Glædelse - Silver

Tid: 'Formiddig' for dem
Vejr udenfor: Mørkt vel..
Sted: Musiklokalet
Omgivelser: Andre elever
Uniform: Se til venstre, har mørkegrønne strømpebukser og en mørkegrøn tanktop på
_______________________________________________________________________

Jameelah små løb hen til musikloklet, så godt hun nu kunne uden at falde over sine egne ben eller andres. Måske var det ikke tilladt at løbe, men hun glædede sig bare helt vildt til musiktimerne. De var de bedste timer hun havde, i modsætning til hendes fægtetimer, som hun var.. knap så begejstret for. Men Asmodaeus, hendes mentor, havde lovet at hjælpe hende efter som han var fægtelærer. Han mente at dans ville kunne hjælpe på hendes balance, der mildest talt, ikke var særlig god. Eller det var nok en underdrivelse. Hun havde nærmest ingen balance. Hun hed Klodset til mellemnavn, i følge hende selv. Men hendes værelseskammerat havde sagt, at uden hendes klodsethed var der ingen hende. Så den måtte være god på en eller anden måde.
Den sorte skuldertaske, holdt hun godt fat på, mens hun løb de sidste få meter hen til musiklokalet. Det var lykkedes! Hun var kommet derhen, uden at støde ind i nogen, forvolde de andre ynglinge skade eller skade sig selv. Hvis man da minusede det kærestepar, som hun var løbet ind i i et hjørne og den kat hun nær havde trådt over halen. Men det var da lykkedes. Det var det vigtigeste for hende.
Hun gik ind i lokalet og gik hurtigt hen til det største instrument i musik. Pianoet. Det havde Sam, musiklæreren, været så venlig at udnævne til 'hendes' instrument, og hun kunne have kysset ham af lykke. Men havde styret sig, af frygt for at han ville give det til en anden.
Lagde sin taske ved siden af det sorte, blanke piano og satte sig på skamlen. Hun hev en tyk mappe op af tasken fyldt med noder og begyndte at bladre i den. Det lange, bølgede, røde hår faldt ned og skjulte hendes ansigt.

Silver kiggede ned i et kort over skolen. Hun vedte det lidt rundt og løftede øjenbrynet. Hun ville aldrig kunne finde rundt her alene. Hun var kunne kun finde til sit værelse og til stalden. Hun bær en kat i den ene arm. Hun kiggede kort ned på den. "Rikki? Vi finder aldrig rundt," sukkede Silver stille. Hun havde ikke idé om hvordan hun skulle nå at komme til time på til tiden. Hun havde altid half svært ved at finde rundt på nye skolen. Hun rystede stille på hovedet og lukkede kort øjnene. Hun kiggede rundt på gangen hvor folk var på vej til deres timerne. Hun kunne vel bare gik efter en og håbe på det bedste? Når hun nu ikke kunne finde rundt på skolen med det kort? Hun gik øje på en pige som løb afsted efter noget, måske en kat eller noget. Silver pustede stille ud og gik mod en gang. Hun gik noget tid, før hun kiggede ned på kort igen. Hun var vist på rette vej, eller ikke. Hun kunne ikke finde ud af det med kort, det havde hun ikke været ehndes gode sid nogensinde. Og derfor var hendes mareridt altid med at hun ikke kunne finde vej efter en skovetur. Hun smilte let ved tanken om det, hun havde ikke noget i mod det nu, hvor hun var vågne.. Men det vra noget andet når hun vra i drømmen. Så var det farligt. Hun gik fordi nogle klasse værelser, men ikke musik. Endnu. Hun sukkede stille. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre nu. Hun vra faret vild på skolen. Hun trak op i sin tasken på skulderen. Hun gik ned af gangen, hun fik dog øje på musik. Hun var forstent på den. hun sukkede og lukkede kort øjnene. Hun klemt katten ind til sig. Hun vidste ikke om den måtte komme med ind. Men hun vidste ikke noget om det. Hun åbnede stille døren, efter at han bakket på. Hun gik ind, og satte sig ned ved en pigen.

"Aha! Jeg fandt det!" udbrød Jameelah triumferende og hev et tykt nodeblad frem, som hun havde hæftet sammen for at kunne holde styr på dem. Det var ret tykt og et ret så kompliceret stykke at spille, men det var hendes farvorit, som hendes bedstefar havde skrevet, specielt til hende. Præcis ligesom den melodi hun altid spillede på sin guitar, inden hun skulle sove for ellers faldt hun aldrig i søvn. Musikken gjorde hende rolig og helt afslappet i både krop og sind. Det var en dejlig følelses at have i kroppen, og det var kun musikken, der kunne give hende den følelses.
Hun skævede til en pige, som kom ind af døren. Kunne svagt huske at hun var løbet forbi hende, men var ikke helt sikker på det. Smilede venligt til hende, et smil som nåede helt op i de mørkebrune øjne og vendte så sit blik mod pianoet igen. Satte noderne op på 'nodestativet' som var der, og læste dem hurtigt igennem for at være sikker på det var det rigtige nodepapir, som hun havde taget frem. Ellers ville det være temmelig pinligt efter hendes udbrud lige før. Efter at have læst det igennem smilte hun, et svagt, glad smil. Det var lige præcis det som hun ville have haft fat i.
Skubbede det lange, bølgede, røde hår om på ryggen. Hun havde ikke gidet sætte det op om morgenen, men fortrød lidt. Det var ret så langt og kunne være irriterende. Specielt når det faldt ned over hendes ansigt, så hun ikke kunne se noget. Når man var hende, var det afgørende om hun kunne se noget. Ellers fejlede koordinationen, mere end den ellers plejede og så var der dømt ulykker og skadestue. Kun i de værste tilfælde.

Natalie sad i et mørkt hjørne inde i musiklokalet. Hun følte sig hjemme i mørket. Hun sad og spillet på sin egen guiter. Hun havde en smuk sangstemme så hun sad også og sang.