skal, skal ikke?

cal rømmede sig flovt ``det har jeg rose, jeg kunne lave det meget bedre, men jeg var her kun 1 uge.kom du skal se min ynglings`` hun trak hende med hen til en kvinde med kulsort hår og et fulendt mærke i panden,hun havde en lang midnatsblå kjole på og blodrøde ringe på den ene finger.

hun blev næsten helt skræmt da hun så kvinden på væggen, øjnene kiggede ned på dem."Calla du et jo en sand kunstner" hun mente det, malerierne var så utrolig fantastiske, sikre, og helt og aldeles specielle. sikre strøg over alt, koncentration, ingen fejl, kun sikkerheden i billederne.

cal kiggede forbavset på rose ``nej rose, jeg er ikke særlig dygtig, det var kun noget jeg har drømt, og derefter tegnet det, så virkeligt som jeg kunne huske`` hun trak hende videre med til det næste maleri.

"Hold nu op Calla du er dygtig, det er det, men hvad er drømmen bag kvinden på det maleri du hviste mig før?" hun så nysgerrigt på Calla og så på billede som Calla hviste hende, strøgne blev mere og mere ens det var tydeligt at det var den samme som havde været i gang med at male.

hun så på rose ``tak rose. drømmen bag kvinden var der jeg fandt ud af mine krafter og at jeg kunne tale med ånder, det er derfor der er den blodrøde min mor og den midnatsblå min far. og skyerne bag hende var pinke ligsom din ånd, de kom langsomt men stoppede så da de kom. og blev der`` hun smilede til rose

Hvad? ville det betyde at Calla og hende kendte hinanden i forvejen? før de overhovedt havde mødtes, hun var ret forvirret, men alligevel ikke. hun smilede nu kunne hun se klart, hvis man da kunne kalde det, det? hun kiggede på Calla "Det var så lidt, men det er jo sandheden, du er virkelig dygtig!"

``tak rose. kom du skal se den her, det er min absolutte favorit.`` hun trak hende med hen til en kæmpe ring af pink, honnig farvet,midnatsblå blodrød og blodrød med stejf af rød. og til sidst, en lille plet af honningfarvet blandet med den blodrøde med stejfet af midnatsblå. de gik op og blev til et kæmpe bål, hvor gamle indianer skikkelser, var i gang med en navngivnings cermoni af en lille pige indhyllet af den blodrøde med det midnatsblå stejf.

"Du savner dem, gør du ikke?" hun kiggede blidt på Calla og gav hende et smil, hun elskede ringen hvor både hendes og Mal's farve var i. det var meget smukkere end nogen af de andre. gad vide om der var andre der havde været inde og se billederne? hun var op taget af alle de mange detaljer.

cal nikkede stille ``ja, jeg savner dem hver dag. og du skal være glad for alt du ser, du er den eneste der har set dem, altså bortset fra pigen da hun boede her sammen med mig`` hun smilede.

"Det er jeg skam også, jeg nyder mit liv. man kan jo aldrig være sikker på hvornår det stopper"
hun kunne ikke slippe blikket fra billede, ringen med hendes og Malakas's farve fangede hende, og hendes halskæde lyste rødt, som i kærlighedens farve. men hun lagde knap nok mærke til det.

cal smilede, men det blev hurtigt til en grimasse af smerte, hun gik hen til den ene seng og satte sig, hun holdt sig for maven``rose, vil du ikke hente en lille krukke til mig som står ovre i den skuffe`` hun så bedene på rose og pegede på en lille skuffe som stak ud.

"Jo klart!" hun lagde mærke til den røde kærligheds farve, hun håbede Calla ikke havde noteret den. hun åbnede skuffen og tog krukke som Calla havde bedt om. hun gik hen til hende, og rakte hende krukken. "Her er du okay?" hun så nervøst på Calla, men hun lagde mærke til at den kraft fulde røde farve stadig hang der.

``nej ikke helt, det er bare nogle mavesmerter. og det i krukken er nogleplanter mod mavesmerter.`` hun så på rose, hun tog nogle panter fra krukken. hun rejste sig op.``kommed rosedu har slet ikke set det bedste endu`` hun tog rose med ud fra rumet og vidre ned af en smal gang, der var et rum for enden af gangen, hun skubbede rose ind først.``tadaaa``hun slog armene ud, de stod i et rum som lignede havet, alt i rummet så så levende ud. der var hajer og små fisk, der var planter og andet, men bagerst i rummet, var der en lille sø, den lå stille og lyste blåligt opmod væggen bag dem, og der stod en kvinde næstenmagen til hende fra rummet før, bortset fra at hun havde en brunkjole på og bag hende var pinkt,hun havde roses ansigt, og bag hendde gløede et par flydene honning farvet øjne.

"Calla det der er jo min Mal's farve" hun kiggede nervøst på hende. "Calla er det her et tegn på at det er mig der skal være sammen og ikke ham og Kat" hun så nervøst på Calla hun frygtede næsten svaret.. hun måtte bare kende svaret nu!

cal åbnede munden,, pludselig kunne hun ikke se noget, hendes øjne lyste i stedet for hendes stemme lød en gammel stemme, men den var stærk og klar ``kattorina og malakas er ikke bestemt til at være sammen og det ved du rosalie, det siger halskæden og din sjæl, og hans sjæl i er forbundet.`` cal kunne se igen hun tog hurtigt fat i rose, hun lukkede øjnene, og pludselig kunne hun lugte en besynderlig lugt det var lugten af røg, hun åbnede øjnene hun kiggede på rose ``kom rose vi skal den her vej`` hun kunne høre trommer og efter lyden at dømme var der en magecermoni i gang, hun stoppede med et brag. hun pegede lige frem ``se rose`` hun pegede på en pige hvor en klar pink farve strømmede ud fra, og dernæst på drengen hvor en en klar flydene honning farve stømmede ud fra.``det er dig og mal`` hun så spændt til, de blev maget sammen. hun lukkede øjnene og tog fat i rose, hun åbnede dem igen, de var tilbage i hulen. hun så hen på rose.

hun skreg da Calla snakkede mærkeligt... "Nej jeg ved ingenting, jeg kan ikke såre Kat, jo jeg er nok faldet for Mal, men jeg kan ikke gøre det her mod Kat" hendes øjne løb i vand og hun kunne mærke tårene der løb og løb og løb ned af hendes kinder, hun var fortvivlet..

cal så rose græde, hun tog et lommetørklæde frem og rakte det mod rose. hun slog armene om hende ``spørge halskæden rose,kun den kan sige sandheden. og desuden så er det mig der såre kat i sidste ende, du skal bare være den gode veninde som støter hende, du skal være bedre end angel`` hun trykkede hende og begyndte at synge en stille sang, som skulle få rose til at slappe af.

"Calla det er mig der såre Kat, det er mig der tager hendes kæreste!" hun blev ved med at græde. "Calla du sagde det selv , kan du slet ikke huske det, de passer ikke sammen, men under det hele lyste halskæden klart" hun kunne ikke finde ro i sig selv, hun kunne ikke fatt alt det der lige var sket.

cal kiggede alvorligt på rose ``det var ikke mig rose. det var hende som ejede halskæden til at starte med. jeg har slet intet hørt. vil du ikke nok fortælle mig hvad Nakki sagde?`` hun så bedene på rose``og rose,når jeg har forklaret kat de hele er jeg sikker på at hun vil forstå det hele``

hun forklarede det hele alt hvad der var sket. hun kiggede på Calla da hun var færdig med at fortælle. "Calla jeg er bange for det her med de ånder er gået for vidt for mig" hun undskyldende på Calla og prøvede at tage halskæden af, men umugeligt, hun kunne ikke engang få fat i den.

``det er okay rose, du er ikke den først.men ånderne vil ha dig nu. til at kende dem.`` hun så udnskyldenepå rose.

"Ha mig de kan ikke få mig! jeg tilhøre natten, jeg er ved at være vampyr. jeg tilhøre ingen ud over mig selv! og Nyx" hun havde tydeligt hævet stemmen, hun rejste sig og gik ud af grotten, hun gik hen til Shelly og svang sig op. hun lod et sidste blik glide ind i grotten.

cal løb ud efter roe hun råbte af sine lungers fulde kraft ``ROSE!! deter jo ikke på den måde, devil bareha dig til at kende dem og forstå dem.`` hun svang sig op på skye og red hen til rose.

"Jeg kender dem nu, men jeg ville næsten ønske at jeg ikke gjorde! undskyld Calla" hun kiggede undskyldende på Calla og red af sted i fuld fart. hun kom til stalden, hun tog udstyret af Shelly og gemte sig i hø stak, Calla kom sikkert om nogen minutter. hun havde også kun lige fået gemt sig væk da hun hørte hove.

``det erokay rose.jeg ved hvordan du har det`` hun så rose rideafsted, hun satte skye i trav efter rose, hun havde lidt brug for at samle tankerne, hun kunne ikke længere ringe til mosteren for at få hjælp med ånderne,hun var helt alene med dem. hun sukkede og satte skye i galop. da de var fremme ved stalden hoppede hun ned, hun trak ham ind i hans boks. hun gav ham grime på og lagde hovdetøjetpåplads.hun gik ud af stalden.hun løb ind mod skoven. hun havde brug for at tænke lidt og snakke med mosterens ånd.