What are you doing here?

Sted: Gangene
Tid: 2:07
Omgivelser: Perceval og fire andre drenge.
Vejr: Støvregn

Forbeholdt til Elizabet.

Røgen hang om Percevals hoved, som en sky, der ikke var til at bryde igennem. Han havde røget som en gal i de sidste var uger, men heldigvis havde det kun været cigaretter. Men man vidste jo ikke, hvad der ville ske i fremtiden - hans "venner" var glade for pot og lignende. Og siden han selv var lidt af en medløber, som ikke rigtig havde lært at sige fra, var det vel kun et spørgsmål om tid, før han faldt i.
De andre ynglinge var til time, mens han stod og lavede ingenting. Det var mest det han havde gjort. Lavet ingenting sammen med en flok idioter, som han nu selv var en del af. Men han blev ved med at overbevise sig selv om, hvor fedt det var.
Han skulle have haft spansk - hans ynglingsfag - så det var ikke helt nemt for ham at lade som ingenting. Han havde heller ikke spillet guitar i evigheder, og faktisk syntes han ikke selv, at han savnede det. Det var næsten som om han havde smidt sit gamle liv væk.

Elizabet gik ned af gangene med en el-cigaret i mundvigen.
Hun havde sat sit lange røde hår op i en høj hestehale. Hun havde en løs nederdel på der gik til midt på hendes lår, og en tætsiddende skjorte med sin trinssnål på brystet.
hun gik uvidende hen mod den gruppe drenge der hang på gangen. Gennem røgen kunne hun ikke se hvem der stod der, men de var helt klart ikke typen hun ville ses med.

Hun passerede dem med hurtige skridt, mens hun knuegede sin taske sig.

Med et puf i siden, gjorde en af de andre drenge ham opmærksom på, at der kom en gående mod dem. De smilede opfordrende til ham, og han var frisk på at drille personen lidt. Indtil at han fandt ud af at det var Elizabet! Så havde han pludselig ikke lyst til noget mere.
Men de andres insisterende blikke, fik ham til at tænde for en ny cigaret og gå imod hende.
"Hey, prinsesse," sagde han så og tog fat om hendes skulder. "Vil du ikke have en rigtig en?" Spurgte han så, da han så hendes elcigaret.

hun stivnede da en af den rørte ved hende, og fik hende til at stoppe op. Da hun vendte sig om, så hun at det var Perceval.
''Percie! Hvad fanden laver du?'' hun flåede nærmest hans cigaret ud af hans mundvige og skodede den mod undersiden af sin sko. Hun rev sig derefter fri af ham, og viftede røgen væk fra sit ansigt.
Hun hostede kort over den hefte røg mens hun mumlede noget med at rygning var idiotisk.

Han smilede skævt over hendes lille kommentar og spurgte teatralsk: "Hvad er der galt, prinsesse? Vil du ikke have en?" Så trak han på skuldrene og skævede til drengene bag ham, som prøvede at se alvorlige ud. Der gik højst et par sekunder, før han endnu engang vendte fokus med Eli. "Og forresten så skylder du mig en cigaret," sagde han provokerende.

hun så rasende på ham inden hun vendte opmærksomheden mod de drenge der stod og fjollede. ''har i ikke en time i burde deltage i, eller er i også for dumme til at finde lokalet?'' snerrede hun kort. hendes rødlige øjne var dybtrøde som blod af ren raseri.
derefter vendte hun igen opmærksomheden mod Perceval.
''jeg skylder dig ikke en skid. du skylder mig derimod en forklaring.'' hun så koldt på ham.
''men den kan du give mig nå du har droppet din, ellers noget så idiotiske, attitude.'' knurrede hun og begyndte at gå igen.

Han hævede kort det ene øjenbryn og lo hæst. "Burde du ikke også være til time?" Argumenterede han så.
Han blev dog mere alvorlig og tog fat om hendes overarm. "Sådan skal du ikke snakke til mig!" Rasede han og klemte til - ligeglad med, hvor ondt det gjorde. Hun burde have respekt for ham. Hans hånd gjorde også, at hun ikke kunne gå, så derfor stod han og stirrede grumt på hende.

Hun drejede om på hælen og placerede en lussing på hans venstre kind. Man kunne høre genlyden af slaget ned af gange.
Hun rev sig fri med en enorm kraft, så hans negle rev hul i både hendes hud og hendes skjorte.
''rør mig aldrig igen!'' hissede hun med en stemme der både var vred og såret. Man kunne tydeligt se tårerne i hendes øjenkroge da hun gik forbi ham og videre ned af gangen.

Han kiggede desorienteret på hende, efter at hendes hånd havde ramt hans kind med en voldsom kraft. Så rev hun sin arm fra, hvilket resulterede i at hun begyndte at bløde, og bad ham om aldrig at røre ved hende.
"Det var ikke, hvad du sagde sidste gang!" Råbte han efter hende med et bredt grin på læben, og kiggede tilbage på de andre.

hun stoppede op, uden at vende sig om. ''h-hvad sagde du?!'' hun kunne mærke kvalmen i halsen.
Hun vendte sig som, og gik langsomt tilbage til ham. ''jeg er ked af at du fik det forkerte indtryk Perceval. Lad mig sige det på en måde så selv du kan forstå det; Jeg vil aldrig se dig igen. Du skal ikke besvære dig med at gå efter mig, det vil bare belaste dine ben. Og ikke mindst hvad du har mellem dem.'' Hun gav ham en knyttet næve i maven, af ren raseri.

Hun så bare på ham, med et koldt hvorefter hun vendte sig mod hans venner. Hun blottede tænder en enkelt gang inden hun tog sine sko af, og gik tilbage af den vej hun kom, tilbage mod sit værelse.

Han kunne ikke andet at grine af hendes ord. "Det var ikke, hvad du sagde sidste gang. Det lød ellers til, at du godt kunne lide det," svarede han så kækt, men atittuden forsvandt, da hun slog ham i maven.
"Din billige tøs!" Skreg han efter hende, hvorefter han gik tilbage til de andre drenge.

hun satte sig op af væggen på en sidegang. Hun nåede ikk engang ned på sit værelse inden hun brød sammen.
Hvad fanden havde hun tænkt sig? Han havde fået hvad han var ude efter, og hun var dum nok til at stole på ham. Nu var det som med alle de andre. Hun var den billige, lette tøs.
Hun knyttede sine næver så hårdt at blodet dryppede fra hendes håndflader.
Hun kunne kun mærke tårerne der gled ned af hendes kinder, og blodet der gennemvædede hendes skjorteærme.
Hun skulle havde været rejst. Hun skulle aldrig havde været her.
Hun blev siddende, rystende. Hun kunne ikke gøre dem noget, de var hans nye venner. Og hun var en skøge som han bare fik taget trykket hos.
Sådan var det altid.

Hun rejste sig efter lidt tid, disorienteret. Hun havde grædt så meget at hendes kontaktlinser var blevet opløst. Hun kunne ikke engang se hvor hun gik. Hun bad til at hun ikke gik mod ham endnu engang.

Da skoletimen var ved at være færdig, og der snart ville vrimle med elever, gik den lille flok i opløsning og gik hver til sit. Perceval havde det elendigt over at have sagt alle disse ting til hende, for han havde ikke ment det. Han havde snakket i raseri.

Et gisp gled over hans læber, da han så Eli gå mod ham. Hurtigt skyndte han sig over mod hende og udbrød med det samme: "Undskyld, undskyld, undskyld! Jeg er et kæmpesvin, og det ved jeg godt. Undskyld!"

''nå, så det ved du? Hvad med at vi ser det fra min side? Den jeg elsker, og som jeg gik i seng med, står pludselig med en gruppe fæhoveder, og ryger som en skorsten! Når man beder om en forklaring bliver man svinet til på det groveste.'' hun lod ikke såret, han fortjente ikke at se hvor ked af det hun var.
''jeg vil aldrig se dig mere Perceval. Gå tilbage og vær en nar, sammen med de svin. Det havde du det åbenbart bedre med!'' Hun vendte ham ryggen og begyndte at gå igen. Hun var ikke vred på ham, selvom det lød sådan. Hun var så såret over at den hun elskede havde brugt hende sådan, gjort hende til grin og kaldt hende billig.
'

Hans hjerte sank mere og mere, da han hørte hendes vrede, og vidste at han havde fortjent alle de ord hun brugte. Men det var ingenting i forhold til hvis hun havde lydt såret. Det ville have sønderknust ham, for at sige det mildt.
"Undskyld, Eli..." mumlede han og fulgte efter hende. Så let gav han ikke op! "Vil du ikke nok tilgive mig? Jeg mente ikke, hvad jeg sagde... Jeg er så ked af det, okay?" forsatte han og mærkede tårerne presse sig på.

''du kaldte mig en billig tøs!'' sagde hun stille.
''hvad skulle jeg så kalde dig, hva? Jeg har aldrig svigtet dig bare en tredjedel af det du gjorde før Perceval! En billig tøs! For himlens skyld!'' uden at sige mere satte hun sig udmattet op af en væg. Hun havde holdt sine evner tilbage under hele forløbet mellem ham, hans venner og hende.
Hun lukkede øjnene, og trak vejret stakåndet.
''gå tilbage til dine venner. Du har vist to timer mere at pjække fra inden du har fri fra skole.'' gråden i hende stemme var ikke til at tage fejl af længere.

Hun kunne lige så godt have slået han igen eller givet ham endnu en lussing - det ville have gjort mindre ondt.
Så satte han sig ved siden af hende, og lod hendes ord ødelægge ham fuldstændigt. "J-jeg mente det ikke... Du ved godt, at jeg ikke mener at du er billig!" sagde han så og lod tårrerne få frit løb ligesom hendes også gjorde.
"Jeg er så ked af det," hviskede han stille.

''jeg vil aldrig se dig mere.'' hviskede hun stille og fik rejst sig med meget besvær. Hun nåede ned til sin dør, der ikke lå så langt væk. Hun var tæt på at vælte flere gange.
Hun fik åbnet døren, og lukkede den efter sig. Hun lagde sig på sengen, og begyndte at hulke, højlydt. Hun var ligeglad med hvor ked af det han var, han havde ramt et ømt punkt hos hende, og det stoppede ikke med at gøre ondt, bare fordi han undskyldte.
Hun krøb sammen, og lukkede øjnene.