oldævl og mysteriummer

Nemesis sad i en stor slidt lænestol som knirkede højlydt hver gang hun vendte sig lidt. Ved siden af hende var en stabel med bøger, i gamle og støvede læderindbindninger. Hun smilede mens hun læste, der var så dejlig fredfuldt. Nogle af bøgernes titler kunne skimtes:
Medusa's Mysterium
Vampyrer og andre blodsugere
Loch Ness uhyret, en dinosaur?
Sirener og deres normale tilholdssteder


og mange flere. Hun læste lystigt videre mens de rød-brunlige øjne blev tungere og tungere. Det var snart frokosttid, men allerede nu kunne hun mærke trætheden. Hun havde været inde ved byen tidligere, og havde hente den t-shirt hun havde på, og havde snakket med nogle gamle 'venner'.
Nu sad hun og var ved at være færdig med den bog hun var igang med, og skulle til at række ud efter Medusa's Mysterium..

Det styrtede ned udenfor, og Stephen var enlig på vej ud i byen, for at mødes med nogle andre yndlinge som ham. Men da han var kommet ud til møde stedet var der ingen. Han var blevet snydt og driv våd a den vandre tur der ned. Stephen havde været så klog at dække sit mærke nå nu han skulle ud. Men cremen var nok forsvundet på vejen der ud af regnen, men det var lige meget, Stephen havde nemlig ekstremt tykt hår, og pandehår der altid dækkede både panden og hans højre øje.
Stephens gule øjne, med den gulgrønne kant hvilede på gangen mens han gik og håbede han snart kunne blive tør. Når ja, der var alligevel en bog han skulle læse inden for de næste tre dage. Han gik derfor ind på biblioteket og videre forbi en masse reoler. Et gennemsigtigt slør af vand løb efter ham for hvert skridt han tog.
Stephen havde været inde og skifte sit tøj til noget mere hverdagstøj. Så nu havde han en mørkerød, næsten brun af regnen, skjorte på, hvor ærmerne var smøget optil albuerne. Han havde også nogle sorte og grå militær bukser på og nogle grå converse. Det var lidt andet end man nogle gange så ham i, men man skulle jo se ham i noget andet tøj end uniformen og alt det andet tøj han nu havde, som han gik med i fritiden.
Stephen var en af dem som ikke smilede særlig meget og var rimelig seriøs i starten af en et forhold, men når man kommer ind på livet af ham er han en der er meget glad og fortæller tit om sine problemer, dog havde han søster ødelagt noget af den glæde og om at han oplyste sine hemmeligheder, da de var helt små og søsteren fortalte det til alle sine veninder.
Stephen kiggede nu op fra gulvet og gik ind mellem to reoler og ledte kort på den ene reol efter den ønskede bog. Der gik ikke lang tid før han havde fundet bogen og tog den med sig og hen i en krog af biblioteket. Der sad en kvindelig-yndling i forvejen. Det gjorde dog ikke noget, han fortsatte bare hen til en af de andre læne stole og satte sig forsigtigt ned i den så den ikke knirkede nær så meget. Han åbnede sin bog og skimmede teksten over. Han orkede næsten ikke at læse den... Han kiggede så en gang over på yndlingen. Hun var enlig køn. Lange fyldige øjenvipper, langt sort hår, flot markant ansigt, og hendes tøj klædte hende, og Stephen kunne også lide det.
Hun var i hvert fald køn, men var hun nu også det inden i. Stephen ville dog ikke starte en samtale med hende. Hvis hun ville snakke måtte hun starte med at sige noget.

allerede da hun havde hørt hans skridt, på vej gennem det store bibliotek, havde hun opgivet at læse videre.
Nu sad hun bare og skimmede bogen lidt, indtil han var indenfor synsvidde.
Hun kiggede ikke op fra bogen, holdt øjnene fast på et enkelt ord i bogen.
Hun mærkede hans øjne på sig mere end en gang. Lyden af stolen der knirkede da han satte sig fik hende til at smile skjult. Endnu engang kunne hun mærke ham se på hende, og efter to lange sekunder åbnede hun endelig munden:
''Har De aldrig lært at det er uhøfligt at stirre?'' spurte hun med et venligt smil og så op på ham. Synet der mødte hende tog næsten vejret fra hende.
Hans gyldne øjne, eller ihvertfald det ene hun kunne se, var smukt omringet af et sæt tykke øjenvipper.
Hans hår sad i en spøjs frisyrer der tydeligvis kun ville kunne klæde ham. Hans skjorte, som hun gik ud fra måtte være rød, sad godt til på hans tynde krop.
Og så faldt blikket på hans sko, converse. Hun spærrede øjnene op og hvinede henrykt.
''IIIIH! Converse!'' jublede hun, og stivnede så, da hun lagde mærke til at hun havde sagt det højt. Hun stirrede nu fast ned i sin bog, mens hun rødmede mere og mere.

Da pigen snakkede til ham kom et meget lille bitte skævt smil op på hans læber, ”Desværre, min moder døde i en bilulykke og min fader var ikke just den med manerer, og det plejehjem jeg havnede på, ville ikke opdrage mig, kun passe mig,” svarede han og trak kort på skulderende, men det var jo sandt. Fornem i sproget var de da.
Hendes øjne. De var fortryllende. Skarp rød farve der var umulig ikke at få øje på, og den måde hun havde optegnet sine øjne trak nærmest ham hen til hende. Men det var nu mere i hans hoved det foregik sådan, desværre. Hendes slanke krop var fantastisk i det tøj hun havde på, helt sikkert også i alt det andet tøj hun nu havde, men waow! Smukt, lækkert, hot, hvad man nu end sagde.
Stephen spærrede sine øjne op, da hun lige pludselig jublede højlydt over converse. Han blinkede et par gange af det mindre chok han havde fået og kunne enlig ikke lade være med at smågrine og smile en lille smule. Hun var virkelig kær og tiltrækkende. Hvis hun havde været et køleskab, med magneter i dørene, og Stephen var en magnet, blev han virkelig bare suget ind hen til hende, ligeså hurtigt som hvis en støvsuger suger en lille bitte madkrumme op.
”Må jeg spørge, hvad gør De hvis De skal ud i byen, de har jo nogle alt for mistænksomme og fangende øjne” spurgte han og opgav at læse og lagde bogen i sit skød, mens han afventede svar.

hun stivnede, ved hans besvarelse, og specielt den del med plejehjem.
hun stirrede på ham da han grinte af hendes udbrud. Hun løftede det ene øjenbryn, men smilede så forsigtigt.
Da han så spurte til hendes færden, specielt med hendes øjne. Hun bed sig i læben.
''solbriller er et godt alternativ.. Jeg har da også kontaktlinser til hvis det bliver for fjoget med solbriller.'' Sagde hun, undret over at han i det hele taget spurte.
Så så hun på ham.
''Og hvad med Dem? Deres øjne virker da ikke helt som noget man ser til hverdag?'' hun lagde sin bog i stakken med de andre, og drejede sig i stolen så hun kunne se på ham. Hun kunne allerede mærke nu hvor meget hun egentlig blev tiltrukket af ham. Hans udseende var en ting, men hans personlighed. Wouw! Hun smilede skævt til ham, hvilket afslørede de to lidt skarpe hjørnetænder. Allerede før hun blev sendt hertil var hun kendt som en vampyrist.

//OOG: btw, vampyrist er når man ligner en vampyr, men ikke er det//

Stephen trak lidt på skuldrende ved hendes svar, ”Godt svaret,” kommenterede han og nikkede meget svagt på hovedet. Stephen lod kort sit blik kigge efter et bord hvor han kunne lægge bogen. Typisk, der var et lige ved siden af ham. Han tog sin bog og lagde den på det lille bord.
Da hun så spurgte omkring ham kiggede han op på hende. Han tænkte enlig ikke over det normalt. Han fik et tænkende blik og kiggede skråt op i loftet... Skulle vi skifte emne og lade som om han ikke hørte spørgsmålet? Tsk! Det ville kun en kujon gøre! Sådan snakkede han lige nu mod sig selv. ”Jeg gør ikke rigtigt noget mine øjne bliver nogle gange mørkere og ser lidt mere naturlige ud,” men jeg gør ikke noget ved dem,” svarede han hende og rettede sig lidt op.
Han måtte sig et eller andet... Eller ville samtalen sikkert snart være slut...
”Stephen,” præsenterede han sig og nikkede kort til hende, ”Og Deres navn..?” spurgte han roligt og hævede det ene øjenbryn.
Stephen ville i en tegnefilm hyle, som en ulv over at have set hende og snakke med hende, men i virkeligheden sad han bare som var han et normalt menneske.
Hans gule øjne fjernede sig kort fra hende og over på en der arbejde på biblioteket som tabte nogle bøger. Han skulede ondskabsfuld og direkte på medarbejderen, over at han havde forstyrret med sin larmen med bøgerne, og Stephen vendte så sit blik tilbage på pigen. Lige så snart hans blik var på hende, var han igen, som i den syvende himmel på en lyserød sky. Hendes smil var på mange måder frækt og tiltrækkende. Hendes blik var flirtende, selv hvis hun ikke end gang vidste det.

Hun så på ham, og smilede venligt endnu. ''Nemesis.'' sagde hun venligt, ''rart at møde Dem, Stephen'' smilede hun.
Hun rejste sig kort før medarbejderens bøger ramte gulvet. Hun gik hen til medarbejderen og hjalp ham med at samle bøgerne op, hvorefter hun satte dem på plads, som om hun kendte alle bøgernes pladser. Hun så på Stephen mens hun gik, eller nærmere dansede, tilbage til sin stol. Denne gang valgte hun dog en stol lidt tættere på ham. ''De siger at Deres mor er død? Hvad med Deres far? Siden De blev anbragt i et plejehjem?'' spurte hun. Hun ville ikke presse sig på, men hans fortid havde allerede fanget hendes interesse. Hun smilede lidt, for at virke helt upåvirket af hans blik.
Der var noget varmt ved hans øjne. Noget tiltrækkende. Hun søgte i dem, nærmest som om hun ledte efter noget i dem. De lignede guld, flydende guld. Hun sukkede, tryllebundet af hans blik.

Stephens blik blev på Nemesis, selv da hun rejste sig og hjalp medarbejderen.
Hendes gang var så flyvende og fortryllende, det lignede i hans øjne en guddommelig smuk ballerina som ville flyve. Hun gik så let og elegant. Hun havde sine fine og perfekte former som næsten alle og en hver dreng nok ville opdage med det samme, alle drenge. Da hun satte sig tættere på ham kunne han ikke lade være at blive glad, men viste det ikke på hans læber, men hans øjne strålede af glæde og tiltrækning.
Hendes charmerende lange øjenvipper var også uimodståelige smukke og fremhævede virkelig Nemesis rødglødende øjne. Hun mindende ham om en rose der blødte, selv om han vidste at roser ikke kunne bløde.
Da Nemesis så spurgte til forældrene og plejehjemmet, skulle han lige komme tilbage til virkeligheden og væk fra drømmeverden. Han blinkede et par gange og trak roligt vejret.
”Da jeg var lille havde jeg en tvillingesøster og et dejligt liv,” startede han kort, ”Men så døde min mor i en bilulykke og min far havde kun råd til et barn og satte min søster på plejehjem.” fortsatte han, ”Derefter skulle han hele tiden blive beskæftiget,” tilføjede han roligt. Han ville ikke have at Nemesis skulle vide om hans mentale problemer endnu, så han sprang en lille smule over, ”Han begyndte så at misbruge mig, og jeg vil mene at det var på min seksårige fødselsdag at jeg ringede til politiet. Men før politiet, kom en overfaldsmand og dræbte min far, mens jeg gemte mig i et skab, og senere løb ind i politiet” forklarede han og trak på skuldrende, ”Derefter landede jeg på plejehjemmet hvor personalet ignorerede mig fordi de syntes jeg opførte mig underligt og syntes jeg så underlig ud, og ville ikke opdrage mig, kun passe mig.” afsluttede han og sukkede kort. Det var enlig svært for ham ikke at stoppe en gang i mellem, da hendes øjne af og til fangede hans opmærksomhed alt, alt for meget. ”Hvad med dine forældre?”

hun kunne se det for sig. Morens død der havde påvirket ham, og misbruget som faderen forvoldte. Det var med nød og næppe at hun ikke rejste sig og slog armene beskyttende om ham.
Hun var stadig tryllebundet af hans øjne da han spurte om hendes forældre. Hun så ned i noget tid. Så svarede hun endelig. ''mine forældre blev myrdet kort efter min fødsel.. jeg har hele mit liv boet på børnehjem.. Bortset fra når jeg blev sendt til en plejefamilie.. Så var der nogen der voldtog mig, eller tævede mig. Nogle gange begge dele.-'' hun trak vejret tungt, hun stirrede forsat ned i gulvet. ''de kaldte mig alle en særling. En løgner. Jeg blev sendt til en psykolog som trettenårig. De erklærede at jeg var sociopat. At jeg burde blive spærret inde. Så begyndte de at misbruge mig på børnehjemmet.. Sådan blev det ved. Indtil jeg kom hertil..'' sagde hun stille. hun trak vejret dybt. ''jeg har ingen minder fra min rigtige familie. end ikke deres rigtige navne. eller et billede. intet.'' hun blinkede nogle få tårer væk. ''så da jeg kom hertil..-'' forsatte hun. ''-jeg kom på værelse, med en der må have hadet synet af mig. vi snakkede aldrig sammen. hun døde to dage efter. hendes krop modsatte sig forvandlingen. nu bor jeg alene. alting er væk. der er tomt på værelset. som om.. som om der ikke bor nogen.'' sagde hun. hun så op på ham igen. det var først nu gået op for hende at hun lige havde fortalt ham det hele. hun sukkede stille. enhver ihærdighed hun havde udvist før var væk. hun var blevet en lille grå mus. hun lænede sig tilbage i stolen og så ned på sine hænder.

Stephen lyttede ivrigt til hendes historie. Det var så slemt og sørgeligt for hende, og igennem hendes liv havde det hele kun blevet være og et stort rod. Han kunne nemt fornemme, at det her var meget hårdt for hende. Stephen rejste sig op da hun var færdig og satte sig på hug foran hende og tog hendes hænder. Han ville have sagt noget trøstende, men kunne ikke finde på noget når han kun holdte hende i hænderne.
Han rejste sig op i mens han havde hendes hænder i hans og trak hende bildt op og lagde blidt armene om hende mens han roligt lod sin ene hånd forsigtig nusse hende på ryggen.
”Så, så.. Jeg er her, Nemesis” prøvede han at trøste hende. Han lukkede blidt sine øjne i mens han forstillede alt det hun havde været igennem.... Hun måtte have haft et forfærdeligt liv... Han trak sig lidt ud af hans trøstende kram og fjernede hendes hætte.
”Jeg lover dig, jeg vil ikke sige det til nogen, og det hele skal nok blive godt igen,” sagde han roligt og blidt til hende mens han stadig gerne ville holde den meget trøstende mine.
Stephen smilede roligt til hende og lod den hånd der havde fjernet hendes røde hætte kærtegne hendes kæbe hvor efter han flyttede den til hendes nakke hvor han blidt nussede hende.
Han gjorde dette både for at trøste og fordi han virkelig havde lysten til at gøre det.

hun så først på ham da han satte sig på hug ved hende. da han trak hende op, i sit forsøg på at trøste hende, trak hun sig lidt væk. Da han fjernede hendes hætte krøb hun sammen, og skyndte sig at få den på igen. Hun var ikke meget for at vise hverken sit mærke, eller bulerne efter de gange hun havde haft kraniebrud. ''jeg har ikke brug for Deres medynk, Sir.'' sagde hun stille. ''De har været mindst lige så meget igennem som jeg. Derved, burde jeg så ikke trøste Eder, istedet for Eders brave forsøg på at komforterre mig?'' det mystiske glimt i hendes øjne var vendt tilbage for en stund. Øjnene glødede mere end før. Hans berøring sendte små kuldegysninger ned af ryggraden på hende, gjorde hende helt blød i knæene. Hun prøvede at smile, bare for at vise at hun havde det fint. ''Jeg undskylder min underlige taleform.'' sagde hun drillende. hun smilede udfordrende til ham.

Stephen kunne ikke lade være med at smile. ”Du har været mere igennem end jeg har,” protesterede han og smilede stille til hende, ”Du har derimod fået udvendige skader hvor i mod jeg mest har fået indvendige,” svarede han roligt. Da hendes glimt i øjet kom tilbage, kom han med et lille trylleslag ind i drømmeverden igen. Nu var det mere som om at den røde rose havde slået sig meget hårdt og blødte ekstremt meget. Hendes øjne gløde ufatteligt.
”De behøver skam ikke at undskylde, frue” svarede hen igen, dog lidt drilsk.
”Vil Deres Majestæt gå lidt rundt eller vil De blive lidt endnu og hygge snakke med mig?” spurgte han og bukkede høfligt og dybt, mens hans højre hånd lavede en roterende bevægelse. Stephen prøvede at bruge så meget 'dis' som muligt. Han vidste jo godt at hun ikke var dronning eller noget andet fra det blå blod. Men det var mere hyggeligt at kalde hende det.

hun smilede drillende, og ignorerede han drillerier, og lod sine læber nærme sig hans hals. Hendes læber strejfede hans øreflip mens hun hviskede:
''Deres majestæt er da velkommen til at gå en tur med mig, medmindre Herren finder det bedre at blive her?''
hun fjernede sig fra ham, stadig med det drilske glimt og satte sig på armlænet af den ene stol. Hun lod sin tunge fugte sine læber.
Det var tydeligt at hun spillede på hendes udseende. Hun smilede og blinkede et par gange da hun så hans øjne.
Endnu engang blev hun tryllebundet, som at se ind i det flydende guld.
hun grinte let, og lagde sig på langs, på tværs af stolen, så benene hang udover, og i den anden ende hang hovedet udover. Hendes hætte gled ned, men hun lod ikke til at lægge mærke til det.

Stephen lyttede roligt til hende, nu var det jo ham der skulle vælge. Det var jo ikke meningen!
Han blev blød i knæene. Hun ville have ham til at vælge... Men nu blev han jo i tvil når hun jo lige havde sat sig og virkelig brugte sin krop til at suge ham til hende.
Han smilede roligt og drilskt til hende og skulle lige til at gå over til hende og sige at de da godt kunne blive. Men på en eller anden underlig måde forsvandt hendes trylleri. Han vidste at hvis han bare lod hende tage ham ville han evig og altid være et nemt offer.
”Jeg tror nok at biblioteket ikke vil have vi er her, hvis vi bliver,” sagde han nu lidt mere med et alvorligt blik. Så kom det igen. Hendes øjne fangede ham og trak ham hurtigt til sig. ”Men man behøver jo ikke altid at tage hensyn til et bibliotek,” han gik stille og roligt hen til hende. Han så hendes hætte var røget ned, men hun gjorde ikke noget ved det? Han tog blidt fat i hendes hænder igen og fik hende til roligt at komme op og stå. Han prøvede i det mindste at holde styr på sig selv.
”Men jeg syntes nu du skal vælge om vi skal gå videre eller blive,” sagde han roligt, han ville ikke vælge hvad de skulle.

uden tøven fulgte hun med at rejse sig op. Hun smilede igen, og trak hætten op. ''Du, hvorfor er vi ikke blevet dus endnu?'' spurte hun eftertænksomt. Hun smilede drillende og tog hans hænder, og svejede lidt.
''jeg tror jeg vil...'' hun så tænkende på ham. ''jeg vil blive her. her bliver vi ikke forstyrret.'' sagde hun smilende.
hun begyndte at bevæge sig rundt, som om hun dansede. hun nynnede og dansede rundt.
''creatures of night
fledging, child of Nyx
trying to behold
the secret, that our Goddess us once told'' grinede hun

”Godt spørgsmål,” sagde han og tænkte selv først over det nu. Stephen løftede sine øjenbryn en smule, da hun tænkte sig om.
”Fint,” svarede han roligt og Stephens blik fulgte hende roligt. Han begyndte roligt at følge efter hende.
Stephen vidste ikke rigtig hvad han skulle sige eller gøre ud over at forfølge hende.
”Hopper du tit rundt på et bibliotek?” spurgte han og smilede roligt hvorefter han lagde sine hænder ned i lommerne. Først der kom han i tanke om det irriterende vejr og at han var helt gennemblødt, dog en lille smule tør.

''går du tit ud i regnen for at blive brændt af?'' spurte hun som svar.
hun smilede lettere uskyldigt. så gabte hun lidt, og det resulterede i at hun mistede og balancen. mens hun prøvede at genvinde balancen væltede hun ind i ham og væltede dem begge omkuld.
Hun landede selv på gulvet, hårdt, og så på ham. Hun gned det nederste stykke af sin ryg, og mumlede.
''de burde få lavet et blødere gulv..?'' sagde hun med et lille smil, for at komme ud af den pinlige situation hun havde sat sig selv.
hun rejste sig ved hjælp af reolerne, og så på ham.
''undskylder for min klodsethed.'' sagde hun med et skævt smil. ''kom du noget til?'' hun havde et kort øjeblik glemt alt om den høflige tone hun havde holdt. så rømmede hun sig:
''øhøm, jeg mener.. Kom De noget til, Sir.?'' rettede hun og så på ham.

Stephen så undrende på hende, ”Brændt af?” Han havde da ikke fortalt det med at han var blevet brændt af af nogle yndlinge? Havde han? ”Men jo, det gør jeg tit,” svarede han igen, hans smil var der ikke, ikke nu hvor han var kommet i tanke om de idiotiske yndlinge.
Stephen væltede med hende ned på gulvet. De begge landede vidst hårdt. Stephen var meget standhaftig og satte sig bare op, ”Ja... Det burde de rent faktisk,” sagde han og kiggede over på hende.
Stephen og Nemesis rejste sig op samtidig, dog gjorde Stephen det uden hjælp.
”De behøver skam ikke at undskylde, Deres Majestæt,” sagde han og bukkede igen dybt for hende, ”Det er nu mere mig der ville spørge Dem, om De nu var kommet til skade, Deres majestæt,” sagde han og tog hendes venstre hånd og kyssede den blidt før han rettede sig op igen. Først efter lidt tid fattede han hvad han lige havde lavet... Franskmanden var kommet frem i ham. Den italienske var der også en smule af, men den russiske var gemt langt væk.
På en eller anden måde kom Stephen igen ind i sin drømme verden. Han forstillede biblioteket var blevet til en balsal og at Nemesis var i en lang flot rødglødende balkjole med sort tyl, sorte handsker og med sit hår sat op i en knold, men hvor noget af hendes hår var ude af knolden og gav nogle fine krøller. Håret var sat op med en fin rød rose, og så duftede hun, som en rose, ellers var det de mange krukker propfyldt med roser. *Nej nej! Væk!* tænkte han så og drømmeverden stoppede og alt var nu det gamle igen. Han havde sat panden for øjnene, men fjernede den.

hun så blot på ham, indtil han tog hendes venstre hånd.
først nu havde hun lagt mærke til hvor stærke hans hænder føltes.
Hun stirrede på ham, med øjne der tydeligt måtte havde vist hvad hun nu ville.
da hans læber fjernede sig fra hendes hånd fløj en enkelt lille tanke gennem hendes hoved; *nej! Ikke stoppe!*.
hun så ham for sig, i en stor balsal fra Marie Antoinette's tid.
I en elegant klædning, med håret i sin nuværende frisyre.
Hun smilede for sig selv ved tanken, blev helt blød i knæene.
Så, som et lyn fra en klar himmel, stod hun igen i biblioteket.
Hun bandede indædt over hvad der end havde bragt hende ud af sit drømmeagtige syn. Først nu gik det op for hende at hun havde stirret ind i hans dybe gyldne øjne. Hun så ned i gulvet, mens hun rødmede.
''U-undskyld..'' havde hun mumlet.

Da Stephen havde lettet sine læber fra hendes bløde hånd, kunne han simpelthen ikke vente... forstille sig hvordan det var at kysse hende.
Stephen kunne ikke lade være med at komme frem og tilbage igennem drøm og virkelighed. Men da hun undskyldte, lagde han meget let hoved på skrå, ”De behøver skam ikke at undskylde,” gentog han igen, dog uden at tiltale hende som hans majestæt. Men enlig, så var hun som en herskerinde over for ham. Han kunne næsten intet stille op mod hendes rose-blødende øjne, den måde hun virkelig brugte sin krop til at tiltrække ham og ja, hele hende i det hele taget.
Hvordan ville hun enlig reagere hvis han fortalte at han kunne forstille hende alle mulige steder? Ville hun så tænke sig frem til at han på et tidspunk ville se hende nøgen i sin drømmeverden? ~ Det var nok det hun ville... Eller ville hun blive meget smigret og være taknemmelig? ~ Det var nu mest hans drømmeverden der forstillede sig det. Skulle han tage chancen? Nej, det var for risikabelt nu hvor de jo ikke kendte hinanden så fantastisk godt. Det havde jo kun lige mødt hinanden, de havde godt nok delt deres baggrundshistorie med hinanden... Men det var en anden sag...
Men han kunne alligevel ikke lade være med at spørge følgende: ”Må jeg byde Dem på en dans, hvis de ikke tog megen alvorlig skade, Deres Højhed.”
Majestæt... Højhed.... Hvad var enlig det bedste, eller det der styrede mest? Han bukkede igen, ikke lige så dybt, han ville gerne kunne se mere end hendes ben, hendes smukke, lange og tynde ben.... Doh, Stephen! Du skal ikke begynde at fantasere alt for meget om hendes ellers så yndige og engle smukke krop.
Hans venstre hånd var på ryggen mens han havde sin højre fremme mod hende, klar til at modtage hendes hånd, hvis hun nu gerne ville ud og danse.

Folk der leger med ilden bliver let brændt’’ sagde hun blidt, dog advarende da hun tog imod hans invitation om at danse. Hun smilede smigret, over at han kunne være så galant.
Hvad ville han gøre hvis hun kyssede ham? Eller fortalte om det hun lige havde set i sin egen lille fantasi? Han ville sikkert grine af hende og gå.
Hun smilede derfor bare blidt til ham mens hun lagde sin hånd i hans, i et spinkelt håb om nærkontakten mellem deres kroppe. Hun så ind i hans dybe gyldne øjne, og dejsede næsten om. Han tog vejret fra hende, med sine dybe, flydende øjne, der kunne få enhver kvinde til at klynke af nydelse.
Da deres hænder mødtes var hun med ét i den syvende himmel. Hun var tilbage i balsalen, dog var det et lidt andet scenarie hun så denne gang.
Hans stærke hænder om sine hofter, og med hendes arme om hans nøgne skuldre, stod hun med ryggen mod en væg, med hans krop imod sig. Hans læber der nærmede sig hendes..
Så tvang hun sigselv ud af tankestrømmen og så på ham, stadig ind i de gyldne øjne, og smilede blidt.

”Jeg vil nok klare det,” svarede han igen, havde et lidt seriøst ansigt udtryk.
Stephen mærkede hendes hånd i hans og blev straks fyldt med en underlig glæde. Han lukkede roligt sin hånd, da det slog ham, hvad skulle de dog danse?
”Nogen Deres Majestæt ønsker at danse til,” spurgte Stephen roligt og gik stille ned til krogen de havde været i. Der var i hvert fald en smule plads.
Han kiggede en gang op og ned af hendes smukke krop og kunne ikke lade være med at give et lille smil, da han igen kiggede i hendes rødglødende øjne. Hendes personlighed var lige så smuk og dejlig, som hendes krop.
Han blev igen hevet ind i drømmeland. Balsalens lys var dæmpet. Der var varmt derinde, men der var ikke nogen sur lugt af sved, tværtimod, der var en hærlig, men stærk duft af roser. Stephens stod med Nemesis let trykket op af en hård rund stople, som var med til at holde bygningen oppe, ellers var den bare til pynt. Hans ene hånd var på hendes helt nøgne hofte, som resten af hendes krop, og gled roligt op langs hendes side, men da hans pege finger rørte noget som han kun havde haft kontakt med da han var spæd, gled hans hånd bare roligt væk fra det og om på hendes ryg og fortsatte op til nakken. Hans krop var også... eller næsten helt nøgen. Han havde dog nogle boxers på. Hendes blide slanke fingre var flettet sammen om hans nakke. Nemesis nærmede sig roligt mod ham, det samme gjorde Stephen. Han var dybt hypnotiseret i hendes øjne. Men så lige da deres læber skulle til at mødes blev han hevet ud af sin drøm.
Stephen blinkede et mindre antal gange mens han prøvede at finde ud af hoved og hale i livet.

Hun fulgte med ham over i hjørnet. Hun var selv i sin egen lille drømmeverden.
’’skal vi ikke bare droppe dansen?’’ spurte hun, og med sin frie hånd aede hun hans kind fra mundvigen, op af kinden, ned af halsen og ned til den første knap i skjorten. Den anden hånd, den der stadig lå i hans, aede hans håndryg ved at stryge tommelfingeren med hans blodåre. Hun stoppede efter at hun havde gjort det i omkring et halvt minut. Så smilede hun bare venligt og måske en smule forførende, og bed sig i indersiden af læben.
Det var som om hun havde set et glimt af noget i hans øjne, da hun lagde sin hånd i hans. Hun vidste ikke hvad, men hun regnede ikke med at han ville afvise hende.
Hun fjernede sin frie hånd, den der havde kærtegnet hans ansigt, og lagde den op på hans skulder, og smilede.

Da Nemesis foreslog bare at droppe dansen, bukkede han let for hende, så han stadig kunne holde hende i hånden, ”Som De vil, Deres Majestæt,” sagde han på en lettere forelsket måde, på en drømmende måde, men stadig som en gentalmand.
Da hun førte sin hånd fra hans kind til hans skjorteknap kunne han ikke lade være med at komme helt ud af den verden han var endt i og kiggede ned mellem dem, de stod alligevel ret så tæt. Folk ville nok ikke kunne se hvad hun lavede hvis hun åbnede hans skjorte. Han kiggede op på hende igen og lagde hovedet meget lidt på skrå og faldt igen i trancen, og hendes smil hev ham bare endnu hurtigere hen til sig.
Nemesis fjernede sin hånd, han kiggede ikke efter den men kunne ikke lade være med at føle at være tændt og tiltrukket af hende, uanset hvor hun rørte ham.

det var tydeligt at hun kun stoppede for at se hans reaktion. Uden tvivl, hvis de havde været et mere privat sted, ville hun nok havde åbnet hans skjorte, for at kunne se på hans krop. Hendes hånd forblev dog på hans skulder, idet at hun mente at det nu var hans tur til at lægge op til noget. Hvis han da ellers ville. Hun så ham bare i øjnene, men vidste at snart ville de begge svæve i deres egne små verdener, ude af stand til at ænse andet end dem.
Så, med et trylleslag fra en meget ondskabsfuld heks, røg hun ud af den trance hun havde placeret sig selv i, ved at hun plantede et forsigtigt, dog blidt kys ved hans mundvig. Derefter var det som det hele blev vendt rundt. Hendes knæ var bløde som gele under hende, og forårsagede at hun gled ned at sidde. Hun slap hans hænder på vejen. Så, da hun var kommet ned at sidde, flækkede hun af grin over sin latterlige reaktion på det kys hun selv lige havde givet ham. hun grinte nærmest hysterisk, dog mere som en fnisen mens hun så på ham med et undskyldende blik