man kan jo overraskes, ik ?

T. Kort tid efter Psykologi timens ende
V. uændret
S. uden for Gabriels private bo.
O. lange tomme gange.


Endnu en udfordring, endnu et bjerg der skulle bestiges, endnu en lærer der skulle kontaktes.

Onyx sukkede højlydt. Det havde været hendes intention at opsøge Gabriel tidligere i dag, hvor hun alligevel havde en ledig stund,og få det overstået , men da hun kom til klasselokalet, som hun havde forventede at finde forladt, udover Gabriel, havde det vist sig at der var en større gruppe af leende pigebørn der flokkedes hengivent om ham. Der var sku flere tøser der end på Grand Central St. tænkte Onyx og lo for sig selv.
Onyx ønskede ikke tilskuere, når hun skulle spørge om hun kunne blive optaget på psyk.holdet, det ville være al for ydmygende såfrem hun fik afslag.

Beklageligvis betød dette at Onyx nu var nødsaget, til at sætte sig uden for indgangen til hans private residens. Resident Evil, måske?? Onyx rynkede et bryn og tænkte ved sig selv at skolen her havde ændret hendes syn på fyre.Selv en voksen vampyr var jo en mand, ikke sandt.
Onyx måtte i sit stille sind erkende at hun var blevet lidt forudindtaget og var lidt i forsvar , efter ankomsten til Nattens hus, og med denne indrømmellse, satte hun sig foran døren til Gabriels bo, og ventede..

Natalie kom forbi en masse klasselokaler. Hun så onyx sidde uden for et af dem. Hun sendte Onyx et ondt blik og satte sig så ved siden af hende. "Hvorfor sidder du her." Spurgte Natalie. Hun syntes det var underligt. Hvorfor gik Onyx ikke bare ind i lokalet. Natalie kiggede ind og så alle de piger der stod der. "Hvor er i ynkelige." Sagde Natalie hånligt. Så satte hun sig ned ved siden af Onyx igen.

Onyx hilste sødt på Natalie, "Sikke du er allevegne i dag Natalie. jeg venter på at skulle have en snak med Gabriel om at begynde på hans hold, og jeg er vistnok bagud i stoffet..sååå " svarede Onyx lidt beklemt.

"Ja der er jo nok af mig til jer alle sammen." Smilte Natalie. "Jeg er jo fantastisk." Natalie tænkte på hendes gamle skole. Hun var skolensdronning. Hun fik et hånligt smil på læben.

Onyx smilte en anelse overbærende, hun havde mødt mange piger der som Natalie krævede at være midtpunkt , for at føle sig elsket eller what ever der nu var deres drivkraft. Onyx selv var den mere reflekterende type.
"Godt at se dig " sagde Onyx høfligt

"Det mener du jo ikke." Sagde Natalie koldt. Hun troede ikke på at Onyx syntes det var godt at se hende. Alle syntes at Natalie ville have for meget opmærksomhed og at hun var ond eller at hun var en snob.

Onyx kiggede på Natalie, havde hun virkelig intet bedre at fortage sig ? Onyx havde stor tålmodighed normalt,men lige nu hvor hun ventede på Gabriel, som hun faktisk ikke havde den store lyst til at tilbringe tid sammen med, var hendes humør ikke venligt anlagt.
"natalie, var der noget du ville, ellers forslår jeg du går ud og taler til en stolpe, de kan rumme al din hån, Onys smilede sødt,men i øjnene var der irritation og en stigende vrede.

"Fint med mig den er nok sjovere end dig." Sagde Natalie sukkersødt. "Men det er ikke så nemt at komme af med mig. Du bliver nok nød til at dræbe mig." Smilte Natale sukkersødt. Ord kunne ikke skade Natalie. Det havde hun lært af sig selv.

"Frist mig nu ikke for meget " Onyx´øjne lynede imens hun talte.
Inden i sig selv, tog en kamp start hvor Onyx forsøgte tage kontrollen over hendes vrede tilbage og få vejrtrækningen under kontrol, damn som den her skole kunne få sindet i kog. Demetris rolige og fængslende blik ville være en lise nu.

" Natalie helt ærligt, lige nu har du bare fanget mig på et dårligt tidspunkt, jeg har meget i mit hoved der ikke er gjort af muntret stof og er derfor ikke med på al dit spil, det det hele"

"Du er sjovest når du er sur. Så jeg syntes det er et ret godt tidspunkt." Smilte Natalie glad. "Har du problemer?" Spurgte Natalie. "Hvis det er kan du roligt fortælle mig det. Jeg har selv haft en masse problemer. Tro mig. Jeg har gjort en masse jeg ikke er stolt af." Sagde Natalie. Det løb hende koldt ned af ryggen. Alt det hun havde gjort. Hun ville gerne skrige. "Onyx hvorfor er du i dårligt humør." Spurgte Natalie nervøst. Hun ville ikke ha' at Onyx fik problemer.

Onyx løftede sit blik og så ind i Natalies øjne. De var ikke så hårde lige nu.
Onyx lyftede en hånd og rodede lidt rundt i sit lange hår.
Nej ,tiden var endnu ikke moden til at betro sig til nogen, ikke Natalie og ikke Demetri heller.
Onyx sukkede .
Hun lyttede efter skridt i gangen..

"Det suk kender jeg." Sagde Natalie stille. "HAR DU PROBLEMER." Spurgte Natalie. "Onyx du kan godt sige det. Jeg har selv været ude for en masse. Tro mig. Jeg siger det ikke til nogen og jeg lover ikke at være så ond imod dig. Men hvis du er i problemer vil jeg gerne hjælpe." Sagde Natalie bestemt. Hun holdt Onyx's blik fast.

Onyx kunne endnu ikke betro sig til Natalie, tiden havde endnu ikke vist om det havde en fejl at gøre det til Demetri, det håbede hun sandelig ikke.
Hun smilte, " Tak for tilbuddet Natalie, måske tager jeg dig på ordet, men i dag bliver det ikke, jeg sidder fast her til Gabriel dukker op desværre" svarede hun lidt mere venligt.

"Du skjuler noget Onyx og alle har brug for nogen at tale med. Jeg vil gerne være den nogen." Sagde Natalie.

Onyx tænkte sig om et øjeblik, inden hun forsatte med sin samtale med Natalie.

"Det er nu ikke så meget det at jeg skjuler noget, det er mere noget jeg vælger ikke at dele med nogen, hvis det overhovedet giver nogen mening" forsøgte hun at forklare.
" Og hvor fanden bliver den f... til psykologilærer af, jeg har ikke tænkt mig at donere al min fritid til ham, hvis det er det han tror !" Onyx var ved at blive rastløs.

"Han har ikke været her længe." Sagde Natalie trist. "Du skal være glad hvis du kun skal sidde her i en uge. Hvorfor vil du ikke dele det med mig. Nej lige meget." Sagde Natalie lidt vredt. Der var stille længe imellem dem.

Onyx vidste godt ,at Natalie følte sig afvist og det havde ikke været hensigten, men midt i al det kaos der optog pladsen inden i Onyx, besluttede hun at lade det ligge for nu.
"Natalie hvad er din agenda egenlig, har du nogen sinde gjort ting du har fortrudt?" spurgte hun nysgerrigt.

Natalie kiggede på Onyx. "Ja. Jeg har gjort ting der er forbudte. Jeg hang også ud med en drenge bande." Grine Natalie. Hun var ikke glad for det. Det var bare sjovt at tænke på.

"En drengebande !
Hvordan blev du dog trukket ind i det?" brast det ud af Onyx der
rynkede sine bryn, hende Natalie var godt nok fuld af overraskelser.

"Natalie, var du på kant med loven inden du blev udvalgt, eller er du det måske stadig? " Onyx kunne ikke skjule sin nysgerrighed og kiggede derfor interesseret på Natalie. Hvis hun skulle sidde og vente på gabriel i 100 år, kunne hun jo ligeså godt få tiden til at gå med lidt hyggesnak, fremfor at lege sleeping beauty.

Natalie smilte.
Der var meget Onyx ikke vidste om hende.
"Ja en drenge bande og jeg ved ikke hvordan jeg blev trukket med." Sagde Natalie.

Onyx synes det var interessant, hun havde jo en ide om at det var svage og udsatte unge der deltog i bander, børn og unge der selv var plaget og havde det svært og for at fortrænge egen smerte og blive følelses løse, så gjore de helvede hedt for alle de mødte på deres vej.

Hvad havde Natalie oplevet der fik hende til at engagere sig med en drengebande?

"hey Nat´ siden vi sidder her og stagnerer alligevel, har du så ikke lyst til at fortælle lidt om din baggrund, inden du blev udvalgt ?" spurgte Onyx og var ægte interesseret..

"Var model og har altid elsket og studerede vampyre, har aldrig kendt mine forældre, jeg har boet hos en rig familie men jeg tror ikke de kunne lide mig (kunne ikke selv lide dem), og jeg gik på privatskole. Udsendingen kom da jeg skulle få taget et billede til forsiden af et blad. Da udsendingen mærkede mig ville de ikke have mig på forsiden. Jeg havde ondt i hovedet men jeg løb hen til et spejl da jeg kunne mære en dunken i panden. I spejlet så jeg mit mærke og løb straks hjem. Da jeg kom hjem så min falske familie ikke på mig så de vidste intet om det. Jeg pakkede straks min kuffert men da jeg skulle til at gå ud af døren så min falske familie det. Min falske far gav mig en lussing og jeg skyndte mig ud af døren. Min falske familie sender mig en masse lommepenge for at jeg ikke kommer tilbage til dem. Jeg tror de er glade for at være kommet af med mig." Fortalte Natalie.
"Det var så noget af min fortid." Smilte Natalie.
"Hvad med dig?" Spurgte Natalie.

"Hvor skod agtigt med den familie" svarede Onyx ærligt imens hendes blik var fæstnet mod loftet."´Men Nat´ det med drenge banden hvordan blev du involveret i det, det overrasker mig vildt meget?" Onyx selv var bestemt ikke tilhænger af vold, medmindre...medmindre det var for at beskytte nogen, så var det jo somme tider ikke et valg,men nærmere en nødvendighed! summede hun tavst i sine tanker.