Gid solen vil bræne hjemmearbejdet op ~ Miribelle

Sted: Poesi-lokalet
Tid: Efter skole
Vejr: Stjerneklart, koldt.
Omgivelser: Intet særligt, bare de sædvanlige klasseværelses-faciliteter.

Nathan Brown havde igennem de mange dramatimer, de mange film om hans værker, og ture i teatret vundet en del respekt for sir William Shakespeares smukke dramaer, tragedier og komedier. However - lige nu ville han ønske at Shakespeare aldrig havde skrevet "Sonnet 130"! Nate havde udsat denne opgave til natten inden den skulle afleveres - en forfærdelig vane han havde haft i mange år.
"Første opgave; Analyser og fortolk "Shakespeare: Sonnet 130"..." Lettere sagt end gjort. Han havde klaret det med at redegøre for kompositionen, beskrive enderimene, dykke ned og se hvad der egentlig stod - men budskabet gav ingen mening for ham! Eller jo; det lød sadistisk. Noget om at han havde en forfærdelig grim herskerinde med dårlig ånde, men det ville næppe være en fortolkning læren ville blive specielt glad for!

Han var virkelig ikke for god til det med poesi.. Han havde allerede raget sig uklart med læren tidligere, fordi han mistolkede teksterne. Han havde ellers altid fået at vide, at der ikke var nogle facitlister i fag når det kom til budskaber af tekster. Det gjaldt så åbenbart kun i Junior Hight.. Suk.. Han lod blikket glide over blokken og opgavebeskrivelsen foran sig... Efter fortolkningen skulle han selv skrive et kærlighedsdigt med inspiration af "Sonnet 130". Fandens. En ting var at han skulle tage udgangspunkt i en tekst han ikke forstod; han havde aldrig været rigtig forelsket før, så han havde ikke rigtig nogen erfaring at trække på! Altså, han havde vel været vilde med piger før, men han havde ikke engang prøvet at kysse... Han kunne nok godt ryste noget ud af ærmet, men det ville ikke være godt, og han ville ikke have hjertet med i det han skrev. "Lorte-opgave...."

Den lille blege, sortklædte skikkelse kom gående ned af den svagt oplyste gang. Hendes øjne var lukkede så hun fandt frem ved at holde den ene hånd mod væggen ved hendes side. Hun nynnede en deprimerende melodi, som de sorte læber passede perfekt til. Hendes lange øjenvipper lå tungt på kinderne og hun lignede en mellemting mellem en porcelæns-dukke og et spøgelse.
Den blå halvmåne i hendes pande var egentligt det eneste ved hende, der ikke var sort og hvidt.
Hendes hånd rørte pludselig ikke væggen mere og hun stoppede op med et svagt gisp og åbnede øjnene i refleks. Døren! Hun kunne altså godt finde frem uden synet ... Hun var ikke sikker på, hvorfor hun prøvede at finde poesilokalet. Men det var i det lokale hun havde følt sig mest hjemme, da hun boede i england. Så måske ville Tulsa's ikke være så meget anderledes.
Hun åbnede døren lige i tide til at høre nogen hvæse 'lorteopgave'.
"Nånå, rolig da, lille ven." Måske ikke det bedste valg at kalde andre små, når man kun var 1,57. Men det var en grim vane.

Nate så op da han hørte en piges stemme, med en klingende britisk accent som hans egen.. eller, hans var måske lidt mere bonde-engelsk i det..han havde i hvert fald boet i en lille by et godt stykke fra de mest kendte byer.
Hans blik lå på en ret lille sortklædt pige. Det første han registrerede var hendes ansigt; kønt men næsten dukkeagtigt men fyldige læber og lange øjenvipper. Nate sank en klump og blev rød i hovedet, han troede ikke der var andre end ham der kom her efter skoletid. "Øh. hej..!" Han smilte undskyldende og klodset og kløede sig let i nakken. "jeg troede jeg var alene... men lokalet skal da ikke bruges mere i dag, skal det..?" Han så spørgende på pigen, stadig rød over kinderne. Han havde ikke styr på de andre elevers skemaer, og hvis der skulle være sen undervisning her måtte han finde sig et andet sted at lave den møg-opgave.

Hendes udtryk var helt neutralt, selvom hun mentalt ikke kunne lade være med at smile over, at han rødmede sådan. Hun regnede godt nok med at han var flov over chokket. Hun regnede ikke med, at der kunne være nogen anden grund.
"Nej, det tror jeg såmænd ikke," mumlede hun og gik hen imod ham. "Men jeg er ny og var ikke med til timerne idag ... Du er på femte trin ... Har du poesi-timer med nogen på 4. trin? Jeg aner ikke, hvad de er i gang med." Hun trak fraværende på den ene skulder og satte sig op på bordet foran det, han sad ved. Hendes kjole fejede yndefuldt omkring hende og de falske korset-bindinger fremhævede hvor tynd hun var. Hun lagde hovedet på skrå. Henes øjne var så store og mørke, at de så helt sorte ud, hvilket fik hendes øjenhuler til at virke tomme, som på en ødelagt dukke ...
Hun havde ikke forsøgt at få hævet op på de andre timer. Poesi var det eneste der virkelig betød noget for hende.

Han fulgte hende med blikket, og sendte hende et venligt smil da hun nævnte at hun var ny. "Jamen, så velkommen til da...Der er vist nogle 4.trins der har valgt poesi i klassen... Han fulgte hende med de grå-blå øjne da hun bevægede sig ind i lokalet og hoppede op på bordet foran ham. Han kunne se på hendes emblem at hun var på 4.trin. "Lige nu er vi i gang med Shakespeare's sonetter..." an lod sigende blyanten ramme enden imod opgavepapiret med digtet.. "Det er lidt en pain in the... " han lod sætningen fate ud og han så opgivende på blokken med hans rodede håndskrift og den halve analyse.
Han så nok lidt træt ud; jakken fra uniformen hang over stoleryggen bag ham, og ærmerne på skjorten var smurt op til albuerne. Pandehåret var purret en lille smule op da han havde hvilet panden imod håndfladen, og det blå halvmåne-mærke var synligt. Han sukkede over papiret, og løftede så igen blikket med et undskyldende, genert. "sorry... Poesi er ikke rigtig mit fag... "

Hun nikkede kort, da han sagde at der vist var nogen stykker, der havde valgt poesi. Så betød det, at hun højst sandsynligt havde poesi med fyren foran hende, og hun kunne ligeså godt prøve at give sig i kast med teksten.
" ... ass?" Sluttede hun sætningen for ham, med et hævet bryn. "Bare fordi jeg er en lille pige, behøver du ikke passe på dit sprog." Hun lænede sig hen imod ham for at se papiret ...
Sonnet 130 ... Den havde hun læst før! Nok også det eneste Shakespeare havde skrevet, hun faktisk kunne lide. Hun foretrak citater af William Blake.
"Jeg er ret god til poesi ... Jeg havde det hjemme i england ... Hvad går opgaven ud på? Jeg skal nok prøve at hjælpe." Hun smilede stadig ikke. Men det var ikke fordi hun var kold overfor ham. Hun var bare ikke typen der smilte meget. Hun havde ikke haft meget at smile over i sit liv, og når hun forsøgte, endte hun som regelt bare med ondt i kinderne.

Han lo kort og klodset af hendes kommentar efter hun havde sluttet hans sætning.. fjols.. Det var nu ikke på grund af hende han havde ladet sætningen fate ud, men det var selvfølgelig også en måde at vende den.

Han så op på hende, og sendte hende et bredt smil; "Vil du??". Han rakte hende papiret så hun bedre kunne se det. Hans egen kundskab i poesi var i hvert fald ikke meget bedre end det gennemsnitlige 4.trins-poesi, og hvis hende her lige frem var god til det ville det være en GAVE! "Jeg skal fortolke den her...Jeg har allerede analyseret den, men jeg tror virkelig ikke det er rigtigt. Jeg forstår bare at han har en nasty herskerinde, men det er ikke rigtig dybt nok..." Han rødmede lidt og følte sig lidt dum.. men sådan var han jo bare. Han så igen på pigen med det dukkeagtige ansigt. Hendes ansigtsudtryk havde ikke fortrukket sig siden hun trådte ind.. lidt sært, men der var virkelig mange sære folk her på skolen... inklusiv ham selv, naturligvis.

Miri lade hovedet på skrå mens hendes tanker kørte.
... Kinder uden farve .... Livløse læber ... Hun kunne godt se hvad drengen mente med nasty ... Men hendes opfattelse var i hvert fald af en helt anden verden end hans.
"Men hvis du kigger på de sidste vers," sagde hun mens hendes sote lillefingernegl prikkede på de sidste linjer. "Så kan du også se, han beskriver sin kærlighed til hende. Jeg har altid ment at Shakespeare med denne sonnet forsøgte at vise, at ydre skønhed ikke betyder noget for kærlighed." Ved sidste ord rynkede hun på næsen, som om hun talte om en sygdom. Hun troede ikke på kærlighed. Hun havde aldrig følt den i sit liv, og forstod kun begrebet af omtale.
"Men en fortolkning er jo bare en subjectiv analyse, er det ikke? Det burde da være let." Det trak svagt i hendes ene mundvige, men det blev ikke helt til et smil. Hun havde hårdt ved at se noget positivt i noget som helst - og når man ikke kunne se noget godt, var der jo ikke noget at smile af.
Hun havde været præcis ligeså mørk og dyster, da hun bare var et menneske. Nattens Hus havde ikke ændret hende mere end mærket i panden.

Han så på de linjer hun pegede på og prøvede at tænke i de baner... Han havde set det som en eller anden syg fetish Shakespeare havde, men nu hvor pigen drejede det i den retning... så gav det alligevel mening. "...aah..." Han nikkede og rødmede igen... fandens... retarderet som altid.. nå-ja.. intet nyt var vel godt nyt, som man sagde... Han begyndte at skrive på blokken foran sig, imens hun kom med sin definition på en fortolkning. En masse store ord, som han ikke selv ville bruge i sit hverdagssprog, men han kunne nogenlunde oversætte dem ned til hans eget niveau. "Det kan godt være det er let... Jeg er bare ikke så god til det..." Han satte et sidste punktum imens han svarede og så så op på hende igen. Han havde trukket på smilebåndet i det der nok var antydningen af et smil. "Jeg har det på samme måde med billeder og almindelige roman-uddrag... jeg mistolker altid på en eller anden måde.." Han lo klodset af sig selv, nærmest undskyldende. "Jeg elsker for eksempel Shakespeares skuespil, det er en fedt at opleve dem udført eller selv leve sig ind i rollerne, men når man skal sidde med et digt som den her og pille alle facts og ord fra hinanden, og læse det op i et særligt flow og sådan, så er det bare tungt..." Han trak på skuldrene og sukkede. Det slog ham at han ikke havde hilst ordeligt på 4.trinseleven. "Nå ja.. Jeg er Nate. Nate Brown." Han rakte hånden frem ind over bordet til hilsen med det sædvanlige, sympatiske smil der naturligt spillede om hans læber.

Hun nikkede kort, da han fortalte at han havde svært ved fortolkninger. Men ... han havde da sagt, at han kunne analysere! Hans analyser måtte være ret tørre og uden nogen personlig mening. Men hun sagde det ikke. Det var ikke nødvendigt at rive op i det.
Da han så snakkede om skuespil, rynkede hun på næsen. Hun elskede en god film og satte stort pris på skuespiller-talenter, men hun skulle godt nok aldrig være sådan en.
"Jeg valgte ikke Drama. Jeg foretrækker at være mig selv." Men dobbeltmoralsk, som hun nu var, begyndte hun at overveje om man egentligt kendte sig selv, før man havde prøvet at sætte sig i en andens sted.
Ligegyldigt hvor viljestærk hun var, var hun også fornuftig nok til at tænke for og imod, før hun satte sin mening fast.
"Miribelle Azriel Owens ... Du kan kalde mig Miri eller Azzi." Normalt ville hun have tilføjet 'hvis du ikke vil sparkes, hvor det gør mest ondt på din slags.' Men Den her fyr virkede ikke, som den hun plejede at omgås ... Han virkede ikke som om han med vilje ville prøve at pisse hende af, og han virkede langt fra som en af de sjofle drenge, der tænkte med 'det andet hoved'. Så hun lod være.
Hun så tøvende på hans hånd. Hun var ikke vant til fysisk kontakt af nogen art og blev altid en smule skeptisk omkring folk, når de kom for tæt på. Og så anede hun ikke længere om hun skulle hilse som mennesker gjorde, eller som vampyre gjorde. Så hun rakte bare sin hånd ud og ventede på at se, om han tog hånden eller armen.