Musikken er et dække.. - Tessie

Tid: 'Formiddig' for dem
Vejr udenfor: Mørkt vel..
Sted: Musiklokalet
Omgivelser: Andre elever
Uniform: Se til venstre, har grå strømpebukser og en grå tanktop på
_______________________________________________________________________

Jameelah små løb hen til musikloklet, så godt hun nu kunne uden at falde over sine egne ben eller andres. Måske var det ikke tilladt at løbe, men hun glædede sig bare helt vildt til musiktimerne. De var de bedste timer hun havde, i modsætning til hendes fægtetimer, som hun var.. knap så begejstret for. Men Asmodaeus, hendes mentor, havde lovet at hjælpe hende efter som han var fægtelærer. Han mente at dans ville kunne hjælpe på hendes balance, der mildest talt, ikke var særlig god. Eller det var nok en underdrivelse. Hun havde nærmest ingen balance. Hun hed Klodset til mellemnavn, i følge hende selv. Men hendes værelseskammerat havde sagt, at uden hendes klodsethed var der ingen hende. Så den måtte være god på en eller anden måde. Og hvis det ikke havde været for hendes klodsethed havde hende og Daliah jo heller ikke mødt hinanden.
Den sorte skuldertaske, holdt hun godt fat på, mens hun løb de sidste få meter hen til musiklokalet. Sejren var næsten hjemme! Hvis hun var heldig, kunne hun nå frem uden at have skadet sig selv eller andre. Hvis man da lige minusede 6. trins eleven hun nær havde pløjet ned og katten hun næsten havde trådt over halen.
Hun var et par få meter fra døren til lokalet, da hun snublede over sine egne ben og faldt hårdt på venstre side.

Jameelah besvimede et par sekunder og kom så til sig selv, da hun mærkede at der var en som fik hende op at sidde igen. Groggy så hun sig omkring og fik øje på en venligt useendet pige med blond hår og lys hud. Hun så virkelig venlig ud og virkede meget hjælpsom. Et smil bredte sig automatisk på hendes læber. En venlig person fik altid et smil frem hos hende, og egentlig også bare når folk ville hjælpe hende.
Først efter et lille stykke tid, kunne hun mærke smerten igen. Hun tog sig til venstre arm, da det var den det var gået værst ud over. Faktisk var der ikke sket noget med hendes balle eller ben, ikke en gang hovedet! Kun armen, hvilket hun var ret lettet over. Hun kunne allerede konstatere at den ikke var brækket eller forstuvet. Det var bare slaget og det ville aftage i løbet af fem minutter. Så var den frisk igen og klar til brug. "Ja, jeg er okay og det gør en smule ondt, men det aftager om lidt" sagde hun med et smil til pigen. Der var ikke rigtig noget hun kunne gøre, for det var jo bare et lille uheld, som ikke var særlig alvorligt.
"Jeg er Jameelah Murphy" præsenterede hun sig og greb Tessies underarm, vampyrenes håndtryk. Rejste sig så op og børstede hurtigt sin nederdel og sin cardigan. Intet var gået i stykker heldigvis og der var heller ikke sket noget med hendes taske, som lå henne ved døren.

Jameelah lo og strøg en hånd gennem det lange, svagt bølgede, røde hår. "Ja, jeg er født klodset og har været ud for værre ting" lo hun bare. Hun havde vænnet sig til at være så utrolig klodset og på hendes gamle skole havde det ligefrem været hverdags kost at hun faldt. Godt nok mest fordi de populære elever gjorde så hun faldt, men alligevel. Faktisk behøvede hun ikke deres 'hjælp' for at falde. Det klarede hun nemt selv.
Hun gik hen og tog sin skuldertaske på fra gulvet. Tog den så på skulderen igen og smilede varmt til pigen. Af natur var hun optimistisk, venlig og stort set altid glad. Der skulle en del til at få hende til at blive trist eller bare en lille smule irriteret. Dog var der en ting, som let kunne få hende til at blive små sur eller irriteret. Fægtning. Eller egentlig bare hvilken som helst form for idræt, for hun havde ingen balance, kunne ikke finde ud af sport og havde aldrig deltaget i en idrætstime før hun kom til Nattens Hus. Men hun prøvede virkelig at holde fægtning ud. Både for hende og hendes mentor, Asmodaeus', skyld.
Jameelah nikkede. "Musik flyder i mine åre og er mit liv" sagde hun med et smil, men mente det virkelig. "Hvad med dig?" spurgte hun nygserrigt. Det ville ikke gøre så meget hvis Tessie ikke brød sig om musik, det var jo bare hendes mening. Alle havde jo ret til at have en forskellig mening og det respekterede hun. "Timen starter da om et par minutter" mumlede hun en smule forvirret.

Jameelah trak bare på skulderne. "Jeg er vant til det" sagde hun med et skuldertræk. Hun kunne godt lide hende, for hun virkede oprigtig interesseret i hvad man havde og fortælle. Faktisk virkede hun også ret nysgerrig. Måske af natur? I hvert fald var det dejligt at hun holdt samtalen kørende. Der kunne nemt opstå pinlig tavshed mellem to personer fordi at de ikke snakkede sammen. Tanken fik det til at løbe hende koldt ned af ryggen.
"Jeg er vild med violin! Det virker så kompliceret at spille" indrømmede hun med et imponeret smil. Tessie kunne spillede violin. Sejt! Det var et instrument, som hun virkelig beundrede og elskede at lytte til. Selv ville hun gerne lære det, men havde også nok i de instrumenter hun selv kunne spille. Piano, guitar og saxofon. "Jeg spiller selv piano, guitar og saxofon, men synes piano lyder smukkest.." mumlede hun. De mange timer hendes far havde undervist hende i klaver, havde hun virkelig nydt. Det samme med de guitar timer, som hendes bedstefar havde givet hende. Og de timer hun havde fået i saxofon havde været helt vildt sjove, takket være en utrolig god lærer.
Hun nikkede. "De har sikkert bare en masse andre ting i tankerne" sagde hun optimistisk, som altid. Gik ind i lokalet og satte straks kursen mod pianoet, som musiklæreren, Sam, havde tildelt hende i hendes første musiktime på skolen. Hun stilte sin taske ved et benene på det sorte, store, blanke piano.

"Nej, det har du ret i, men når man vænner sig til det er det ikke så slemt.. Og det var også min klodsethed der førte mig i armene på min budbringer eller ham der mærker en" grinede hun bare. For hende var det ikke så slemt. Bestemt ikke det med Mærkningen. Det var nok noget af det bedste som der var sket for hende! Uden hendes klodsethed og budbringeren så var hun aldrig kommet til skolen og havde aldrig mødt de dejlige mennesker, rettere sagt ynglinge og vampyre, som der var på skolen. Derfor var hun meget taknemmelig overfor Nyx.
"Jeg har stor respekt for instrumentet og for violinister" sagde hun og smilede varmt til Tessie. Hun var en virkelig sød person, som Jameelah godt kunne lide. Hun var venlig og forstående. Det var hvad en ven var for hende. "Jazz er en genial opfindelse" mumlede hun med strålende øjne. Alt musik var fantastisk, i følge hende. Det skulle nydes og ikke analyseres.
Hun nikkede til det Tessie sagde. "Præcis" istemte hun og satte sig ved pianoet på klaverstolen, som stod foran. Hun tog sin taske op og fandt en tyk nodemappe, før hun lagde tasken ned på gulvet igen. Gav sig så til at bladre den igennem for at se hvad hun ville spille for musiklæreren den dag.
Hun kiggede over mod Tessie, da hun hørte hende snakke til instrumenterne og smilede. Ikke hånligt, men glad.

"Overraskende godt. De støtter mig meget i det her og er ret stolte over mig" indrømmede hun og følte et stik af savn. Det var hårdt at være væk hjemmefra. Specielt fordi hun holdt så meget af sin familie og sin hjemby. New York, eller mere præcist Brooklyn. Det var hendes 'hood', der hvor hun var vokset op og kendte de fleste. Faktisk havde hun nærmest ingen venner der med lys hud. Et par stykker, men hendes bedste var mørke i huden. Det mente hun havde været med til at gøre hende sådan et glad og tolerant mennske. "Hvad med dine?" spurgte hun nysgerrigt. Ikke alle forældre reagerede som hendes, det vidste hun skam godt.
"Så lidt! Men det er bare fordi de ikke forstår musikken og kunsten at lytte til den" kom det optimistisk fra hende. Klassisk musik var godt! Måske en smule gammelt og støvet, men det kunne da piftes op. Violin kunne bruges til country og klaver blev jo brugt til de fleste musikgenre. Det var vel egentlig der alt andet nyere musik udsprang fra.
Hurtigt bladrede hun igennem sin nodemappe og fandt de noder hun havde ledt efter. Et smil viste sig på hendes læber, da hun hev dem ud af mappen og placerede på nodehylden, som var på pianoet. Læste dem hurtigt igennem for at være sikker på at kunne huske dem.
Et par minutter efter hun havde læst dem, kom musiklæreren ind af døren. "Hej elever!" sagde han glad og fortsatte. "Idag skal i spille et stykke musik for mig, så jeg kan bedømme hvor i ligger henne" afsluttede han med et smil og så rundt i klassen, for at finde en, som så nogenlunde parat ud til at spille. "Vil du starte?" spurgte han og nikkede mod Tessie.

//Håber er Ok, jeg lige tog han rolle (: Vi kan jo skiftevis spille ham //

"Måske" sagde hun med et skuldertræk. "Men nogle gange ville jeg gerne have de reagere som dine. Blev vrede, flippede ud" sagde hun med et skævt, lidt trist smil. Måske syntes folk at hun var heldig, og det var hun vel også. Men nogle gange ville hun gerne have at de blev vrede og ikke ville snakke det igennem hele tiden. Det var sikkert fordi de var lærere at de var så flinke, men alligevel ville det være rart hvis de bare ikke.. accepterede det hele.
Jameelah fik et chok, da læreren kom ind. Straks blev hun lidt nervøs og det gjorde det ikke bedre, da han sagde at de skulle spille for ham. Normalt kunne hun godt, men det var jo sammen med andre og ikke solo. Hvis hunn lavede en fejl ville det blive set med det samme, og så ville hun føle sig fejlet. Hvis der var en ting, som hun var perfeksionistisk omkring, så var det helt klart hendes musik. Hun ville jo ikke skuffe dem, der havde lært hende og spille. Desuden ville hun ikke ødelægge musikken. Hun syntes det ville være synd for den.
Derfor blev hun utrolig lettet, da han sagde det var Tessie der skulle starte. Så havde hun lidt tid til at få sine nerver under kontrol igen. Hun smilede opmuntrende til hende og mimede: "Det skal nok gå!" inden hun begyndte at spille. Da Tessie begyndte, kunne hun ikke lade være med at spærre øjnene op og måbe lidt. Det lød så utrolig smukt. Hvis hun havde ret, så var det noget Mozart.. Hvilket stykke det var, vidste hun ikke. Kun at det var Mozart.
Læreren satte sig tilbage og lukkede sine øjne for at kunne lytte bedre til musikken. Hans ansigt var måske neutralt, men inden i hjuplede han.

//Ok ^^ //

Jameelah kunne ikke undgå at få tåre i øjnene, da Tessie spillede. Det lød så.. så.. så smukt! Lige så godt som Mozart hvis man spurgte hende. Ikke et sted syntes hun at det gik galt. Det virkede nærmest som om Tessie kunne spille stykket i søvne, så god lød hun! Det var kun når hun hørte noget virkelig godt musik, at hun blev så rørt og fik tåre i øjnene. Musikken rørte hende helt. Hurtigt og lidt snøftende, tørrede hun tårene væk og fokuserede igen på musikken, som fyldte lokalet på smukkeste vis. Lod den hypnotisere hende, tryllebinde hende.
Da Tessie stoppede, måtte hun blinke et par gange for at komme tilbage til den virkelig verden igen. Helt impulsivt begyndte hun at klappe af hende. Hun kunne simpelthen ikke lade være.

Læreren åbnede øjnene og rejste sig på. Så et stykke tid på Tessie, før han brød ud i et smil. "Fantastisk! Du ærede virkelig Mozart, det må jeg sige" indrømmede han, nærmest helt forpustet. Han var også blevet forbløffet af hendes dygtigthed og havde været lidt skeptisk, da hun havde valgt Mozart. Han tog det dog i sig igen. "Du var usikker et sted, men ellers gik det forryggende!" roste han videre. "Bare sæt dig igen, det var flot!" sagde han og smilede til hende.
Så ud over klassen, for at finde den næste.

//Din tur til at spille ham xD//

Tessie smilte over sin bedømmelse. Selvfølgelig havde han vidst hun var nervøs et sted. Han var vampyr, ikke idiot. Hun så over på Jameelah med et smil, glad for at hun klappede. Hun rødmede forlegent over alt det ros hun fik.
Hun satte sig som hun fik besked på efter at ha' sagt mange tak til læren. Bare den anderkendelse at læren sagde fantastisk. Det havde hun aldrig prøvet før.
Hun sad med violinen på skødet, hun havde ikke tænkt sig at stille den væk lige nu. Hun kunne godt li dens klang. Selvom hun helst ville ha' spillet med hendes egen. Den var også bedre at holde om når man spillede, og buen var lidt lettere. Men det var gået fint med den her violin. Den var da spillet til om ikke andet.

Læren så rundt efter en ny elev der kunne spille. Hans blik faldt lidt længere på Jameelah end ved de andre første gang han kiggede rundt. Han tænkte lidt inden han så pegede på Jameelah. "Vil du spille for os?" spurgte han, høfligt og roligt. Han havde en fornemmelse af at denne pige ville kunne noget. Han smilte venligt da han satte sig ned, som opmuntring og opfordring til at hun skulle spille for dem.

// ajaj sir! Miss.. hvad det hedder xD //

Jameelah smilede til hende. Læreren havde også kunne se at hun var god. Så havde det ikke kun været hende. Og han havde haft ret. Tessie havde gjort Mozart stolt, det var hun sikker på. Det havde i hvert fald lydt utrolig smukt. Der var sikkert et par andre, som også havde måtte falde et par tåre. Hvordan kunne man undgå det, når nogen spillede så vildt smukt?
Hun var så optaget af sine tanker, at hun først opdagede at læreren snakkede til hende, da hun mærkede de andres blik på sig. Så op på læreren, først lidt forvirret. Så bredte et smil sig på hendes læber og bredte sig, som det altid plejede til øjnene. Hele hendes ansigt lyste nærmest op, og hun gik helt julelys i øjnene. Alligevel kunne hun mærke de voldsomme sommerfulge i maven. Der var altid chancen for at han ikke kunne lide det hun spillede, eller syntes at hun var helt vildt dårlig. Det håbede hun selvfølgelig ikke, men chancen var der jo.
Jameelah nikkede med et smil. "Rigtig gerne!" sagde hun glad og vendte sig om mod painoet. Tog et par indåndningen, så hun slappede af i ansigtet og ikke længere smilede. Ikke ret meget i hvert fald.
Så satte hun fingrene på tangenterne og begyndte at spille.

// Melodien hun spiller //

Tessie smilte opmuntrende, som Jameelah havde gjort til hende. Hun havde virkelig fortjent støtte.
Hun satte sig tilbage og begyndte at lytte til musikken. Hun var meget facineret. Hun slappede af i kroppen og lukkede øjnene. Det gjorde hun tot når hun hørte musik. Hun kunne høre alle følelserne i den musik hun spillede. Da var smukt, og det var rent. Der var hamoni i det hun spillede. Hun sad og smilte over musikken. Den gjorde hende glad selvom hun havde en klump i halsen. Klumpen var fordi det var så ubeskriveligt smukt. Smilet var af samme grund. Hun var ligeglad med at det sikkert så fjollet ud, hun nød den smukke musik Jameelah kom med. Hun havde aldrig troet at nogen på deres alder ville kunne spille så.. fantastisk! Det måtte læren da være elle vild med. Hun åbnede øjnene kort for at se på hvad læren synes. Men han havde det irriterende ulæselige ansigtsudtryk igen. Det var umuligt at finde ud af hvad han synes. Hun lukkede sukkende øjnene igen for at nyde musikken.


Læren sad og så på Jameelah mens hun spillede. Han så på hendes koncentration om tangenterne. Det var utroligt smukt det hans elev sad og spillede. Hann var imponeret. Men igen viste han det ikke. Han var neutral, så ingen af ynglingene i lokalet kunne læse hans ansigtsudtryk eller hans glæde over den kærlighed til musik hun udviste.
Han var lænet tilbage for at slappe af og føle musikken.

// hva'? x3 //

Jameelah smilede automatisk over det opmuntrende smil, som Tessie gav hende. Det gav hende mere mod og dulmede nogle af de værste sommerfugle i maven, så hun bedre kunne koncentere sig og fokusere på at føle musikken. Når hun spillede levede hun sig ind i et univers, hvor der kun var hende, instrumentet og musikken. Intet mere. Det var sådan en dejlig fornemmelse at være i det univers, for der kunne hun slappe helt af. Når hun spillede musik, var hun aldrig klodset. Der var hun elegant og lavede yderst få fejl. I modsætning til når hun ikke spillede. Derfor var musikken for hende en slags tilfulgtssted, et dække. Men alligevel viste det præcis hvem hun var.
Hun lod musikken overtage sin krop og levede sig ind i det. Hendes ansigt var afslappet og øjnene var lukkede. Hun behøvede ikke at kigge på tagenterne, det var nok for hende bare at føle. Luk øjnene og føl musikken! Sådan havde både hendes bedstefar og far sagt til hende, da de skulle lære hende at spille. Og hun gjorde hvad de havde sagt. Musikken havde overtaget hendes krop og det var nu det eneste hun fokuserede på.

//Det er et link til den sang/melodi hun spiller. https://www.youtube.com/watch?v=fmS_MxfJiCw - kopier den og så kan du høre den ^^//

Tessie så imponeret på Jameelah. Muligt hun var klodset, men mens hun spillede kunne hun ikke være mere elegant. Hun havde aldrig hørt noget så specielt og smukt på piano. Hvem skulle ha' vidst at den klodsede pige hun hjalp op fra gulvet kunne være så let og elegant på tangenterne?
Tessie så overrasket ud da Jameelah lukkede øjnene. Hvordan kunne hun det? hun lavede ingen fejl, ikke noget man kunne høre ihvert fald. Hun havde åbnet øjnene igen da musikken var taget en smule til i styrke. Der hvor man kunne føle at Jameelah slappede af. Hun så igen på læren, nu måtte han da knække og virkelig være imponeret. Men nej. han var stadig ulæselig. Det irriterede hende en smule, men hun kunne intet gøre. Hun så på den spillende Jameelah, og ville ønske musikken ville blive ved. Hun måtte ikke stoppemed at spille.


Læren så på Jameelah. Han var imponeret over at en yngling der var så ung, kunne så meget på et piano. Men han viste det ikke. ingen af ynglingene skulle få mindre selvværd eller blive ekstra nervøse bare fordi han var overrakset og imponeret over en elev. Han ville være retfærdig. Han lukkede øjnene mens han lyttede til musikken, det var den bedste måde at bedømme elver på. Ved ikke at se, men lytte

// ok ^^ //

Jameelah var nået til det sidste stykke. Hun lagde det sidste hun havde i sig i den del. Nød stadig musikken og slappede helt af. Faktisk følte hun sig helt høj. Ikke fordi hun havde taget stoffer eller noget, men nogle gange blev hun simpelthen helt høj af musikken. Det lød måske mærkelig, men man skulle måske også være ret musikalsk for at kunne forstå helt præcist hvad hun mente.
Hun var noget til de sidste toner. Spillede dem enkelt og elegant. Hun lod tonerne dø ud, før hun igen åbnede sine øjne og hendes ansigt kom i bevægelse igen. Et nervøst smil på hendes læber og et nervøst glimt i hendes øjne. Måske kunne læreren ikke lide det. Det ville være trist, men igen var musik jo meget personligt. Det ville være okay, hvis han ikke havde brudt sig om det, men selvfølgelig ville hun da tage det personligt.
Bed sig svagt i underlæben og så afventende på læreren. Ventede hans dom.

Tessie rejste sig med sin violin og klappede blidt men højt. Hun satte sig dog alligevel ned da læren og de andre gloede på hende. Det kunne da ikke kun være hende der havde nødt den musik?
Nå dem om det. Hun så over på Jameelah med et smil. Uanset hvad læren sagde, synes Tessie det var totalt vildt at hun havde spillet sådan. Hvordan havde hun lært det så smukt? Hun måtte ha' noget specielt talent af en art. Hun kunne ikke kun have lært det. Det måtte være medfødt på en eller anden måde.
Tessie så over på læren, spændt på hvad han sagde. Hun håbede at Jameelah havde lagt nok i det fo hans smag. Men på den anden side, hvis hun selv havde fået ros, hvad ville læren så ikke sige til det her?

Læren rejste sig op da hun holdt op med at spille. Han gik hen mod Jameelah, stadig med neutralt ansigt. Da han var nået hen til hende, med nogle meters afstand, smilte han varmt til hende. "Smukt. Det var fantastisk" sagde han imponeret. Han vendte sig mod klassen der sad og så på. "Hørte i godt efter? Mærkede i hvordan Jameelah tog os med på en rejse? kunne i se billederne for jer? Hvis i gjorde, lyttede i godt efter. For hun gjorde det fantastisk. Alle burde have set det. Den musiske rejse vi lige var på, er der meget få ynglinge på hendes alder der kan det. Lad jer inspirere af hende. Det vil hjælpe meget" sagde han højt til alle. Han så igen på Jameelah. "Jeg er imponeret. Det er jeg virkelig"

// jeg håber jeg spiller ham godt nok? xD //

Jameelah smilede taknemmeligt til Tessie, da hun rejste sig og klappede. Det varmede om hendes hjerte at hun gjorde det selvom de andre gloede lidt på hende.
Hun så nervøst på læreren, da han gik hen mod hende. Hvad ville han mon sige? Ville han rose hende og gøre hendes far og bedstefar stolte? Eller ville han knuse hende fuldstændig sønder og sammen, fordi han ikke brød sig om det. Hun håbede jo selvfølgelig at han sagde det havde været godt, men chancen for at han ville kritisere det var der jo også. Den var lige så stor, som muligheden for at han ville rose hende. Vel omkring 50-50.
Derfor blev hun en forbløffet, da han roste hende sådan. Da han vendte sig om mod klassen og holdt sin prædiken, blev hun helt rød i hovedet og fumlede med hænderne. Så megen ros var hun bestemt ikke vant til. Faktisk overhovedet ikke. Det var lidt pinligt, men samtidig rigtig rart at få af vide hun var dygtig.
"Tak" mumlede hun genert og så ned på sine slidte, sorte, korte Allstars.

//Bedre end mig.. Du er mere kreativ i det du skriver om ham ^^//

Tessie smilte glædeligt over al rosen. Hun små hoppede nærmest. Hun vidste det betød meget for Jameelah. Hun ville gerne hen til hende og fortælle hun var fuldstændig enig. Men hun sad lidt fanget over ved alle strygerne. Hun sad lidt og overvejde hvordan hun kunne gøre det. Selvom det var svært. Hun rejste sig muse stille for st stille violinen over på plads selvom hun selvfølgelig blev opdaget af læren og blev bedt om at sætte sig igen. hun gjorde som der blev sagt og smilte undskyldende til Jameelah. Hun gav tommel op da det altså var total imponerende det hun havde lavet.
Hun havde virkelig lyst til at smutte over til Jam. Hun så forlegen ud. Det skulle hun jo ikke. Hun skulle være stolt og smile glad ud til hele klassen. Som når hun så på verden med den positive holdning. Det var sikkert også sundest.
hun tappede utålmodigt på violin med hendes fingre.


Læren smilte venligt til den unge pianist inden han så ud i klassen igen. "Nogen der melder sig frivilligt til at spille?" sagde han. ingen rækte hånden op, og det overraskede ham ikke. Han forstod fuldt ud at de var nervøse og usikre. Det havde de to første piger også været. Han gik lidt rundt inden han gik hen og pegede på en der spillede trommer. En dreng til en forandring. "Vil du? " spurgte han venligt.

// tak ^^ hvad skal læren nu? xD//

Da de andre elever fjernede opmærksomheden fra hende over til den anden elev, smilte hun for sig selv og så over på Tessie. Smilede glad til hende og gav også hende tommel op. Hun havde også klaret det fantastisk, og det havde været rart at have en der støttede en. Også selvom personen sad helt over ved stygerne og lige var blevet bedt om at sætte sig ned igen, efter at have rejst sig. Det var dejligt at vide, der var en som støttede en. Tanken fik hende til at smile endnu mere.
Hun rømmede sig lidt og hostede kort. En tusse i halsen ganske enkelt. Så vendte hun sin opmærksomhed mod eleven ved trommerne.

Eleven nikkede og begyndte at slå på trommerne. Læreren lyttede til det med en neutral mine, ligesom han havde gjort ved de to andre elever. Ingen skulle jo føle at han var mere vild med dem end de andre.

//Undskyld det sene og korte svar.//