jeg ikke hvad jeg skulle gøre. Det var så pludseligt og..så forvirrende." Andy sukkede kort, skævede let ned til den ene side, mod gulvet. Hun havde hele tiden vidst hvorfor hun gjorde, som hun gjorde. Bare aldrig...indrømmet det overfor sig selv, eller sagt detr højt. Nu havde folk heller ikke spurgt hende før. "..og som den kujon jeg er, var jeg bange for hvordan hun ville reagere. Jeg forlod dem..og ville helst så langt væk som muligt". Med de sidste ord løftede Andy blikket til fyren overfor hende. Meget kort forklaret, men det var den mindst komplicerede måde hun kunne formulere det på. Med et enkelt skuldertræk stak hun et let smil på læberne. Hun fortrød sine handlinger..noget så inderligt. Men hun kunne ikke bare vænne tilbage til dem nu. Det ville være egoistisk. Mere egoistisk end det var at forlade dem. Flygte fra problemerne...lort!

Andy nikkede kort, let forvirret da en pige omfavnede drengen hun snakked emed, dog stak hun blot en venligt, nok lidt træt, smil om læberne. Hun betragtede de to på skift og afventede en introduktion, men den kom ikke..
Andy nikkede blot til det Ciel havde fortalt hende, bange...ja det var nok det rigtige ord for det. Hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle svare, da hun heller ikke ville afbryde samtalen mellem Ciel og Alma, hed hun åbenbart. Så hun valgte blot at anskue situationen.

De virkede til at kende hinanden meget godt, pigen virkede endda som om hun vidste mere end hvad Ciel havde givet udtryk for. Den måde hun var på omkring ham. Det var meget...indforstået. Hvilket også var grunden til at Andy ikke blandede sig. Dog lagde hun mærke til en ting; pigen havde tofarvede øjne. På samme måde som den pige hun havde mødt i staldene...mon det var hende hun havde snakket om? Hende hun havde ment da hun omtalte sig selv med vi? Det var ikke til at sige, men det ville da ikke overraske hende hvis det var tilfældet.
Andy skævede let ned mod sin bog igen, før hun kastede et blik overmod hylderne. Det ville være uhøfligt bare at forlade selvskabet lige med det samme. På den anden side havde hun ikke den fjerneste anelse om hvad hun skulle byde ind med,-

Andy smilede taknemmeligt til Ciel, da han introducerede pigen for hende. Alme...det lød frygtelig bekendt. Andy kiggede straks på pigen, Alma, der trådte frem mod hende og rakte hende hånden. Hun trykkede den ne anelse besværligt med venstre, bogen var stadig i hendes højre hånd. "hejsa,-" hun sendte pigen et skævt smil, dog stivnede smilet og en dyb undren bredte sig på hendes ansigt, ved det Alma sagde eftefølgende. Hun pegede let på hende med venstre hånd, stadig en smule uforstående "du..ja det tænkte jeg men,-" havde hun snakket højt for sig, det mente hun da ikke. Andy tænkte sig godt om, hun plejede da forhelvede at have styr på hvornår hun tænkte og hvornår hun talte. Var hun nu gået hen og blevet så distret at hun ikke længere var bekendt med forskellen?
Så kom hun på en helt anden forklaring, en logisk og meget overskuelig forklaring; de var jo søskende. Derfor snakkede de jo sammen..Andy overbeviste sig selv om at de havde snakket sammen og søsteren, hvis navn hun ikke kunne udtale, havde fortalt hende om Andy. Og..så havde Alma vel genkendt hende udfra en beskrivelse. Ja. Sådan måtte det være.