Fægtning?! - Asmodaeus

han kiggede på hende da hun havde stillet spørgsmålet ''for omkring tohundrede år siden blev jeg lærer..'' sagde han og nikkede kort, han smilte et knapt så koldt smil lige nu ''så du var målet for alle de populære folk.. har du nogensinde overvejet hævn?'' spurgte han, og lød helt seriøs, som om han mente at det var en mulighed, han åbnede, men så igen, man vidste jo aldrig med en voksen Vampyr hva der gik igennem hovedet på dem.. ''jeg håber du er lærenem.. det ville gøre dansekurset meget kortere end fægtningen er.. men som din mentor vil jeg selvfølgelig putte den nødvendige tid i det..'' sagde han og løb en hånd igennem sit hår.

Hun smilede, da hun fik sit svar. "Så du er en temmelig ny lærer, i forhold til de andre eller hvad? Hvorfor ville du være lærer?" spurgte hun oprigtig nysgerrigt. Hun slog ud med hænderne, da hun stillede spørgsmålet. Selv ville hun ikke nok ikke være lærer. Altså hendes forældre var lærere og det havde været godt for hende, for de kunne hjælpe hende en del med lektierne og så var de altid tidligt hjemme. Men det måtte være utrolig trættende at skulle rette opgaver og undervise utaknemmelig unger hele dagen. Blev man ikke træt af det?
Hun så først helt uforstående på ham, da han stillede hende spørgsmål. "Nej" svarede hun så, 100% ærligt. "Jeg har aldrig nogensinde overvejet hævn.. De der gjorde det, havde ikke bedre at tage sig til. De tror de er seje, når de ydmyger andre. Sandheden er bare at det er de ikke" mumlede hun og trak på skulderne. Hævn var noget hun aldrig nogensinde ville overveje. Det var kun noget, for folk som intet liv havde og som bar nag. "Jeg vil hellere være deres yndlingsoffer, end en af dem"

''Jeg havde brug for Ro, ja jeg er en ret ny lærer.. men jeg lærte også folk op før jeg blev lærer.. '' sagde han og smilte til hende ''javel ja, jeg ville have taget hævn hvis det var mig der var i dine sko, men det er jo op til dig.. nu ska du huske at du har en Vampyr som Mentor, Lærer, Og mulig ven.. hvis du er værd at være venner med..'' sagde han i et koldt tonefald, han rejste sig op, og strakte sig lidt *Hun minder mig om den knægt jeg trænede før jeg blev lærer.. han blev sgu en fantastisk Vampyr..* tænkte han og smilte, varmt ved tanken, men tog sig i det, og kvalte smilet igen.

"Mine forældre er faktisk lærere" indrømmede hun med et skuldertræk. Hun vidste ikke om hun havde fortalt ham det, men så ville hun jo bare fortælle ham det igen. Repetation gjorde vel heller ikke noget, selvom man var en vampyr, med sikkert en fantastisk hukommelse. Det måtte de vel have.. Ellers ville de jo ikke kunne huske særlig meget fra de mange hundrede år som de sikkert alle havde levet.
"Men vi er jo også meget forskellige.. Du er ret reserveret, mens jeg er en udadvendt og naiv optimist" påpegede hun med et smil. Hun vidste godt hvordan folk så hende. Godt nok var hun udadvendt, men en så hende også som ufattelig naiv, fordi hun troede på det bedste i alle. "Jeg håber da jeg er værd at være ven med" sagde hun og trak igen på skulderne. Så op på ham, da han rejste sig og fik et glimt af hans varme smil. Selvom han kort efter kvalte det, varmede det alligevel hende om hjertet. Han som var så koldt, kunne virkelig godt være en rar person, inderst inde.

Han nakkede kort ''Ja, du virker også som en Naiv Optimist der er Udadvendt.. det var jeg også en gang, men det er fortid.. forresten.. alt hvad der bliver sagt her inde er fortroligt.. det slipper ikke over hverken dine eller mine læber.. og hvis det gør..'' han blev væk for hendes syn et øjeblik og havde så hovedet ved siden af hendes hovede ''så ved jeg det.. og så bliver det skidt for dig...'' sagde han meget koldt, han rejste sig i sin fulde højde igen og smilte sit normale halv-kolde smil til hende ''men jeg går ud fra at du ikke siger noget til nogen, såvel som jeg ikke siger noget til nogen..'' sagde han og gik over til et vindue.

Hun smilede bare af hans kommentar og rejste sig op. Gjorde honnør. "Selvfølgelig siger jeg ingenting" lovede hun fuldstændig alvor. Hun plejede at vide, hvornår hun måtte fortælle noget videre og hvornår det var bedst ikke at gøre det. I det tilfælle var det bedst ikke at sige noget. Der var bare et eller andet ved Asmodaeus fremtoning, der gjorde at hun ikke var et sekundt i tvivl om det.
"Hvordan kan det være du smilte varmt lige før?" spurgte hun nysgerrigt. Måske var det ikke det bedste spørgsmål, at stille ham, men måske ville han gerne svare på det. Hvem kunne vide det?

han stivnede kort, og smilte så skævt til sin refleksion i vinduet ''Fordi jeg engang før jeg blev lærer oplærte en der var meget ligesom du er.. han er så bare desværre død...'' sagde han og vendte sig om, og gik over og samlede sin frakke op, og tog den på ''er der andet du vil vide..?'' spurgte han hurtigt, han kiggede ikke på hende under dette spørgsmål, hans blik ville have sagt at hun ikke skulle spørge mere, hans øjne udviste lige nu et indebrændt had, og en kulde der skræmte selv ham, og det ville han ikke udsætte hende for.. ikke endnu i hvert fald.

Jameelah stivnede, da han fortalte hende det. En som hende han havde oplært, var ikke så spektakulært. Mere det at han var død. Nåede han at blive vampyr eller døde han som yngling? "Yngling eller vampyr?" røg det ud af munden på hende. Bad til Nyx om at han ikke ville blive sur over hendes nye spørgsmål. Men han havde jo ikke fortalt om drengens krop havde strittet imod eller om han var blevet vampyr og dermed havde fuldført forvandlingen.
Hun tænkte sig lidt om. "Hvordan kan det være du altid opføre dig så.. kold og fjendtlig?" spurgte hun så hårdt og en anelse vredt. Det skræmte hende. Den tone havde hun aldrig prøvet at tale til folk, slet ikke en lærer. Hvad skete der lige med hende? At spørge en sådan lærer, som ham om det, var da rent selvmord! Han ville nemt kunne lægge hende ned og have afsluttet hendes nye liv, inden hun nåede af blinke.

han kastede et blik over på hende, denne gang lod han hende se kulden i hans øjne som den var lige nu ''Vampyr..'' sagde han lavt, og gik et par skridt tættere på ''Jeg er som jeg er fordi jeg har lært på den hårde måde, at man ikke kommer nogen vegne med at være, naiv og godtroende, det får aller højest en slået ihjel.. og det er jeg ikk' så skide interesseret i..'' sagde han lavt, med en hæs, kold, og ondskabsfuld stemme ''men der skal jo også være plads til de Naive fjolser.. jeg har aldrig trænet en der fejlede sin transformation til en Vampyr...'' sagde han og smilte varmt nu.

Jameelah trådte uvilkårligt et par skridt tilbage da han nærmede sig. Det han sagde til hende, tog hun meget personligt. Hendes ansigt afslørede hende. Hun lignede et dyr der var fanget af en bils forlygter. Opspærrede øjne og et såret ansigtsudtryk. Naivt fjols. Var det virkelig sådan han så hende? De havde jo kun lige mødt hinanden! Hvordan kunne han være så forbitret og dømmende.? Måske troede han at hun bare var en eller anden dum blondine, som havde farvet sit hår rødt, for at virke sejere og mindre dum end hun allerede var. Det håbede hun ikke. For hun var bestemt ikke dum. Tværtimod. Hun var skam yderst klog, og havde altid haft høje karaktere på sin gamle skole. Måske var Nattans Hus ikke så perfekt som det så ud alligevel.

Han slog armene ud til siderne ''Alle går og fabler om hvor fantastisk deres nye liv er her på skolen, men jeg ved hvor grufuldt dette liv kan være..'' sagde han og lagde mærke til hendes sårede udtryk i ansigtet, det gjorde at der var noget der skar igennem hans hjerte ''Undskyld.. det var ikke min mening at såre dig...'' sagde han lavt, og kiggede ned i jorden ''jeg finder dig bestemt ikke Naiv eller dum.. jeg ved at du ikke er det.. måske lidt naiv, men det har jeg jo også selv været en gang..'' sagde han imens han stadig kiggede ned i jorden ''Undskyld..'' mumlede han igen imens han stod der, med armene hængende ned langs siderne, og hovedet bøjet så han kiggede ned i gulvet.

"Ved du hvorfor vi gør det?" spurgte hun med en spinkel stemme; egentlig var det ikke rigtig et spørgsmål, snare et retorisk spørgsmål. Derfor begyndte hun hurtigt igen at tale. "Fordi det giver os en ny chance, for at være os selv" svarede hun på sit eget spørgsmål. Eleverne på skolen fik en ny chance. De fleste havde ikke passet ind på deres gamle skoler. Hun var fx. blevet mobbet på sin gamle skole, men havde aldrig gjort noget ved det, fordi hun vidste at det ikke ville gøre det bedre, tværtimod. Nu havde hun fået en ny chance for at få nogle gode venner og undgå at blive mobbet. Det så hun som en velsignelse. Nyx havde velsignet hende med en ny chance, og hun ville gribe den.
Hun smilede forsigtigt, da han sagde undskyld. Selvom smilet var forsigtigt, så havde det bredt sig til hendes øjne. Det gjorde det automatisk. "Det er okay" sagde hun blidt og opmuntrende. Hun modstod fristelsen til at gå hen og lægge en arm på hans skulder.

Han løftede hovedet og kiggede på hende ''Nej.. det er egentligt ikke i orden, jeg burde vide bedre end bare at lade mine dårlige oplevelser gå ud over en elev, det er meningen at jeg skal støtte dig, og det agter jeg at gøre..'' sagde han og nikkede kort for sig selv, han gik over til vinduet og kiggede ud igen ''jeg kan jo ikke sige at jeg ikke selv var meget glad for at blive mærket, jeg var virkelig glad.. faktisk lykkelig, og det samme var min bror, han er jo så nok.. den mere flinke del af familien..'' sagde han imens han kiggede ud.


//Få din røv i chat-boxen xD//

"Jeg ville sætte pris på du støttede mig. For alt det her kan altså være temmelig skræmmende, så det sidste jeg har brug for er at vi skændes" sagde hun med et skævt smil og gik hen til ham henne ved vinduet. Hun havde allerede tilgivet ham, Ikke at han rigtig havde gjort noget forkert. Okay, han havde såret hende, men hun ville gerne lægge det bag sig så de kunne fortsætte som normalt. Ikke helt normalt, hvor han var totalt følelseskold, men normalt sådan at de forstod hinanden og at hun turde komme til ham, hvis hun havde problemer. Var det forresten ikke også meningen at man skulle kunne stole på sin mentor og turde komme til personen hvis man havde problemer? Det mente hun.
"Jeg var glad, da jeg blev mærket, men samtidig også bange.. Bange for at min familie ikke ville acceptere det.. Bnage for hvordan min lillebror og bedstefar ville reagere" mumlede hun, en anelse fjern.

Han kiggede på Jameelah ''Jeg er fra Irland.. min familie smed mig på porten, det samme med min bror..'' sagde han og smilte til hende ''Hvis der er noget skal du ikke være nervøs for at komme til mig, jeg har pligt til at hjælpe dig, og selvfølgelig også lyst til det..'' sagde han og gav hendes skulder et klem for at vise at han ville være der for hende, selv efter skolen var slut, han ville ikke stoppe med at hjælpe hende, det havde været hans fejl tidligere, og den fejl ville han aldrig begå igen, nogensinde i sit liv.

"Irland? Snyd, jeg er bare fra Brooklyn i New York.. Men det har da en fordel. Jeg er en af de få mennesker, der faktisk kan finde rundt i byen uden kort eller taxa" sagde hun med et drillende smil. Men det var sandt. De færreste turister og folk fra andre steder i USA kunne finde rundt i New York. Det var nemt nok at få en taxa, men man skulle være ret bestemt. Men det var nemmeste at komme omkring til fods. Men også temmelig opslidende for ens sko. Det var bla. derfor at så mange kvinder købte sko i store mængder. De blev slidt.
"Det vil jeg hel sikkert tage i mod. Faktisk ville jeg nok hellere snakke med dig end Clary" indrømmede hun.

han kiggede på hende, med et forbavset udtryk ''javel ja, det må jeg jo indrømme er en ære.. det er første gang jeg er blevet sat over hende, ikke at jeg bryder mig om hende..'' sagde han med et skuldertræk ''men jeg har da respekt for hende..'' sagde han og smilte, denne yngling ville højst sandsynligt blive hans favorit elev, nogensinde, ingen af de forrige ville have gjort ham den ære, men så igen, der hvor han var før havde han ikke haft en præstinde til at lede sig.. han havde haft noget helt andet.. og han kunne ikke afgøre om det var godt eller skidt.

"Misforstå mig ikke" sagde hun med et smil og rystede smilende på hovedet. "Jeg kan godt lide Clary og respektere hende, men jeg føler bare ikke hun er en person som jeg ville.. betro mig til" afsluttede hunn sin sætning. Hun kunne vældig godt lide Clary, men hun ville nok ikke fortælle hende, sine hemmeligheder og andre ting. Hvis det gik virkelig galt, kunne hendes forældre måske blive undrette og det ville hun ikke have. Hun havde på fornemmelsen, at Asmodeaus ikke ville reagere sådan uanset hvad hun fortalte ham. Han ville sikkert tage det hele helt cool og snakke med hende om det. Det håbede hun da. Sådan virkede det da. Okay, de var kommet dårligt ind på hinanden, til at starte med, men hun håbede de kunne lægge det bag sig og blive en slags venner.

han smilte igen ''javel.. det er så også i orden'' sagde han og vendte sig imod hende ''du kommer bare hvis der er noget problem på noget tidspunkt, ikk?'' sagde han og kastede et blik mod uret over døren ''Du burde nok komme videre.. din time er startet, og du har ikke spist..'' sagde han, men ombestemte sig hurtigt ''Nej ved nærmere eftertanke, så sørger jeg lige for noget mad til dig, og jeg snakker med din lærer i det næste fag.. så burde det være okay at du kommer for sent, når det er din Mentor der har holdt dig tilbage..'' sagde han med et smil, og gik imod døren ''Kom med, du skal ha noget at spise'' sagde han og vinkede hende med sig.

Hun nåede ikke at svare på det første, før han havde ombestemt sig igen, Hun smilede. "Fint nok" sagde hun og fulgte efter ham. For hende gjorde det ikke så meget, at hun gik glip af det næste fag. Det var spansk og hendes far kunne altid hjælpe hende over Skype eller over telefonen. Han underviste i spansk, så hun kunne sikkert godt skippe undervisningen. Bort set fra at lærerene ville opdage det og Asmodeaus ville blive vildt skuffet. Han ville jo sikkert ikke være mentor for en som pjækkede.

Han smilte imens de gik ned af gangen ''Der er ikke noget som går dig på lige for tiden, vel?'' spurgte han og puttede hænderne i lommerne imens han gik, han drejede ind på sit kontor hvor der hang et mærkeligt formet sværd på væggen, og en guitar stod i hjørnet ''jeg finder lige noget mad til dig..'' sagde han og gik over til en reol, og åbnede den, der var et køleskab.. han tog lidt forskelligt ud af køleskabet og lavede en sandwich til hende, da han var færdig med den rakte han den ud til hende.

Hun tænkte sig lidt om. "Njooh, det er der faktisk" mumlede hun og udtrykte tydeligt at hun helst ikke ville tale om det. Det var et emne hun ikke følte hun kunne forsvare. Og det var også lidt egoistisk, for det var mere en slags ønske. Som sikkert ikke ville kunne gå i opfyldelse. Nok ikke før hun var færdig med sin forvandling.
Hun trådte ind på hans kontor og fik strak øje på guitaren. "Spiller du?" spurgte hun nysgerrigt og gik straks hen til den. Dog holdte hun fingrene fra den. Folk kunne godt være lidt ømtålelige med deres instrumenter, ligesom hun selv var. Hun ville ikke have at nogen rørte hendes guitar. Hun tog i mod sandwichen og tog en bid af den. Den smagte faktisk meget godt.

Han smilte varmt til hende ''Du deler bare hvis der er noget at snakke om'' sagde han ''Ja, jeg spiller guitar, det har jeg gjort længe nu'' sagde han og grinte ''du må godt prøve den hvis du vil, men pas på, den er meget gammel..'' tilføjede han med et skævt smil, og satte sig så ned i sin store behagelige stol, der stod en sofa foran hans skrivebord ''Velkommen til mit kontor forresten.. du er den første der kommer her ind..'' sagde han og grinte for sig selv, han virkede meget gladere her.

Hun tøvede lidt. "Okay, jeg savner min familie hjemme i Brooklyn" indrømmede hun så og sukkede. Så længselsfuldt hen mod vinduet. Det var bare ikke fair. Hvis de var udenfor uden en vampyr, så ville de dø. "Jeg vil gerne kunne besøge dem, i stedet for at de skal bruge så mange penge på at besøge mig her" mumlede hun og vred sine hænder. Det var ikke noget hun brød sig om at fortælle til andre. Okay, Daliah kunne gå, men de var jo også blevet ret tætte efter at hun var faldet over hendes taske og derefter blevet værelseskammerater.
Hun tog forsigtigt guitaren, som om den ville kunne gå i stykker, hvis man bare åndede på den. Gik hen og satte sig i sofaen. "Jeg er meget beæret" sagde hun med et smil og begyndte at spille en vuggevise, som hendes bedstefar havde skrevet til hende. Hun mente at den fortalte alt om hende. Der var ingen tekst til. Bare en stille, lidt sørgmodig melodi.

han smilte til hende igen ''Bed dem om at trække deres rejser på det her kort'' sagde han og rakte hende et kort ''det er min konto, og jeg har nok penge, det er intet problem'' sagde han med et grin ''det er en smuk sang...'' sagde han ''hvem har skrevet den?'' tilføjede han og fulgte hendes fingre med øjnene ''den er lidt sørgmodig..'' sagde han og kiggede rundt i kontored for ikke at lure sangen fra hendes røbende hænder, det ville være meget meget uhøfligt af ham...